Mødedato: 10.09.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Træer på Nørreport

Indre By Lokaludvalg skal beslutte en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om flere træer på Nørreport.

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen om flere træer på Nørreport, der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger lokaludvalgsmedlemmer og/eller suppleanter til at deltage i en besigtigelse af Nørreport med Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at se, hvor der er mulighed for at plante træer i området.

Problemstilling

En borger har skrevet til lokaludvalget:
"Da jeg ved, at i har en mærkesag der hedder, Flere træer i indre by, tillader jeg mig at komme med et indspark. Jeg er nabo til den nye Nørreport Stationsplads, og uanset om man kan lide arkitekturen eller ej, så er der næppe tvivl om, at pladsen har fået et gevaldigt løft.

Jeg har dog det problem, at jeg synes pladsen er meget "kold".

Der er ganske vist plantet enkelte små grupper af Kirsebærtræer, hvilket naturligvis er bedre end ingenting, men efter min mening ville både pladsens
karakter og pladsens klima vinde gevaldigt, såfremt man plantede en række træer, ca. 6 - 8 meter fra pladsens østfacade, der hvor den såkaldte
servicevej bliver til plads. Ikke en ubrudt trærække, men træer der hvor de ikke vil gøre det vanskeligt for varebiler at komme ind på pladsen.

Der er mig bekendt ikke togtunneler på det pågældende sted, så der skulle være jord nok til selv lidt større træer.

Jeg har henvendt mig til Teknisk forvaltning, der afviste mit forslag med den begrundelse, at varebiler skulle have uhindret adgang til pladsen fra servicevejen. Dette er jeg enig med kommunen i, men der kunne sagtens være mange træer, uden at pladsens funktionalitet blev forringet.

Jeg håber i vil tage mit forslag med i jeres overvejelser, når i drøfter hvordan man kan forskønne vores skønne bydel med grønne vækster."


Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen forholde sig til forslaget. Forvaltningen svarede til borgeren, der havde rejst sagen, og til sekretariatet:
"Tak for din henvendelse fra den 22. juni 2015 vedrørende Nørreport og ønsket om flere træer. (...). I forslaget som vandt tilbage i 2009, var der faktisk, som du foreslår, vist en række af træer langs med servicevejen. Men på grund ledninger i jorden (herunder nyetableringen af en stor ny fjernvarmeledning) og af hensyn til redning fra stigevogn i tilfælde af brand i ejendommene Nørre Voldgade 76-106, blev rækken af træer i forbindelsen med den efterfølgende detailprojektering, erstattet af fire mindre grupper af træer.

Når du har fået oplyst, at der ikke kunne plantes flere træer på grund af varebilers adgang til pladsen, er den mere præcise forklaring således, at arealerne skal friholdes, således at stigevogne kan køre ud og holde mellem cykelparkeringerne i tilfælde af brand. Dette er for, at de kan opnå den rette hældning på stigerne.

I det oprindelige forslag var der også placeret trægrupper ude på selve pladsen, men med den meget højtliggende stationskonstruktion, har det ikke været muligt at etablere disse træer med acceptable vækstvilkår, hvorfor de er blevet fravalgt.

Ønsket fra arkitektens og Københavns Kommunes side har i udgangspunktet således også været, at der skulle være flere træer på pladsen. Da det blev besluttet at anlægge et større busdepot mellem Nørregade/Vendersgade og Linnésgade end først planlagt, opstod der nogle ledige græsarealer, hvorfor Københavns Kommune besluttede at plante disse til, således at antallet af træer plantet i forbindelse med projektet i alt kom op på omkring 40 stk.

Jeg håber ovenstående giver dig et tilstrækkeligt indblik i, hvorfor der ikke kan etableres flere træer på Nørreport. Ellers er du velkommen til at henvende dig til forvaltningen igen."

Løsning

Formanden foreslår følgende henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen:

På baggrund af en henvendelse til Indre By Lokaludvalg og Teknik- og Miljøforvaltningens svar, beder lokaludvalget forvaltningen besigtige Nørreport sammen med repræsentanter fra lokaludvalget med forvaltningen henblik på at se, hvor der er mulighed for at plante træer i området. Selv om Nørreport nu har fået et gevaldigt løft, fremstår området nøgent. Især den sydlige del omkring servicevejen kunne forskønnes med træer.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender sekretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen.

De, der deltager i besigtigelsen orienterer efterfølgende lokaludvalget om, hvad der kom ud af det.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen om flere træer på Nørreport, der fremgår af løsningsafsnittet, idet det på forslag fra Niels Jarler føjes ind i henvendelsen, at lokaludvalget ønsker en evaluering af Ny Nørreport-projektet.
     
  2. Lokaludvalget udpegede Anton Ørnbo Skovle og Bent Lohmann til at deltage i en besigtigelse af Nørreport med Teknik- og Miljøforvaltningen med henblik på at se, hvor der er mulighed for at plante træer i området.
Til top