Mødedato: 10.03.2022, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Borgermøde om Lynetteholm

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal beslutte at være vært for et borgermøde om Lynetteholm sidst i den periode, hvor der er offentlig høring om den strategiske miljøvurdering af Lynetteholm-projektet.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg er vært for et borgermøde om Lynetteholm-projektets indvirkning på Indre By sidst i den periode, hvor der er offentlig høring om den strategiske miljøvurdering om Lynetteholm-projektet.
  2. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.
  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 30.000 kr. til borgermødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Problemstilling

Det forventes,

  • at den strategiske miljøvurdering for Lynetteholm kommer i offentlig høring i 8 uger sidst i marts. 

  • at den offentlige idefasehøring om metro til Lynetteholm finder sted i de sidste 4 uger af den ovennævnte 8 ugers høringsperiode. I idefasehøringen vil begge de to foreslåede metrolinjer være i offentlig høring, herunder linjeføring, konkret stationsplacering og øvrige ønsker til metroen. 

  • at den offentlige idefasehøring af Østlig Ringvej finder sted i de sidste 4 uger af den ovennævnte 8 ugers høringsperiode. I idefasehøringen vil man kunne komme med ønsker til, hvad der skal belyses i forbindelse med miljøundersøgelserne af Østlig Ringvej.

Økonomiforvaltningen planlægger borgerdialogaktiviteter. 

By & Havn vil nedsætte en uafhængig borgersamling om Lynetteholm. Se bilaget.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget holder et borgermøde sidst i ovennævnte høringsperioder om Lynetteholm-projektets indvirkning på Indre By med henblik på at samle op på det, som borgerne endnu ikke har kommenteret på. Til mødet inviteres embedsmænd til at fortælle om de røde tråde i høringssvarene samt til at svare på spørgsmål og til at notere de sidste input til høringerne.

Resultaterne af borgermødet vil også kunne anvendes i forbindelse med udarbejdelsen af Indre By Bydelsplan.

Formanden foreslår, at lokaludvalget udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.

Økonomi

Formanden foreslår, at lokaludvalget afsætter en ramme på 30.000 kr. til borgermødet. Der vil være udgifter til annoncering, lokaleleje og forplejning.

Videre proces

Det forventes, at borgermødet holdes sidst i maj måned. 

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at være vært for et borgermøde om Lynetteholm-projektets indvirkning på Indre By sidst i den periode, hvor der er offentlig høring om den strategiske miljøvurdering om Lynetteholm-projektet.
  2. Lokaludvalget udpegede Hans-Henrik T. Ohlsen og Kjeld A. Larsen til at planlægge og gennemføre borgermødet sammen med sekretariatet.
  3. Lokaludvalget afsatte en ramme på 30.000 kr. til borgermødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  4. Lokaludvalget bad formanden spørge formanden for Christianshavns Lokaludvalg, om de to lokaludvalg skal samarbejde om borgerdialog om Lynetteholm-projektet  i den periode, hvor der er offentlig høring om den strategiske miljøvurdering om Lynetteholm-projektet.
Til top