Mødedato: 09.11.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Puljeansøgningen "Jazz til Sass"

Indre By Lokaludvalg skal beslutte, om det vil give tilsagn til Beboerforeningen for Dantes Plads og nærliggende områder om støtte til arrangementet "Jazz til Sass".

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter, om det skal give tilsagn til Beboerforeningen for Dantes Plads og nærliggende områder om 6.000 kr. til arrangementet "Jazz til Sass".

Problemstilling

Lokaludvalget har modtaget fire puljeansøgninger, heriblandt en puljeansøgning fra Beboerforeningen for Dantes Plads og nærliggende områder om støtte til arrangementet "Jazz til Sass".

Løsning

Beboerforeningen for Dantes Plads og nærliggende områder søger om 6.000 kr. i støtte fra lokaludvalgets 2023-pulje til aktiviteten Jazz til Sass på Dantes Plads. Den musikalske optræden er til opmuntring af en 87-årig jazz-entusiast der bor på pladsen, men pga. svækkelse ikke længere kan komme til jazz-koncerter. Aktiviteten finder sted i hurtigst muligt i 2023 på Dantes Plads.

Arrangementet skal optimere sammenholdet omkring Dantes Plads, dets beboere og erhvervsdrivende. Der vil blive spillet 1½ time på en rød løber på Dantes Plads med henblik på at opmuntre en medborger samt skabe liv og socialt samvær på pladsen. Der samarbejdes med restaurant Karla på Dantes Plads.

 Målgruppen er jazz-entusiasten og alle lokale beboere samt andre interesserede. 

Arrangementet kommunikeres i lokalavisen, via Indre By Lokaludvalg, Miljøpunktet for Indre By &  Christianshavn samt på kommunens hjemmeside om arrangementer.

Arrangementet er gratis. Det ansøgte beløb skal bruges til musikhonorar til to musikere.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet ser intet til hinder for, at lokaludvalget støtter aktiviteten.

Anbefaling fra Puljegruppen

Dette arrangement falder på alle retningslinjer: målgruppe, honorar osv., så en synes, at det er et nej og én synes, at det er en smuk tanke, der trods alt er offentlig tilgængelig. Afgøres i mødet.

Indstilling

At Indre By Lokaludvalg beslutter, om det skal give tilsagn til Beboerforeningen for Dantes Plads og nærliggende områder om 6.000 kr. til arrangementet "Jazz til Sass".

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 335.400 kr. af 2023-puljen til puljeansøgninger. Foreløbig har lokaludvalget disponeret for 181.763 kr. af rammen.  

Videre proces

Sekretariatet orienterer ansøgeren om lokaludvalgets beslutning og varetager den videre sagsbehandling.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at give tilsagn til Beboerforeningen for Dantes Plads og nærliggende områder om 6.000 kr. i støtte til arrangementet "Jazz til Sass". 

Til top