Udeserveringer på private arealer
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, der ses i løsningsafsnittet, om udeserveringer på private arealer.
Problemstilling
Lokaludvalgsmedlem Sally Mountfield har stillet forslag om, at lokaludvalget drøfter udfordringer ved kommercielle udeserveringer på private arealer, som fx. i gårde og på arealer ud til offentlige gader som fx. i Teglgårdsstræde og på Magasin Torv.
- Der gælder ikke de samme regler for udeservering på private arealer som på offentlige arealer. Bl.a. skal man ikke have en udeserveringstilladelse fra kommunen til udeservering på et privat areal, selv om der er tale om en udeservering, der henvender sig til offentligheden og selv om restaurationen, der har udeserveringen, har en bevilling.
- Det er vanskeligt for beboere at finde information om hvilke arealer der er private og hvilke der er offentlige samt hvilke regler, der gælder for udeservering på privat areal. Et konkret eksempel kan være møbler, der står fremme om natten på et område, hvor det ikke er til at se, om det er et privat eller offentligt område, hvormed det er uklart, om de har tilladelse til at have møbler stående eller ej. Udendørs møbler eller inventar kan foranledige spontant ophold af nattelivsgæster, er nogle beboeres oplevelse, til gene for omkringboende.
- Kommunikationen med Teknik- og Miljøforvaltningen om udeserveringer opleves som værende vanskelig og præget af manglende forståelse for borgerperspektivet på problemerne med udeserveringer på private arealer. Oplevelsen er, at forvaltningen ikke tager ansvar som en enhed, men at de forskellige afdelinger kun tager ansvar for deres del af forvaltningens ressortområde.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget bemyndiger forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget og til Kultur- og Fritidsudvalget:
”Kommunens udeserveringspolitik og regler for udeservering omfatter ikke udeservering på privat areal som fx i gårde og på åbne arealer ud til offentligt areal; heller ikke selv om udeserveringen er kommerciel og knyttet til en restauration med bevilling.
Sådanne udeserveringer på private arealer er der flere af i Indre By, hvoraf nogle er til gene for de omkringboende. Imidlertid ved beboerne ikke, hvor i kommunen de skal henvende sig med de problemer, som sådanne udeserveringer giver. Derfor foreslår Indre By Lokaludvalg følgende:
- Kommunens hjemmeside udbygges med information om de regler, der gælder for hver udeservering på privat areal; fx. støjregler, regler i medfør af lokalplanen for området, regler i medfør af servitutter på matriklen osv. Dvs. regler, som ikke direkte angår udeserveringen, men som gælder generelt for anvendelsen af det private areal med udeservering.
- Udgangspunktet for bevillinger til restaurationer med udeservering på privat areal kan være et vilkår om, at alkohol ikke må serveres på udeserveringen, hvis det vurderes, at det vil være til gene for omkringboende. Som alternativ kan udgangspunktet være et vilkår om, at reglerne, der gælder for udeservering på offentligt areal, også gælder for det private areal.
- Administrationsgrundlaget for udeserveringer bør indeholde et appendiks om, hvordan kommunen håndterer udeserveringer på private arealer, der er tilknyttet restaurationer. Det kan indeholde en vejledning til embedsmændene om procedure for henvendelser fra borgere om gener fra sådanne udeserveringer. Det skal sikre, at Teknik- og Miljøforvaltningen har et borgerperspektiv på henvendelserne. Forvaltningens forskellige afdelinger har en tendens til at fralægge sig ansvar for at gøre noget i forhold til det, som ikke umiddelbart ligger indenfor deres eget ressortområde. Borgerne blive da en kastebold mellem de forskellige afdelinger i forvaltningen.
- De regler, der måtte gælde for udeservering på private arealer, skal håndhæves. Ditto vilkårene i bevillingen, som restaurationer med udeserveringer på private arealer har.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
forperson i Indre By Lokaludvalg"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte brevet til Teknik- og Miljøudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget, der ses i løsningsafsnittet, om udeserveringer på private arealer.
Protokolbemærkning fra Michael Gatten og Lean Milo: "Vi kan ikke bakke op om brevet".