Mødedato: 10.03.2022, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Parkering i forbindelse med Tour de France-ugen

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal godkende et brev til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om parkering i forbindelse med Tour de France-ugen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om parkering i forbindelse med Tour de France-ugen, der fremgår af løsningsafsnittet.

 

Problemstilling

Indtrykket efter lokaludvalgets offentlige møde den 22. februar 2022 om aktiviteterne i forbindelse med Tour de France-starten den 1. juli 2022 - et møde, som var målrettet Gammelholm, Nyhavn og Frederiksstaden - er, at parkeringsmulighederne i hele Indre By vil være stærkt begrænset i Tour de France-ugen.

Løsning

Formanden foreslår, at Indre By Lokaludvalg skriver til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget:

"Tour de France-ugen den 28. juni-2. juli 2022 vil påvirke hverdagslivet i Indre By i væsentlig grad. Blandt de største problemer, vi forudser, er, at beboernes mulighed for at parkere i det område, deres beboerlicens gælder til, indskrænkes i betydeligt omfang.

Vi foreslår derfor, at Indre By-beboernes parkeringslicens kommer til at gælde i hele kommunen i Tour de France-ugen.

Beboerne skal have mulighed for at parkere deres bil et sted, der er nemt tilgængeligt for dem. Ved at lade beboerlicensen gælde i hele kommunen, får beboerne den fornødne fleksibilitet med hensyn til at finde en parkeringsplads, som ligger godt i forhold til deres bopæl - omstændighederne taget i betragtning.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Økonomi

Intet.

Videre proces

 

Når lokaludvalget har godkendt brevet, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget.

Lokaludvalget er vært for et offentligt informationsmøde den 21. april 2022 kl. 19.30 i Bethesda, Rømersgade 17, om Tour de France-ugen. Tour de France-organisationen i København og Teknik- og Miljøforvaltningen orienterer om Tour de France-aktiviteterne og om vejafspærringer mv.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lise Brink Andersen om, at der i brevet gøres opmærksom på, hvordan de afledte effekter af Tour de France-ugen påvirker Indre By, idet der henvises til kurset for virksomhedsejere om ansøgning om bl.a. udeservering i Tour de France-ugen, som Københavns Erhvervshus tilbyder: https://ivaekst.dk/kurser/udeservering-skiltning-og-facade-ansog-til-tour-de-france-i-tide

Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om parkering i forbindelse med Tour de France-ugen, der fremgår af løsningsafsnittet, med det tiltrådte ændringsforslag.

Til top