Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder i Indre By
Indre By Lokaludvalg skal bemyndige formanden til sammen med lokaludvalgsmedlem Marietta Bonnet at færdigredigere og sende en endelig udgave af rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder i Indre By" til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til sammen med lokaludvalgsmedlem Marietta Bonnet at færdigredigere og sende en endelig udgave af rapporten "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder i Indre By" til Teknik- og Miljøforvaltningen inden nytår. Se rapporten i bilaget.
Problemstilling
Placering af sorteringspunkter
I Ressource- og Affaldsplan 2024 indgår et initiativ om opstilling af op mod 750 sorteringspunkter på vej og offentlige arealer. Heraf skal op mod 65 sorteringspunkter placeres i Indre By og på Christianshavn. Sorteringspunkterne skal sikre, at alle københavnere har gode muligheder for at sortere deres affald.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede 26. oktober 2020, at placering af sorteringspunkterne skal fastlægges via "bydelsplaner" for Københavns ti bydele, som skal godkendes af udvalget.
Udpegning af placeringer til sorteringspunkter foretages ud fra en samlet afvejning af en række forskellige forhold, såsom kapacitetsbehov, byrumskvalitet, bevægelsesmønstre, renovatørhensyn, trafikale forhold samt anlæggets kompleksitet. Sorteringspunkternes placering udpeges efter tre overordnede principper, som er godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 26. oktober 2020:
- Brugerhensyn og effekt
- Den gode affaldsløsning i byrummet
- Prioritering mellem byrumselementer.
I løbet af 2022 vil forvaltningen iværksætte borgerdialog om forslag til placering af sorteringspunkter i Indre By og på Christianshavn.
Støj fra sorteringspunkter
Stræderne og Strøgets Beboerforening har med mail den 28. november 2021 orienteret lokaludvalget om foreningens brev til Teknik- og Miljøforvaltningen om gener i Middelalderbyen ved afhentning af affald fra sorteringspunkter. Stræderne og Strøgets Beboerforening henviser til denne videooptagelse af tømning af et sorteringspunkt på Tangholm over mod Havneholmen i Sydhavnen d. 12. november ca. kl. 7, der er foretaget på ca. 100 meters afstand: https://youtu.be/Ks_g7oE7h-E
Stræderne og Strøgets Beboerforening vurderer, at tømning af en beholder tager ca. tre minutter, dvs at det tilsyneladende typisk vil tage 10-20 minutter at tømme et sorteringspunkt.
Stræderne og Strøgets Beboerforening er forundrede over, at tømning af sorteringspunkter er så støjende, og foreningen mener, at et sådan støjniveau vil være helt uacceptabelt i Middelalderbyens smalle byrum, hvor støjen reflekteres.
Stræderne og Strøgets Beboerforening har derfor bedt forvaltningen svare på en række spørgsmål. Sekretariatet har bedt Stræderne og Strøgets Beboerforening om at orientere lokaludvalget om forvaltningens svar.
Løsning
Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har udarbejdet en rapport med forslag til placeringer af sorteringspunkter i Indre By samt forslag til lokaliteter til mere begrønning (træer, facader, lommepark mv.). Rapporten er udarbejdet på baggrund af vandringer i Indre Bys kvarterer, som blev gennemført fra august til november 2021. Se rapporten i bilaget.
Formanden foreslår, at han sammen med lokaludvalgsmedlem Marietta Bonnet får mandat til at redigere og sende en endelig udgave af rapporten til Teknik- og Miljøforvaltningen inden nytår.
Marietta Bonnet ønsker bl.a., at rapporten forsynes med et kort med de konkrete input, som vandringerne gav. Hun ønsker desuden, at rapporten omtaler udbyttet af både tilrettelæggelsen af vandringerne og af samtalerne med de lokale rundt om i Indre By, der gav indblik i vilkårene for affaldssortering.
Lokaludvalgets formandskab har talt om, at nogle af vandringerne havde for ringe tilslutning, bl.a. fordi de blev annonceret sent. Derfor mener formandskabet, at lokaludvalget overfor Teknik- og Miljøforvaltningen skal tilkendegive, at rapporten er et godt afsæt for forvaltningens arbejde med sorteringspunkter i Indre By, men at lokaludvalget tror, at den kommende borgerdialog vil give det fulde billede af, hvad borgerne i Indre By forventer af sorteringspunkterne.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Se ovenfor.
Beslutning
- Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Susan Brinck om, at lokaludvalget tilkendegiver overfor Teknik- og Miljøforvaltningen, at rapporten suppleret med den digitale proces, der er gået forud, er et godt afsæt for forvaltningens arbejde med sorteringspunkter i Indre By.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at lokaludvalget foreslår, at Teknik- og Miljøforvaltningen opsætter mockups af sorteringspunkterne, så man kan se, hvordan de ser ud på de udvalgte steder.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at kortmaterialet i rapporten med forslag til steder til sorteringspunkter sammenlignes og suppleres med de seriøse forslag til steder fra den digitale proces, der er gået forud, som borgerne er kommet med.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om, at lokaludvalget overfor Teknik- og Miljøforvaltningen tilkendegiver, at papcontainere og flaskecontainere hurtigt blive fyldte, fordi erhvervsdrivende lægger pap og flasker i dem. Det gør sig især gældende i Middelalderbyen.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Lean Milo om, at lokaludvalget tilkendegiver overfor Teknik- og Miljøforvaltningen, at der skal findes en løsning på det forventede problem med, at sorteringspunkter anvendes til erhvervsaffald.
Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen, at der sker en samkøring ved afhentning af erhvervsaffald og borgeres affald.
Lokaludvalget bemyndigede formanden til sammen med lokaludvalgsmedlem Marietta Bonnet at færdigredigere og sende en endelig udgave af lokaludvalgets rapport "Sorteringspunkter, begrønning og lokale opholdssteder i Indre By" til Teknik- og Miljøforvaltningen inden nytår, idet rapporten og/eller følgebrevet omtaler de ovenfornævnte tiltrådte ændringsforslag.