Mødedato: 10.03.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Høringssvar om projektet 'Bedre cykelforhold i Holbergsgade og Toldbodgade'

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om projektet 'Bedre cykelforhold i Holbergsgade og Toldbodgade'.

Indstilling

Formanden indstiller, at

  1. Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til teknik- og Miljøforvaltningen om projektet "Bedre cykelforhold i Holbergsgade og Toldbodgade", som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 14. januar 2016 sendt et nyt projektforslag for bedre cykelforhold i Holbergsgade og Toldboggade i høring hos Indre By Lokaludvalg. På baggrund af en borgerdialog, besluttede Indre By Lokaludvalg i foråret 2015 et høringssvar vedrørende samme projekt. Projektet er efterfølgende blevet ændret pga. de kommentarer, som kom frem i forbindelse med borgerdialogen ved sidste høring.

Oprindeligt var formålet at give cyklisterne bedre forhold i Holbergsgade og Toldbodgade på strækningen fra Niels Juels Gade til Sankt Annæ Plads. Under projektudviklingen af projektforslaget har det vist sig, at det ikke er muligt at forbedre cyklisternes forhold i Toldbodgade, idet gaden er for smal til at der kan etableres cykelsti/ cykelbaner på strækningen, hvorfor denne del er udgået. Det fremsendte projektforslag omhandler derfor kun Holbergsgade på strækningen fra Niels Juels Gade til Herluf Trolles Gade.

Det nye projektforslag indeholder følgende tiltag:

  • Etablering af smalle cykelsti/cykelbaner i Holbergsgade fra Cort Adlers Gade til Niels Juhls Gade.
  • Indsnævring af fortov i skyggesiden på Holbergsgade.
  • Hævede flader i sammenhæng med overkørsler og større fortovsarealer ved alle sidegader.
  • Nedlæggelse af max 31 bilparkeringspladser.
  • Mulighed for af- og pålæsning i sidegaderne til Holbergsgade.
  • Et nyt træ ved Herluf Trolles Gade / Holbergsgade.
  • Opsætning af bænke og cykelstativer, hvor det er muligt.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget beslutter følgende høringssvar, som er formuleret af tovholderne Ole Bang, Henrik Anton Svendsen og Dorthe Lindberg.

"Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt et projektforslag for bedre cykelforhold i Holbergsgade og Toldbodgade (Cykelpakke 6) i høring hos Indre By Lokaludvalg.

Teknik- og Miljøforvaltningen beskriver i høringsmaterialet et alternativt projekt til det projekt, der blev sendt i høring d. 19. marts 2015. Nærværende høringssvar skal således ses i fortsættelse af Indre By Lokaludvalgs høringssvar af 28. maj 2015.

Projektets formål og afgrænsning
Projektets formål er fortsat at forbedre cykleforholdene i Holbergsgade og Toldbodgade.

Borgerdialog
Lokaludvalget har annonceret muligheden for at kommentere det alternative projektforslag på lokaludvalgets hjemmeside. Se bilaget.

Lokaludvalgets holdning
Det alternative projekt
Det alternative projektforslag har samme væsentlige mangel som det tidligere projekt nemlig, at det ikke opfylder målsætningen, idet både strækningen mellem Herluf Trolles Gade og Nyhavn og hele Toldbodgade er udgået af projektet.

Lokaludvalget mener derfor ikke, at projektet skal gennemføres.

Forbedringerne for cyklister er tvivlsomme
I forhold til det tidligere projekt bliver der i det alternative projektforslag ganske vist etableret cykelbaner på strækningen mellem Tordenskjoldsgade og Peder Skrams Gade, men den del af Holbergsgade, der i øjeblikket har de dårligste cykleforhold, nemlig strækningen mellem Herluf Trolles Gade og Nyhavn udgår af projektet. Toldbodgade, som har hele projektets dårligste cykleforhold udgår også af projektet.

Lokaludvalg mener derfor ikke, at projektet skal gennemføres.

Falsk tryghed
Reduktionen af projektet betyder, at det kun vil forbedre cykleforholdene mellem Holmens Kanal og Herluf Trolles Gade, som er den eneste strækning, hvor cykleforholdene i dag er tålelige. Det er en falsk tryghedsfølelse, der etableres, når f.eks. cyklister kommer kørende på en cykelsti/cykelbane fra Holmens Kanal til Herluf Trolles Gade for derefter at fortsætte uden cykelsti fra Herluf Trolles Gade. Cyklisterne kastes fra Herluf Trolles Gade ud mellem parkerede biler og ikke mindst store turistbusser og oven i købet med en busholdeplads umiddelbart efter, at der ikke længere er nogen cykelbane.  Disse kaotiske forhold forstærkes i Toldbodgade.

Forbedringerne for cyklisterne er således meget beskedne og kommer til at virke forvirrende med en blanding af cykelstier, cykelbaner og slet ingen ting der, hvor de eksisterende forhold er værst.

Lokaludvalget mener derfor ikke, at projektet skal gennemføres.

Negativ påvirkning på byrummet
De beskedne men forvirrende forbedringer for cyklisterne sker ved at reducere fortovsbredden på gadens skyggeside, hvilket vil forøge gadens karakter af gennemkørselsgade og resultere i en formindskelse af gadens værdi som byrum.

Vi er således ikke enige i det alternative projektforslags ændrede vurdering af forslagets virkning på byrummet. 

Lokaludvalget mener derfor ikke, at projektet skal gennemføres.

Hævede flader ud for sidegaderne
Det alternative projektforslag har endvidere fastholdt etableringen af hævede flader ud for sidegaderne. Som nævnt i vores høringssvar af 28. maj 2015 fraråder beboere imidlertid dette med henvisning til, at rystelserne vil kunne skade bygningerne på sigt.

Lokaludvalget mener derfor ikke, at projektet skal gennemføres.

Nedlæggelse af 31 parkeringspladser
Det alternative projektforslag medfører, at der nedlægges 31 parkeringspladser. Under hensyn til de beskedne forbedringer for cyklisterne mener vi fortsat ikke, at det er  rimeligt, at ”cykelstiprojektet” bruges som anledning til at nedlægge nu 31 parkeringspladser i Holbergsgade.

Parkeringsforholdene for beboerne i området er i forvejen påvirket af nedlæggelsen af 500 parkeringspladser i gadeniveau mod oprettelsen af 500 parkeringspladser i parkeringskælderen under Kvæsthusmolen. For bilister, der kommer udefra, er regnestykket en nul-løsning, men for beboerne betyder det, at der nedlægges 500 pladser med adgang for beboerlicens, mens beboerlicensen ikke giver adgang til erstatningspladserne.

Lokaludvalget mener således, at yderligere nedlæggelse af parkeringspladser kræver, at der i nærområdet oprettes et tilsvarende antal pladser, hvor beboerlicensen kan anvendes.

Lokaludvalget mener derfor ikke, at projektet skal gennemføres.

Borgerbrev
Lokaludvalget har fået kopi af et brev til Teknik- og Miljøforvaltningen fra en beboer i Tordenskjoldsgade. Beboeren foreslår, at hvis der skal etableres cykelstier i Holbergsgade, skal fortovene gøres smallere for at undgå nedlæggelse af parkeringspladser. Lokaludvalget mener ikke fortovene skal gøres smallere, men vi er enige i, at der ikke skal nedlægges parkeringspladser.

Lokaludvalget mener derfor ikke, at projektet skal gennemføres.

Konklusion
Efter en samlet vurdering må Lokaludvalget klart fraråde, at også det alternative projekt gennemføres.

Vi efterlyser en helhedsplan for hele området fra Kronprinsessegade til Havnegade; en helhedsplan som løser de spørgsmål, som vi har berørt ovenfor.

Vi mener, at helhedsplan skal

  • genoptage overvejelserne om ensretning af Holbergsgade/Toldbodgade som aflastning af Bredgade,
  • overveje at lade være med at vende ensretningen af Kronprinsessegade, så aflastning af Store Kongensgade opretholdes,
  • overveje at forbedre cykleforholdene ved at videreføre cykelpromenaden i Havnegade via Larsens Plads til Esplanaden.

Under alle omstændigheder bør cykelprojektet i Holbergsgade udskydes, til vi ved, hvordan trafikforholdene opleves, når cykel- og gangbroen over Inderhavnen har været åben et stykke tid.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

Økonomi

Intet

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen, når det er godkendt af lokaludvalget.

 

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at høringssvaret indeholder en bemærkning om, at pengene kan bruges bedre til noget andet.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at høringssvaret indeholder en bemærkning om, at pengene kan spares.

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om projektet ”Bedre cykelforhold i Holbergsgade og Toldbodgade”, som fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top