Mødedato: 09.12.2021, kl. 16:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Distortion 2022

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens brev den 3. december 2021 til Teknik- og Miljøudvalget om sagen "Rammetilladelse til Distortion gadefester 2022" på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden den 6. december 2021 til efterretning. Endvidere skal Indre By Lokaludvalg bemyndige formanden til at aftale et offentligt dialogmøde om Distortion med afviklingschefen for Distortion-gadefesterne.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager hans brev den 3. december 2021 til Teknik- og Miljøudvalget om sagen "Rammetilladelse til Distortion gadefester 2022" på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden den 6. december 2021 til efterretning. Brevet er gengivet i løsningsafsnittet.

  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at aftale et offentligt dialogmøde om Distortion med afviklingschefen for Distortion-gadefesterne, jf. løsningsafsnittet.

  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 15.000 kr. til det offentlige dialogmøde. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter; enten fra 2021-puljen eller fra 2022-puljen.

Problemstilling

Medlemsforslag
Sally Mountfield skrev til sekretariatet den 30. november 2021:
"Nu kan jeg se at Distortion igen er på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden og igen vil have to koncerter på Rådhuspladsen onsdag og torsdag. Det vil sige at beboerne i området istedet for kun at have meget natteliv fredag og lørdag nu også vil have det onsdag og især torsdag.

Kan vi gøre noget i lokaludvalget og hvornår vil det være relevant?

Jeg tager nok et foretræde i Teknik- og Miljøudvalget mandag. Her tænker jeg især på at holde Nus Nus op på at Indre By rammes to dage i træk, imens andre bydele kun rammes en dag. For ikke at sige at Distortion måske har styr på hvad der sker på deres område, men har mindre styr på hvad der sker imellem/lige udenfor deres områder."

Rammetilladelse til Distortion gadefester 2022
Sagen "Rammetilladelse til Distortion gadefester 2022" er på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. december 2021. 

Link til dagsordenspunktet: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Teknik-%20og%20Milj%C3%B8udvalget/m%C3%B8de-06122021/dagsorden/punkt-9

Af sagen og bilagene fremgår det, at Teknik- og Miljøforvaltningen agter at give NusNus Aps tilladelse til gadefester på vejareal

  • Ved Langebro onsdag den 1. juni 2022 kl. 16-22. Zonen strækker sig fra under Langebro langs havnen hen til Lille Langebro og på vejen Ved Langebro hen til tilkørslen fra Amager Boulevard. NusNus Aps oplyser, at zonen har en kapacitet på 4.000 personer.

  • På Ingerslevsgade ved DGI og på forpladsen ved Øksnehallen torsdag den 2. juni 2022 kl. 16-22. NusNus Aps oplyser, at kapaciteten er på 10.000 personer.

  • På Rådhuspladsen onsdag den 1. juni og torsdag den 2. juni 2022 kl. 16-24. NusNus Aps oplyser, at kapaciteten er på 6.000 personer hver af dagene.

  • På områder ved Inderhavnen fra Nordhavn til Sydhavn fredag den 3. juni 2022 kl. 15-21.

    I følge NusNus Aps drejer det sig om i alt ca. 12 mindre aktiviteter med max. kapacitet pr. arrangement på 300-500 personer, en mellemaktivitet med en kapacitet til 500–1.000 personer og fire Action-Hygge aktiviteter. Konceptet ’Action-Hygge’ blev præsenteret i 2021, og rummer en række planlagte gadeaktiviteter uden musikbærende aktiviteter.

    I og overfor Indre By drejer det sig i følge ansøgningen fra NusNus Aps :om
    • Kalvebod Brygge, Bølgen - samlet kapacitet: 1.000-1.500 personer
    • Inderhavnen, Christianshavn - samlet kapacitet: 1.500-2.000 personer
    • Inderhavnen ved Blox- samlet kapacitet: 1.000-1.500 personer
    • Inderhavnen ved Havnegade - samlet kapacitet: 1.000-1.500 personer.


Dialogmøde med Distortion

Afviklingschefen for Distortion-gadefesterne skrev den 1. december 2021 til hhv. Christianshavns Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg:

"Jeg skriver på vegne af Distortionfestivalen som afviklingschef for gadearrangementerne. I 2022 antager Distortion et nyt format, hvor der ikke længere er den velkendte gadefest på Nørrebro, men derimod nogle spredte arrangementer op gennem Inderhavnen. Distortion bliver afviklet fra den 1. - 5. juni, og havnearrangementerne vil ligge om onsdagen og fredagen. Jeg skriver derfor allerede nu for at starte en dialog op omkring processen, så I som lokaludvalg får den information I har brug for.

Overordnet set er der tale om en nedskalering og spredning af festivalen. Dvs det er ikke meningen at flytte Nørrebro-gadefesten til havnen 1:1. Planen, som behandles af Teknik- og Miljøforvaltningen, tager udgangspunkt i et betalingsarrangement ved Langebro om onsdagen (med en kapacitet på 4000 gæster) samt nogle mindre arrangementer langs havnefronten fra Islands Brygge og op til Inderhavnsbroen fredag. Samme dag vil der være mindre nedslag i Nordhavnen og Sydhavnen samt arrangementer ude på Refshaleøen fredag og lørdag.

Uden for havneområdet vil der være den klassiske gadefest på Vesterbro om torsdagen samt koncerter på Rådhuspladsen onsdag og torsdag.

Jeg tænker der hurtigt opstår en masse spørgsmål hos jer med sådan en nyhed, så jeg vil høre om vi kunne tage et møde, hvor jeg kan fortælle lidt mere om, hvad der kommer til at ske? Det er ikke så voldsomt som det måske kan lyde :-)

Jeg vedlægger to kort, hvor I kan se de Inderhavnsområder vi besøger i 2022. Der er ikke tale om 100% fastlagte placeringer, men brugsområdet er nogenlunde fast.

Mvh

Tim Ulrich
Afviklingschef Distortion Gadefester"

 

Løsning

Henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager hans brev den 3. december 2021 til Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer til efterretning:

"Vedr. punkt 9 på dagsordenen for Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. december 2021:

På vegne af Indre By Lokaludvalg beder jeg hermed Teknik- og Miljøudvalget om at pålægge Teknik- og Miljøforvaltningen at meddele arrangøren af Distortion, NusNus Aps, afslag på ansøgningen om gadefester i Indre By og langs havneområderne på Christianshavn overfor Indre By.

Distortion er en årlig kaotisk, støjende pestilens for beboerne og de lokale erhvervsdrivende i Indre By. Vi har et hverdagsliv, der skal fungere. De fleste af os skal på arbejde eller i skole om morgenen. Så det  er illusorisk at tro, at gadefesterne kan få en solid, lokal forankring blandt beboerne i Indre By, sådan som Teknik- og Miljøforvaltningen stiller som vilkår i udkastet til rammetilladelse.

Det er også illusorisk at tro, at NusNus Aps formår eller i praksis vil nedskalere gadefesterne i forhold til andre år, sådan som de lægger op til.

Hverken kapacitetsoplysningerne eller tidsrummene for gadefesterne, der omtales i ansøgningen fra NusNus Aps, står til troende. NusNus Aps har sjældent haft styr på publikumstilstrømningen og har aldrig haft styr på omfanget af ulovlige Distortion-efterfester i eller omkring Distortion-områderne. Vores erfaring er, at efterfesterne omkring Distortion-områder er højlydte.

Distortion-festerne har haft sin tid og bringer intet godt nyt til København som oplevelsesby. . NusNus Aps må finde på noget andet, der matcher hverdagslivet i Indre By, eller flytte deres gadefester hen, hvor de måtte være ønsket. 

Afslutningsvis konstaterer jeg, at Teknik- og Miljøforvaltningen heller ikke i år har hørt Indre By Lokaludvalg om udkastet til rammetilladelsen til Distortion, inden sagen kom på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden. Der har heller ikke været borgerdialog om rammetilladelsen.

Det harmonerer ikke med, at Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker, at københavnerne skal opleve forvaltningen som professionel, lydhør og inddragende på måder, der giver mening for københavnerne, for forvaltningen og for byen generelt. Her henviser jeg til et møde, som lokaludvalgenes formænd havde med teknik- og miljøborgmesteren og Teknik- og Miljøforvaltningen den 9. november 2021 om forvaltningens taskforce om københavnerinddragelse, - dialog og -høring. 

Dette brev kommer på dagsordenen for Indre By Lokaludvalgs møde den 9. december 2021. Jeg sender jer hurtigst muligt efter mødet de supplerende bemærkninger, som lokaludvalget måtte have til sagen.

Med venlig hilsen

Bent  Lohmann,
formand"


Dialogmøde med Distortion

Formanden foreslår, at han bliver bemyndiget til at aftale et dialogmøde med afviklingschefen for Distortion-gadefesterne. Dialogmødet holdes som et offentligt møde, hvis afviklingschefen er åben overfor det. Hvis ikke han er det, holdes mødet mellem lokaludvalgets Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppe og afviklingschefen.

Økonomi

Det foreslås, at der afsættes en ramme på 15.000 kr. enten af 2021-puljen eller af 2022-puljen til offentligt dialogmøde med afviklingschefen for Distortion-gadefesterne. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Sekretariatet orienterer lokaludvalget om Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i sagen "Rammetilladelse til Distortion gadefester 2022" med mail inden lokaludvalgets møde den 9. december 2021.

Dialogmødet med afviklingschefen for Distortion-gadefesterne holdes hurtigst muligt.

Beslutning

Til mødet forelå indstillingen og Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. december 2021 om rammetilladelse til Distortion 2022 samt spørgsmål og kommentarer fra lokaludvalgsmedlem Sally Mountfield om Distortion 2022. Se bilagsoversigten.

 

  1. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om at bemyndige ham til at sende spørgsmålene og kommentarerne fra Sally Mountfield om Distortion 2022 til Teknik- og Miljøudvalget og til Teknik- og Miljøforvaltningen.


    Lokaludvalget godkendte et forslag fra Michael Thorup om, at lokaludvalget spørger Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen om,
    1. hvordan man er nået frem til, at NusNus Aps skal stille med et depositum på 350.000 kr. henset til Distortion-festernes omsætning, NusNus Aps' ansvar og størrelsen på kommunens tilskud til Distortion 2022.
    2. hvad der sker, hvis NusNus Aps ikke lever op til selskabets forpligtelser, som er anført i rammetilladelsen og i de tilladelser, selskabet derudover måtte får.
    3. hvilket ansvar hhv. kommunen og NusNus Aps har, hvis der forekommer uheld og ulykker eller lignende, eller noget andet går galt i forbindelse med Distortionfesterne langs Inderhavnen.

     

    Lokaludvalget godkendte et forslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen om, at lokaludvalget spørger Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen, om hvilket ansvar NusNus Aps har i forhold til selskabets underleverandørers ageren i forbindelse med Distortion 2022.


  2. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Sally Mountfield om, at lokaludvalget inviterer Amager Vest Lokaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg til et samarbejde om at følge op på NusNus Aps plan om at afholde Distortion-fester langs Inderhavnen.

  3. Lokaludvalget tog formandens brev den 3. december 2021 til Teknik- og Miljøudvalget om sagen "Rammetilladelse til Distortion gadefester 2022" på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden den 6. december 2021 til efterretning. 

  4. Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om at bemyndige ham til at udtale kritik overfor Teknik- og Miljøudvalget og Teknik- og Miljøforvaltningen, af at NusNus Aps skal levere de oplysninger, der skal til, for at forvaltningen kan udstede hoved- og deltilladelser senest 14 dage før Distortion-gadefesterne. Begrundelsen er, at 14-dagens fristen
    • ikke giver forvaltningen tid til dialog med borgerne og lokaludvalgene om tilladelserne, før den træffer afgørelse
    • ikke giver Teknik- og Miljøudvalget tid til at forholde sig til tilladelserne
    • ikke giver beboerne i områder, hvor der skal være Distortion-gadefester, tid til at indrette sig efter forholdene i perioden, hvor Distortion 2022 står på.
    • ikke giver NusNus Aps tid til at informere beboerne i områder, hvor der skal være Distortion-gadefester, ordentligt.
       
  5. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at aftale et offentligt dialogmøde om Distortion med afviklingschefen for Distortion-gadefesterne og et møde mellem afviklingschefen for Distortion-gadefesterne og lokaludvalgets Restaurations-, Nattelivs- og Eventgruppe.

  6. Lokaludvalget afsatte en ramme på 15.000 kr. til det offentlige dialogmøde om Distortion. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter i 2022-puljen.
Til top