Mødedato: 10.09.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om projekt 'Sammen om byen'

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar om projekt 'Sammen om byen'.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller,
  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Økonomiforvaltningen om projekt 'Sammen om byen', der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger repræsentanter til et dialogmøde med økonomiforvaltningen om projekt "Sammen om Byen", der holdes den 29. oktober 2015 kl. 17.

Problemstilling

Med svarfrist den 28. september 2015 har Økonomiforvaltningen bedt lokaludvalget om et høringssvar vedrørende projekt 'Sammen om byen'.

Projektet har til formål at styrke kommunens borgerinddragelse og dialog med københavnerne, og derfor har Borgerrepræsentationen besluttet, at der skal udformes nogle fælles kommunale principper for, hvordan københavnerne fremadrettet kan involveres og engageres i byens udvikling.

Konkret skal principperne sikre:
  • At kommunen skaber mulighed for at flere københavnere deltager og engagerer sig i byens udvikling.
  • At københavnerne oplever, at det kan svare sig at engagere sig i byens udviklingen sammen med kommunen.
  • At københavnernes viden og ideer bruges der, hvor de er stærkest - nemlig som eksperter i, hvordan byen bruges og opleves.
Forvaltningen vil, som det første i forbindelse med projektet, foretage en generel behovs- og tilfredshedsundersøgelse af, hvordan københavnerne vurderer dialogen med kommunen om byens udvikling i dag. Spørgeskemaet vil blive lanceret via kommunens Borgerpanel, men vil derudover også være til fri besvarelse for alle interesserede fra d. 10. august til d. 28. september 2015. Senere i forløbet vil der blive gennemført en række dialogaktiviteter med både lokaludvalg, københavnere, forskere, politikere og kommunens medarbejdere.

Forvaltningen beder lokaludvalget om følgende i forbindelse med projektet:
  • At lokaludvalgets medlemmer og suppleanter besvarer spørgeskemaundersøgelsen, når den lanceres i uge 33. Linket til undersøgelsen sendes ud af sekretariatet.
  • At lokaludvalget deler link til spørgeskemaundersøgelsen på lokaludvalgets hjemmeside og videreformidler opfordring til at deltage til udvalgets netværk i bydelen.
  • At lokaludvalget drøfter vedlagte spørgsmål i udvalget og svarer på, hvad I mener der skal til for at styrke den gensidige dialog om byens udvikling fremadrettet.
  • At lokaludvalget overvejer om og hvordan udvalget kan gennemføre en lokal dialogproces i dets bydel om den lokale vurdering af den nuværende dialog med kommunen og de lokale ønsker til den fremtidige dialog med kommunen om byens udvikling. De vedlagte spørgsmål kan bruges til inspiration til den lokale dialogproces.

Indre By Lokaludvalg drøftede sagen i sit møde den 20. august 2015 og udpegede Gunna Starck og Niels Jarler til at skrive et udkast til høringssvar.

Løsning

Gunna Starck og Niels Jarler foreslår følgende høringssvar:

"Økonomiforvaltningen har bedt Indre By Lokaludvalg om et høringssvar om projekt 'Sammen om byen'.

Borgerdialog
Lokaludvalget har overfor borgerne annonceret muligheden for at kommentere sagen på lokaludvalgets hjemmeside. Ingen har benyttet sig af den.

Lokaludvalgets holdning
Indre By Lokaludvalg har drøftet kommunens oplæg om borgerinddragelse, og har en række kommentarer.

Grundlæggende finder lokaludvalget det positivt, at forvaltningerne vil inddrage københavnerne i beslutninger om deres by. "Københavner" er imidlertid i oplægget udvidet til at kunne være stort set hvem som helst. Det tror vi ikke skaber den følelse af nærhed og identitet, som er forudsætninger for et engagement.

Ligeledes er - selv om "københavner" kun dækkede beboere - københavnerne et meget blandet folkefærd. Med de mange tilflyttere, herunder udenlandske og danske studerende, er københavnerne et folkefærd med meget forskellige interesser, engagementer og ikke mindst kendskab til, hvordan byen er skruet sammen. "Københavner" er for manges vedkommende noget man bliver, hvilket i højere grad burde tænkes ind i oplægget, især da københavnerne udstyres med en “særegen identitet”, der skal skaffe “merværdi”!

Så kendskab, viden og ejerskab er nøgleord. Her kan man med fordel begynde med beboerens nære område og så langsomt udvide kendskabet og dermed ejerskabet i stadig større cirkler. Det er den måde, man indtager verden fysisk, socialt og kulturelt på. 

Indre By Lokaludvalg har haft succes med Debatvognen som på given foranledning (lokalplan, trafikomlægninger o. l.) har været placeret på åstedet. Her bydes på en kop kaffe, et spørgeskema og en snak, som ofte bevæger sig fra det nære til det mere overordnede. Et ofte fremført udsagn er, at “de gør jo alligevel, som det passer dem”. Den største barriere er troen på at man faktisk kan få indflydelse. Det gælder nok især i Indre By, idet mange af projekterne er store, spektakulære og med indflydelsesrige og kapitalstærke initiativtagere. Så københavnerne skal høres, ja, men deres svar skal også tages alvorligt.

Hvad angår borgerbudgetter, mener Indre By Lokaludvalg, at det skal prøves, men på et niveau, hvor alle kan være med. Måske et andet ord ville være godt, da mange mennesker stejler ved ordet “budget”. Også her gælder det, at der skal være en vis sandsynlighed for, at der kommer noget ud af det.

Konkret er det vigtigt at give alle borgere mulighed for at deltage i byens udvikling uanset deres forudsætninger. Workshops og konkurrence-formater for borgerinddragelse, taler i høj grad til de borgere, der ligner forvaltningen og i kraft af deres erhverv eller uddannelse kan visualisere og konkretisere løsninger fysisk (eksempelvis arkitekter) og giver dem en større stemme. Formater, der forudsætter visualiserings-kompetencer, bør derfor altid suppleres af andre formater, hvor borgere kan give deres input på anden vis (eksempelvis skriftlige indlæg, fremmøde etc.).

Høringsprocesserne er blevet digitale, så derfor er det vigtigt at materialet udformes derefter, så de ikke længere er layoutet til print, men til skærmlæsning. Dobbeltspaltede pdf'ere er vanskelige at læse og svære at navigere på skærmen og det dur heller ikke, at digitale og trykte sidetal ikke er samstemmende. Desuden er mange af kommunens pdf'ere svært tilgængelige for synshæmmede, fordi de ikke overholder standarder, der tillader talesyntetisk oplæsning af teksten.

Med venlig hilsen


Bent Lohmann,
formand"


Dialogmøde
Økonomiforvaltningen har inviteret til dialogmøde om projekt "Sammen om byen" den 29. oktober 2015 kl. 17 om et udkast til principper for borgerdialog. Udkastet udarbejdes på baggrund af det hidtidige arbejde i projektet, herunder høring af borgere og lokaludvalg.

Økonomi

Midlerne til annonceringen af muligheden for at kommentere sagen på lokaludvalgets hjemmeside er taget fra lokaludvalgets pulje til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Når lokaludvalget har besluttet høringssvaret, sender sekretariatet det til Økonomiforvaltningen.

Økonomiforvaltningen har inviteret til dialogmøde med lokaludvalgsrepræsentanter vedr. projekt "Sammen om Byen" den 29. oktober 2015 kl. 17.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Økonomiforvaltningen om projekt 'Sammen om byen', der fremgår af løsningsafsnittet.
  2. Lokaludvalget udpegede Anton Ørnbo Skovle og Bent Lohmann til at repræsentere sig i et dialogmøde med Økonomiforvaltningen om projekt "Sammen om Byen", der holdes den 29. oktober 2015 kl. 17.
Til top