Ønsker til kommunens budget for 2025 og til Overførselssagen 2023/2024
Indre By Lokaludvalg skal drøfte en ønskeliste til kommunens budget for 2025 og Overførselssagen 2023-2024.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvilke seks ønsker til kommunens budget for 2025 og Overførselssagen 2023-2024 det skal fremsætte overfor Borgerrepræsentationen og forvaltningerne. I løsningsafsnittet ses forpersonskabets forslag.
Problemstilling
Den politiske proces vedr. kommunens Budget 2025 starter i januar 2024 med budgetseminarer i udvalgene på Rådhuset.
De politiske partier forhandler og aftaler indholdet i Overførselssagen 2023-2024 medio marts 2024. Overførselssagen angår overførsel af kommunens mindreforbrug i ét budgetår til det kommende budgetår. Borgerrepræsentationen kan enten tildele midlerne til den oprindelige aktivitet eller bevillige dem til nye aktiviteter. Der kan overføres både driftsudgifter og anlægsudgifter.
Løsning
Forpersonskabet foreslår, at følgende ønsker til Budget 2025 og Overførselssagen 2023-2024 sendes til Borgerrepræsentationen og relevante forvaltninger:
- Midler til realisering af Vesterbro Passage
I Budget 2022 afsatte Borgerrepræsentationen 4. mio. kr. til en trafikanalyse af realiseringsmulighederne. Indre By Lokaludvalg v/forpersonskabet har deltaget i følgegruppen for arbejdet med Vesterbro Passage. Lokaludvalget ønsker, at kommunen sætter midler af til at komme i mål med projektet.
Lokaludvalget foreslår, at det videre arbejde med Vesterbro Passage udvides til også at omfatte området, der afgrænses af Hammerichsgade, H.C. Andersens Boulevard og Vesterbrogade. Dvs. at det også vil skulle handle om Axeltorv, Jernbanegade, Hammerichgade, den sydvestlige ende af Studiestræde samt Pumpehuset-grunden. Lokaludvalget forestiller sig, at man da vil kunne indlede arbejdet med at genoprette det grønne bælte "Fæstningsringen" på denne strækning..
- Renovering af Kulturhuset Indre By
Indre By Lokaludvalg ønsker, at det lokale kultur- og fritidsliv i Indre By bliver styrket. Med kun ét lokalt kulturhus målrettet borgerne i bydelen og stort set ingen idrætsfaciliteter ønsker lokaludvalget, at man afsætter midler til at renovere Kulturhuset Indre By, sådan som Kultur- og Fritidsforvaltningen lagde op til i forbindelse med forhandlingerne om budgettet for 2024.
- Forundersøgelse af muligheden for at genopføre Stokhusbroen
Jf. Indre By Bydelsplan ønsker lokaludvalget, at adgangen til Østre Anlæg forbedres til fordel for de mange beboere og institutioner i Nyboder. Dette foreslår lokaludvalget sker ved, at man opretter en ny Stokhusbro mellem Øster Voldgade og Østre Anlæg til erstatning for broen, der blev taget ned i 1984, da Kystbanen skulle elektrificeres.
Lokaludvalget vil i den kommende tid stå for borgerdialog om forslaget med henblik på at få opbakning til ønsket.
- Bevarende lokalplaner i Middelalderbyen – Snarens Kvarter som første prioritet
Indre By Lokaludvalg foreslår, at der udarbejdes bevarende lokalplaner i Middelalderbyen, med Snarens Kvarter (Nybrogade, Rådhusstræde, Skindergade, Klosterstræde og Hyskenstræde) som første prioritet.I den gældende kommuneplan fremgår det allerede, at kommunen vil arbejde med dækkende
lokalplaner i Middelalderbyen. Det bør der følges op på.
- Køb af parkeringspladser i parkeringsanlæg til beboere med beboerlicens
Der bliver stadig færre gadeparkeringspladser i Indre By som følge af Københavns Kommunes parkeringspolitik. Lokaludvalget ser det som et positivt tiltag, at gaderne friholdes for bilparkering, men det udfordrer mange beboeres hverdag og livskvalitet, hvis ikke der etableres erstatningsparkeringspladser. Derfor ønsker lokaludvalget, at Københavns Kommune afsætter penge til opkøb af parkeringspladser i private parkeringsanlæg til beboere i Indre By med beboerlicens.
- Midlertidige byrum i Middelalderbyen ifm. Byrums- og trafikplanen for Middelalderbyen
Følgende fremgår af aftalen om Budget 2024:
"Parterne er enige om at afsætte midler til videre implementering af Byrums- og trafikplanen for Middelalderbyen. Der afsættes: - 4,4 mio. kr. samlet på anlæg i 2024-2025 til foranalyse og dispositionsforslag for flagskibsprojekterne samt afdækning af muligheden for anvendelse af private bilparkeringsanlæg til cykelparkering. Parterne er enige om, at parterne skal tage stilling til midlertidig brug af de byrum, der opstår i takt med at gadeparkering bliver nedlagt og indtil etablering af flagskibsprojekterne. Finansiering af de midlertidige byrum kan ske løbende i kommende budgetforhandlinger."
Indre By Lokaludvalg foreslår derfor, at der afsættes midler til de midlertidige byrum dog sådan, at de midlertidige byrum får beboerne i Middelalderbyen som målgruppe. Dvs. at de fx. skal indrettes til grønne åndehuller, give plads til at det lokale hverdagsliv kan udfolde sig og i det hele taget at de indrettes til ikke-kommercielle aktiviteter. De midlertidige byrum i Middelalderbyen skal ikke ende som arealer, hvor nattelivet rykker hen, når barerne mm. lukker.
Økonomi
Intet.
Videre proces
På lokaludvalgsmødet d. 14. december 2023 beslutter lokaludvalget endeligt hvilke budgetønsker, der skal sendes til Borgerrepræsentationen og relevante forvaltninger.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede ønsker til kommunens budget for 2025 og Overførselssagen 2023-2024. Der var følgende bemærkninger fra lokaludvalgets medlemmer i drøftelsen:
- Lokaludvalgets ønsker bør deles op, så de retter sig mod hhv. Budget 2025 og Overførselssagen.
- Lokaludvalget kan til Overførselssagen fremsætte ønsker med relation til børn og unges muligheder i Indre By, fx. at der mangler idrætsfaciliteter.
- Lokaludvalget bør arbejde for, at det lokale miljøarbejde får flere penge. Den samlede pulje penge til sekretariatsbetjeningen af lokaludvalg afspejler, at der er 12 lokaludvalg, men til det lokale miljøarbejde er den samlede pulje penge kun til 10 bydele. Miljøpunkt Indre By & Christianshavn arbejder i to lokaludvalgsområder.
- Ønsker til store projekter bør rettes mod Budget 2025. Mindre ønsker bør rettes mod Overførselssagen.
- Der er kommunale parkeringspladser under Hausers Plads. De bør konverteres til beboerparkering.
- Lokaludvalget skal ikke støtte Vesterbro Passage-projektet.
- Facaden ved Kulturhuset Indre By bør dækkes af roser.
- Borgerdialogen om Stokhusbroen kan blive en event på Sankt Pauls Plads, hvor spejdere bygge en bro af træ.
- Bevarende lokalplaner bør handle om at bevare facader.
- Bevarende lokalplaner kan indeholde detaljering.
- Lokaludvalget bør arbejde for, at der bygges parkeringsanlæg for pendlere i udkanten af kommunen, fx. i Nordhavn, hvorfra man kan komme videre med tog.
- Lokaludvalget bør arbejde for at kommunen køber parkeringspladser i Magasins parkeringsanlæg, som beboere i Frederiksstaden kan benytte på deres beboerlicens, nu da der fjernet parkeringspladser i Toldbodgade.
- Der er kommunale parkeringspladser under plejecenteret Rosenborgcenteret i Rosengade. De bør konverteres til beboerparkering.
- Generelt bør udnyttelsen af kommunale parkeringsanlæg optimeres til fordel for beboerne.
- Lokaludvalget bør arbejde for en ensretning af Kronprinsessegade mellem Sølvgade og Øster Voldgade samt for en begrønning af gaden.
- Lokaludvalget bør gå frem med et ønske om en finansiering af en foranalyse vedr. Stokhusbroen.
- Lokaludvalget bør gå frem med et ønske til kommunens driftsbudget om flere penge til håndhævelse af regler.
2. Lokaludvalget bemyndigede forperson Bent Lohmann til at spørge Økonomiforvaltningen om, hvad status er på ønsket om flere penge til det lokale miljøarbejde.
3. Lokaludvalget bemyndigede forperson Bent Lohmann til at bede Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om en oversigt over kommunale parkeringsanlæg i Indre By samt om en orientering om, hvad de benyttes til.
4. Lokaludvalget bemyndigede forperson Bent Lohmann til at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om en oversigt over antal parkeringspladser i Indre By, som er private og ikke offentligt tilgængelige. Det drejer sig bl.a. om parkeringspladser i private gårde.