Mødedato: 10.01.2019, kl. 18:30
Mødested: MBK Kursuslokale, Pilestræde 61

B-sag: Henvendelser til lokaludvalget, januar 2019

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager hans håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning jf. løsningsafsnittet

Problemstilling

Se nedenfor.

Løsning

1. Gademusikanter ved Rundetårn og på Kultorvet

Med mail den 7. og 27. november 2018 skrev en borger til formanden og til lokaludvalget at Kultorvet og pladsen ved Trinitatis/Rundetårn er hårdt belastet af gademusikanter. Især Lyden går direkte ind i lejlighederne. Hun oplyste, at gademusikanterne ikke overholder regler om forstærker, tidspunkter etc. Hun bad om lokaludvalgets hjælp.

Sekretariatet bad den 6. december 2018 Teknik- og Miljøforvaltningen svare hende og lokaludvalget.

Teknik- og Miljøforvaltningen svarede den 4. januar 2019, at man har stor forståelse for, at det kan være generende med højlydt og langvarig musiceren, hvilket også er baggrunden for at forvaltningen har udformet retningslinjer for gademusikanter. Forvaltningen er enig i, at Købmagergade, herunder Kultorvet og pladsen ved Rundetårn, på mange områder er at sidestille med Strøget bl.a. når det gælder omfanget af gademusikanter. I de gældende retningslinjer for gademusikanter og i Strøgmanualen er disse områder dog ikke nævnt som en del af Strøget – og er derfor at betragte som Øvrig by.

Forvaltningen vil tage borgerens ønsker om at få Købmagergade inklusiv pladsen ved Rundetårn og Kultorvet omfattet af de samme retningslinjer som Strøget i betragtning ved en evt. fremtidig revidering af retningslinjerne.

Forvaltningen gør opmærksom på, at politiet er den myndighed, som skal håndhæve de gældende vilkår overfor gademusikanter, der spiller ureglementeret.

 

2. Afskaffelse af understøttelse af frivilliges projekter

Med mail den 21. december 2018 skrev Teknik- og Miljøforvaltningen til alle lokaludvalg, at som led i en større runde besparelser har Teknik- og Miljøudvalget valgt at skære i understøttelsen af de frivillige projekter. Det betyder, at forvaltningen ikke længere kan understøtte frivillige i byen.

Alle frivilligprojekterne har været koordineret og administreret af en medarbejder i forvaltningen, som har sikret samspillet mellem projekterne og driften i områderne omkring dem. Den koordinering og administration har været en nødvendig forudsætning for at forvaltningen kunne have projekterne. Stillingen bliver nedlagt fra årsskiftet som konsekvens af besparelserne. Derfor er forvaltningen nødt til at opsige samarbejdet med projekterne fra årsskiftet. For de fleste projekters vedkommende betyder det, at samarbejdet ophører med udgangen af 1. kvartal 2019. For et mindre antal projekters vedkommende er opsigelsesfristen længere, dog senest til udgangen af 2019.

I forbindelse med at aftalerne ophører, har forvaltningen bedt projekterne om at rydde de arealer, der har været benyttet, for eventuelle redskaber, materialer og lignende. Forvaltningen fører arealet tilbage til almindelig drift, og kan ikke love at efterladte genstande vil blive gemt og opbevaret.

I Indre By drejer det sig om projekterne "Bier Classens Have" og "Højbede Sankt Pauls Plads".

Projektet "Højbede Sankt Pauls Plads" .er støttet af lokaludvalget som et "Eget projekt". Sekretariatet vil orientere borgerne, der driver projektet, om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning.

Frivillige i Bispebjerg har med mail den 27. december 2018 og den 4. januar 2019 opfordret de frivillige, der driver de 39 frivilligprojekter, som sagen drejer sig om,  til at være medunderskriver på en henvendelse til Teknik og Miljøudvalget om at genoverveje beslutningen.
Sekretariatet vil sende opfordringen videre til borgerne, der driver Projektet "Højbede Sankt Pauls Plads".

 

3. Løvstræde og Valkendorfsgade

Med mail den 19. december 2018 orienterede Teknik- og Miljøforvaltningen om en partshøring af ejere af og erhvervsdrivende i ejendomme i Løvstræde og Valkendorfsgade om ombygning af disse gaders forløb i mellem Købmagergade og Niels Hemmingsens Gade. Der er mulighed for at komme med bemærkninger. Fristen er den 7. januar 2019.

Løvstræde og Valkendorfsgade indlemmes i gågadenettet og får samme trafikale betingelser som eksempelvis Købmagergade. Der laves bredere handicapvenlig gangzone langs facade og jævn belægning fra facade til facade som lignende sidegader til Strøget og Købmagergade. Der nedlægges seks p-pladser i Løvstræde og fjorten p-pladser i Valkendorfsgade. Der tilføres flere cykelparkeringspladser så der i Løvstræde vil være 55 offentlige pladser og 35 i Valkendorfsgade. Løvstræde ensrettes fra Niels Hemmingsens Gade til Købmagergade.

Ombygningen er planlagt til at foregå over 4-5 mdr. i løbet af sent forår og sommer 2019.

 

Økonomi

Intet.

 

Videre proces

Se ovenfor.

 

Beslutning

Bent Lohmann oplyste om nr. 1. "Gademusikanter ved Rundetårn og på Kultorvet", at lokaludvalget vil få en indstilling med en henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget og politiet om, at reglerne for gademusik på Strøget også skal gælde for Købmagergade, Kultorvet og den sydlige del af Frederiksborggade. Han oplyste også, at Teknik- og Miljøforvaltningen holder en offentlig workshop den 30. januar 2019 kl. 15-18 om bedre byrum på Kultorvet.

Lokaludvalget tog formandens håndtering af henvendelser til lokaludvalget til efterretning jf. løsningsafsnittet og ovenfor.

Til top