B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, februar 2022
Indre By Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager hans håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning. Se løsningsafsnittet.
Problemstilling
Flere borgere har skrevet til lokaludvalget.
Løsning
1. Adgangsforhold ved Østerport st.
Med mail den 12. januar 2022 skrev en borger, at kommer man gående op ad Østbanegade mod Østerport station, når man en trappe med 6-8 trin op til en platform, der giver adgang til stationens venterum med nedgang til S-banen samt adgang til trappe og elevator til metroen. Personer med barnevogn, rollator eller kørestol kan ikke komme op til den platform. Borgeren spørger, om der er en regel om, at der skal være lige adgang for alle til offentlige bygninger m.v.
Borgeren gør opmærksom på, at der på venstre side af trappen ses en bygningsdel, som kunne have været tænkt som begyndelsen til en lille elevator i lighed med den, man har på visse museer.
Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 1. februar 2022, at vejarealerne omkring Østerport er ombygget af Metroselskabet i forbindelse med, at de har etableret Metrocityringen, der også har stop ved Østerport Station. Der har været et ønske om at sikre de bedst mulige skiftemuligheder mellem Metro, S-tog og øvrige tog for alle, men ønsket er besværliggjort af, at de forskellige linjer skal krydse hinanden under jorden, og at adgangen til stationsbygningen i gavlen mod Østbanegade er hævet over vejen. Løsningen er derfor blevet en transfertunnel fra Metroen mod stationen og via elevator/rulletrapper til platformen og herfra til stationsbygningen. Det er ikke en enkelt vej for nogen, men er det, der var muligt i forhold til de fysiske bindinger.
Forvaltningen skriver videre, at adgang til Østerport Station tidligere har været begrænset til at ske fra ”forsiden” af stationsbygningen (Oslo Plads) og denne adgang eksisterer stadig. Kørestolsbrugere fra Østbanegade, der skal med toget, skal derfor følge fortovet rundt om platformen og benytte adgangen på forsiden af stationsbygningen. Kørestolsbrugere der skal med Metroen kan enten gå via stationsbygningen til elevatoren på platformen eller gå mod Dag Hammarskjölds Allé og benytte elevatoren ved hovedtrappen til Metroen.
Forvaltningen oplyser, at liften til venstre ved platformen hører til stationsbygningen og er etableret for at muliggøre transport af affald fra stationsbygningen til DSBs skraldeskure i Østbanegade.
2. Soundboks på Dronning Louises Bro
Med mail den 18. november 2021 skrev en borger, at Dronning Louises Bro i mange år har været et populært partysted med ulovlige, selvbestaltede fester natten lang. Nogle aftener/nætter kommer folk med op til 3 - 4 soundbokse og selvom der kun er ét anlæg, medfører det store gener for dem, som bor tæt på broen. De forstyrrer/forhindrer nattesøvn og forårsager klirrende vinduer, overvejelser om at flytte, stress og utallige henvendelser til politiet. Borgeren oplyser, at hun har flere gange har talt med ejerne af soundboksene. De har ikke været samarbejdsvillige eller hensynsfulde, men nærmere truende og udenfor rækkevidde. Når politiet har haft tid til at rykke ud og bedt folk om at skrue ned for lyden, virkede det ca. 5 minutter, før der var fuld power på bassen igen.
Borgeren har følgende løsningsforslag:
- forbyde soundbokse både i København og i resten af landet.
- give politiet beføjelser til at både udstede bøder og konfiskere soundboksene.
- finde egnede og begrænsede opholds/party steder feks. Refshaleøen & Roskildefestivalen, da soundbokse er designede til store koncerter.
- indendørs højisolerede lokaler/fabrikshaller
- skiltning og støjvagter en ok ide, bare ikke nok!
Hendes drøm/ønske er en by med udelukkende akustisk lyd, med mindre det er et tilladt arrangement. Hun gør opmærksom på, at ikke alle har et sommerhus at søge tilflugt i.
Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen og Københavns Politi svare borgeren og lokaludvalget.
Med mail den 26. november 2021 svarede Teknik- og Miljøforvaltningen, at borgerens henvendelse er en god illustration af omfanget af problemet med den markante eller stigende anvendelse af soundbokse i byens offentlige rum, og dermed et vigtigt input til forvaltningens videre arbejde med afhjælpning af støjgenerne. Forvaltningen oplyser, at kommunen i samarbejdet med politiet har indført skærpede lokale regler tre lokaliteter i byen for derved at sætte en dæmper for denne uheldige udvikling. Om dette tiltag har haft den ønskede effekt på de tre lokaliteter, vil en evaluering vise. Evalueringen skal behandles i Teknik- og Miljøudvalget primo 2022.
Forvaltningen skriver videre, at selvom Dronning. Louises Bro ikke har været omfattet af de skærpede ordensregler, er det ikke ensbetydende med, at en uhensigtsmæssig anvendelse af soundbokse eller anden generende optræden i mellemtiden ikke kan blive reguleret.
Forvaltningen oplyser, at det er Politiet, som ifølge ordensbekendtgørelsen er forpligtiget til at sikre den offentlige orden. Ordensbekendtgørelsen har derfor en generel bestemmelse om at støjende adfærd ikke må finde sted. Denne regel gælder uanset, om der vedtages lokale ordensregler, som den, der gælder for en del af Fælledparken, Hørsholm Parken og Islands Brygge.
Forvaltningen slår fast, at det under alle omstændigheder er Politiet og ikke forvaltningen, der håndhæver støjgener på offentlige arealer, og det er derfor kun Politiet der kan reagere, når man oplever generende musik fra soundbokse og lignende på Dronning Louises Bro.
Med mail den 14. januar 2022 svarede Københavns Politi, at det københavnske natteliv generelt er et område, som politikredsen særligt er opmærksom på. Det ligger Københavns Politi på sinde, at nattelivet er trygt både for dem, der er ude i byen, og for naboer og omkringboende. Politikredsen bestræber sig derfor i videst muligt omfang på at være til stede i nattelivet og forebygge og forfølge lovovertrædelser. Politikredsen prioriterer og tilpas ser løbende den politimæssige indsats. Dette bl.a. på baggrund af henvendelser fra borgere og en politifaglig vurdering af, hvor der med det disponible mandskab er størst behov for politiets fokus og tilstede værelse i kredsen.
Københavns Politi har særlig opmærksomhed på musik til ulempe eller anden uønsket adfærd i forbindelse med almindelig patruljevirksomhed samt i forbindelse med målrettede indsatser, herunder igennem Trygt Nattelivs-indsatsen, som foretages i samarbejde med de kommunale natteværter. Københavns Politi har også fokus på de anmeldelser, som borgerne indgiver vedrørende støj, høj musik og anden uorden i det offentlige rum. Det vil dog altid indgå i en samlet prioritering af de opgaver, som politiet har på det aktuelle tidspunkt, om der kan rykkes ud i forbindelse med sådanne anmeldelser.
Københavns Politi opfordrer borgeren til at tage kontakt til Københavns Politi ved opkald til 114 eller ved kontakt til din lokale Din Betjent. såfremt hun oplever støjende og generende adfærd i nattetimerne i området ved Dronning Louises Bro.
3. Plads til fodgængerne
Med mail den 9. januar 2022 fortæller en borger, at når hun går en tur på gader og stræder både i København Ø og K og F, så oplever hun, at der er blevet trængsel om pladsen på fortovene.
Hun skriver, at fodgængerne er et tålmodigt folkefærd, som går ud på cykelstierne, eller står lidt i kø for at komme frem. Der er ikke plads til at man kan gå forbi hinanden.
Skiltning placeret lidt sporadisk ude på fortovene, er måske kun lidt ulovligt, men møgirriterende og virker markedsføringsmæssigt modsat, når man vælter over dem.
Hun stiller spørgsmål med relation til denne bestemmelse:
”Et skilt må fylde maks. 80 cm i bredden og være maks. 150 cm højt og skal placeres helt op til butiksfacade medmindre andet fremgår af din tilladelse”.
A. Hvor mange procenter er der så tilbage på et fortov, på knap 1,5 eller 2 m til forgængere?
B. Hvordan får man butiksindehavere til at overholde det? For det er nok sjældent med en stikprøve.
Hun oplyser om reglerne på Frederiksberg: https://www.frederiksberg.dk/sites/default/files/2018-01/Folder_om_cykelstativer-vareudstillinger-og-skilte.pdf, hvilket hun mener, virker klart nok.
Hun synes, at reglerne på Københavns Kommunes hjemmeside https://kk.sites.itera.dk/apps/kk_pub2/index.asp?mode=detalje&id=1838 ser lidt mudret ud og er nemme at komme udenom i det daglige.
Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.
Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 14. januar 2022, at borgerens observationer om forholdene på de offentlige arealer i København er interessante, og illustrerer tydeligt, at vi er en storby med mange udfordringer og mange hensyn at tage – og at der er mange mennesker og interesser i København.
Når forvaltningen giver tilladelser til brug af de offentlige arealer, som fx udeserveringer og skilte/vareudstillinger, beror det altid på en konkret vurdering det enkelte sted. Forvaltningen skal selvfølgelig først og fremmest tage hensyn til sikkerhed, tilgængelighed og fremkommelighed – men samtidig er der også politiske ønsker om at tillade udeservering mv. hvor det er muligt. Der skal også tages hensyn til de politiske visioner om, at flere skal opholde sig ude, og længere ude, i København. Når det er sagt, så er det en balancegang mellem at muliggøre et interessant og levende byliv, mens der også tages hensyn til byens daglige drift og københavnernes færden.
Forvaltningen svarer på de konkrete spørgsmål:
A. Hvor mange procenter er der så tilbage på et fortov, på knap 1,5 eller 2 m til forgængere?
Det beror altid på en konkret vurdering, hvor meget plads, der skal efterlades til gangzone på fortovene. Som udgangspunkt forsøger forvaltningen at sikre to frie fortovsfliser, hvor det er muligt. Der er steder hvor det ikke kan lade sig gøre, men hvor forvaltningen alligevel tillader opstilling, hvis forvaltningen fx vurderer at det giver større værdi for byrummet og dets brugere. Særligt i Indre By er mange steder indrettet således, at fortovene er smalle, men hvor forvaltningen alligevel vurderer, at nogle opstillinger kan opveje for mindre fremkommelighed. I sådanne tilfælde vil det oftest være muligt at opnå tilladelse til en opstilling på 0,6 m ud fra facaden.
B. Hvordan får man butiksindehavere til at overholde det? For det er nok sjældent med en stikprøve.
Selvom forvaltningens tilsyn er ude i byen dagligt, vil det aldrig være muligt for forvaltningen at være til stede alle steder i byen. Der lægges dog stor vægt på, i videst muligt omfang, at sende tilsynsmedarbejderne hen til lokaliteter, der vurderes at være i særlig risiko for at overskride de meddelte tilladelser. Forvaltningens bylivstilsyn fører sådanne risikobaserede tilsyn, der primært er fokuseret på sikkerhed og fremkommelighed. Disse to forhold og indmeldinger fra beboere mv. lægges til grund for, hvor tilsynene gennemføres geografisk i byen.
C. Kan I se problemet?
Forvaltningen er klar over, at det heller ikke er alle, der tager de fornødne hensyn, eller efterlever retningslinjer og vilkår. Det følger forvaltningen op på i forbindelse med de daglige tilsyn. Oplever du konkrete problemer med fremkommelighed, er du meget velkommen til at melde det ind på https://givetpraj.kk.dk/, som du også lader til at være bekendt med. Det er den hurtigste måde at orientere vores tilsyn, så de kan følge op på forholdet.
4. Lokalradio med nyheder fra Indre By Lokaludvalg
Med mail den 19. januar 2022 skrev cafe DEPOT i Kulturhuset Indre By, at de har etableret en lokalradio, hvor lydkunstnere, organisationer og foreninger kan lave programmer og shows (på dansk og engelsk), som borgerne kan lytte til på en cafe og/eller optage til onlinebrug. Cafeen spørger, om Indre By Lokaludvalg vil være interesseret i at afholde/optage månedlige nyheder for Indre By-borgere. Cafeen mener, at det vil være en fantastisk platform og en kreativ måde at nå ud til flere lokale borgere og informere dem om det lokale igangværende.
Efter aftale med lokaludvalgets formandskab holder sekretariatet møde med cafeen om forslaget med henblik på at undersøge,
- hvordan platformen kan bruges af lokaludvalget
- ·om lokaludvalget og sekretariatet har ressourcer til at benytte denne kommunikationskanal.
5. Spillehal i Webersgade
Med mail den 30. januar 2022 skrev en borger, at Webersgade er en lille gade på det Indre Østerbro, hvor der stort set udelukkende er beboelse. Rækkehuse på den ene side i 3 etager med lige numre og 6 etagers bebyggelse med ulige numre på den anden side. I kælderetagen i nr. 11 er der blevet indrettet en spillehal med spilleautomater, bar og diverse neonlys også blinkende på de indvendige vægge. Borgeren frygter, at dette vil afstedkomme trafik til og fra spillehal, udendørs rygning med tilsvarende støjende aktiviteter og neonlyset er stærkt generende for os der bor overfor. Borgeren spørger om, der skal gives tilladelse til en sådan aktivitet, og om denne er i overensstemmelse med en evt. lokalplan. Ligeledes om der er regler for sådanne generende neonlys.
Sekretariatet bad Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen svare borgeren og lokaludvalget.
Bevillingsnævnets sekretariat i Kultur- og Fritidsforvaltningen svarede den 1. februar 2022, at der ikke er meddelt alkoholbevilling eller nattilladelse til adressen. Bevillingsnævnets sekretariat oplyser, at alle der ønsker at drive restaurationsvirksomhed, hvor der serveres drikkevarer med 2,8 pct. volumen eller derover, skal have en alkoholbevilling. Dette er reguleret i restaurationsloven. Da der her er tale om en nyetablering, er det muligt, at der er en ansøgning på vej via Københavns Politi, som er dem, der modtager ansøgninger og foretager den indledende sagsbehandling. Bevillingsnævnets sekretariat har sendt henvendelsen til Københavns Politi med henblik på, at de kan følge op på en eventuel ansøgning om alkoholbevilling.
Teknik- og Miljøforvaltningen har endnu ikke svaret.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
Lokaludvalget tog formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.