Mødedato: 10.02.2022, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuscenter, Pilestræde 61

Udpegning af beboerrepræsentanter til Københavns Nattelivsudvalg

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal beslutte hvem, det skal indstille som beboerrepræsentant og suppleant i Københavns Nattelivsudvalg. 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter hvem, det skal indstille som beboerrepræsentant i Københavns Nattelivsudvalg.

  2. at Indre By Lokaludvalg beslutter hvem, det skal indstille som suppleant for beboerrepræsentanten i Københavns Nattelivsudvalg.

 

Problemstilling

Nattelivsudvalget

Borgerrepræsentationen har besluttet at nedsætte et særligt udvalg for natteliv i Københavns Kommune. Nattelivsudvalget nedsættes i henhold til lov om kommunernes styrelse, § 17, stk. 4.

Nattelivsudvalget skal fungere som rådgivende og forberedende udvalg for Kultur- og Fritidsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget med henblik på at kvalificere beslutningerne på restaurations- og nattelivsområdet. Derudover skal Nattelivsudvalget arbejde med forslag og konkrete indsatser i forhold til begrænsning af gener fra nattelivet.

I bilaget ses kommissoriet for Nattelivsudvalget. 

 

Invitation af 21. december 2021 til udpegning af medlemmer til Nattelivsudvalget

Med mail den 21. december 2021 skrev Kultur- og Fritidsforvaltningen, at under forudsætning af Borgerrepræsentationens endelige vedtagelse af Københavns Nattelivsudvalg, forventeligt den 3. februar 2022, inviteres Københavns Kommunes lokaludvalg til at bidrage til udpegningen af medlemmer til udvalget. Se invitationen i bilaget. 

Det blev aftalt, at Kredsen af Lokaludvalgsformænd skulle stå for lokaludvalgenes bidrag til udpegninger efter indstilling fra de tolv lokaludvalg.

På den baggrund besluttede Indre By Lokaludvalg i mødet den 13. januar 2022, 

  1. at indstille til Kredsen af Lokaludvalgsformænd, at Bent Lohmann
    repræsenterer de tolv lokaludvalg i Københavns Nattelivsudvalg.
  2. at indstille til Kredsen af Lokaludvalgsformænd, at beboerforeningerne i Indre By bliver repræsenteret i Københavns Nattelivsudvalg ved
    • Lotte Juul Nielsen og Søren Rud
    • Mie Steen Munch og Kren Nielsen.
  3. at formanden over for Kredsen af Lokaludvalgsformænd foreslår, at der nedsættes en baggrundsgruppe for lokaludvalgenes og beboernes repræsentanter i Nattelivsudvalget.

 

Kredsen af Lokaludvalgsformænd besluttede den 18. januar 2022,  

  1. at Indre By udpeger en repræsentant til Nattelivsudvalget som et medlem fra lokaludvalgene. Østerbro Lokaludvalg repræsenteres som suppleant til posten.
  2. at Vesterbro Lokaludvalg udpeger en beboerrepræsentant til Nattelivsudvalget. Christianshavn Lokaludvalg udpeger en suppleant til posten. 
  3. at Nørrebro Lokaludvalg udpeger en beboerrepræsentant til nattelivsudvalget. Amager Vest Lokaludvalg udpeger en suppleant til posten.

Følgende fremgår af referatet af mødet:

"Der var bred enighed om, at nattelivsproblemstillingen er stigende, at den er spredt i flere bydele og ikke kun i de gængse nattelivszoner. Der blev nævnt en del synspunkter, heriblandt at repræsentanterne skal være opmærksomme på, at nattelivsaktiviteter har forskellig karakter og derfor kræver et nuanceret syn på løsningerne - deriblandt et fokus på, at der fortsat skal være et natteliv i København. Det er ærgerligt, at lokaludvalgene ikke er bedre repræsenteret, og det bør adresseres til Kultur- og Fritidsudvalget. Flere beboerforeninger vil også ønske sig en højere grad af indflydelse. Der var opbakning til, at Indre By tager initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe, som kan involvere flere i arbejdet med nattelivsproblemstillingerne i København. Bent Lohmann vil følge op på, hvordan dette kan organiseres."

 

Borgerrepræsentationens beslutning den 20. januar 2022

I sagen "Nedsættelse af et partnerskab for natteliv som særligt udvalg" besluttede Borgerrepræsentationen den 20. januar 2022 et ændringsforslag i forhold til det, som var indstillet, bl.a.:

  • Der skal være 1 repræsentant fra lokaludvalgene og 2 repræsentanter fra beboerne i Nattelivsudvalget samt 2 repræsentanter fra kulturlivet. Konsekvensen er, at Nattelivsudvalget får 15 medlemmer.
  • Lokaludvalgene skal udpege beboerrepræsentanter, som er bosiddende i de områder, der er udpeget som restriktive zoner i Restaurations- og Nattelivsplanen.

Link til indstillingen og Borgerrepræsentationens beslutning:
 https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Borgerrepr%C3%A6sentationen/m%C3%B8de-20012022/referat/punkt-9

 

Den 26. januar 2022 skrev Kultur- og Fritidsforvaltningen til alle lokaludvalg om Borgerrepræsentationens beslutning. Se bilaget.

Den 8. februar 2022 skrev Kultur- og Fritidsforvaltningen til Nørrebro Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg om Borgerrepræsentationens beslutning. Se bilaget.

 

Løsning

Proces

Formanden havde den 3. februar 2022 møde med Søren Rud fra Nørre Kvarters Beboerforening, Kren Nielsen fra Rundetårn-kvarterets Beboerforening, Lotte Juul Nielsen fra Stræderne og Strøgets Beboerforening og Mie Steen Munch fra Grønnegade Kvarters Beboerforening, som alle har kandideret til en plads i Nattelivsudvalget, jf. lokaludvalgsmødet den 13. januar 2022.

De kunne ikke nå til enighed om en prioriteret liste over kandidater. Formanden tolker mødet sådan, at de overlader det til lokaludvalget at beslutte en prioriteret liste over kandidater.

Formanden foreslår på den baggrund, at lokaludvalget afgør sagen ved en skriftlig afstemning, hvor hvert lokaludvalgsmedlem kan stemme på to ud af de fire kandidater. 

Kandidaten, der får flest stemmer, indstilles som beboerrepræsentant.

Kandidaten med næstflest stemmer, indstilles som suppleant for beboerrepræsentanten.

Kandidaterne med tredje- og fjerde-flest stemmer sættes på indstillingen som hhv. 3. og 4. prioritet på den prioriterede liste.

 

Inhabilitet

I mødet den 3. februar 2022 mellem formanden og kandidaterne fra beboerforeningerne blev der talt om inhabilitet i forbindelse lokaludvalgets behandling af  denne sag.

Sekretariatet bad Kultur- og Fritidsforvaltningen forholde sig til spørgsmålet. Kultur- og Fritidsforvaltningen tilkendegav den 9. februar 2022, at man umiddelbart vurderer, at medlemmer af lokaludvalget, der sidder i bestyrelsen for en beboerforening, der stiller med en kandidat til Nattelivsudvalget, ikke er inhabil i denne sag.

I bilaget ses citater om inhabilitet fra § 3 i Forvaltningsloven og fra § 18 i "Regulativ for lokaludvalg i Københavns Kommune".

 

Økonomi

Intet.

 

Videre proces

Formanden skriver til Kultur- og Fritidsforvaltningen og til Kredsen af Lokaludvalgsformænd om lokaludvalgets beslutninger i denne sag.

 

Borgerrepræsentationen skal godkende udpegningerne i sit møde den 3. marts 2022.

Efter udpegningen den 3. marts 2022 vil Kultur- og Fritidsforvaltningen kontakte medlemmerne af Nattelivsudvalget.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har oplyst, at mødeplanen for Nattelivsudvalget endnu ikke er udarbejdet, men at der lægges op til, at der skal holdes fire møder om året.

 

Når mødeplanen foreligger, vil formanden sende en åben invitation til de tolv lokaludvalg og til beboerforeningerne i Middelalderbyen om at deltage i en baggrundsgruppe. Tanken er, at baggrundsgruppen mødes en uges tid inden hvert møde i Nattelivsudvalget med henblik på at gennemgå dagsordenen for mødet i Nattelivsudvalget.

Formanden vil i sin egenskab af lokaludvalgenes repræsentant i Nattelivsudvalget bruge inputtene fra baggrundsgruppen i sit virke i Nattelivsudvalget.

Beslutning

  1. Lokaludvalget godkendte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget indstiller til Kultur- og Fritidsforvaltningen, at nedenstående får beboerpladserne i Nattelivsudvalget. Indstillingen er i ikke-prioriteret orden og opstillet alfabetisk efter efternavn. Indstillingen begrundes med, at alle de indstillede bor i Middelalderbyen og er kvalificeret til at sidde i Nattelivsudvalget, og at de alle har vist interesse for at få en plads i udvalget:
    • Lotte Juul, Stræderne og Strøgets Beboerforening
    • Mie Steen Munch, Grønnegade Kvarterets Beboerforening
    • Kren Nielsen, Rundetårn-kvarters Beboerforening
    • Søren Rud, Nørre Kvarters Beboerforening.

     

  2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at han foreslår Kultur- og Fritidsforvaltningen at facilitere en baggrundsgruppe for beboerrepræsentanterne i Nattelivsudvalget. Baggrundsgruppen vil bestå af medlemmer af de 12 lokaludvalg samt af repræsentanter for beboerforeninger i kommunen.

  3. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om at bemyndige ham til at udtale sig kritisk til Kultur- og Fritidsforvaltningen over forløbet i denne sag.
Til top