Mødedato: 09.11.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Meddelelser

Beslutning

Forslag til lokalplan for Østergade 27
Bent Lohmann oplyste, at Teknik- og Miljøudvalget har vedtaget at sende forslag til lokalplan for Østergade 27 i offentlig høring. Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning: ”De trafikale gener i anlægsperioden bør begrænses.”

Lokalplan ”Postgrunden”
Bent Lohmann oplyste, at et flertal i Teknik- og Miljøudvalget har anbefalet lokalplanen for Postgrunden overfor Borgerrepræsentationen.

Lokaludvalgets borgermøde om turisme
Bent Lohmann oplyste, at lokaludvalgets borgermøde den 7. november 2017 om turismen i Indre By viser, at temaet fylder meget hos borgerne og at der er mange følelser i det. Turismen er eksploderet og nogle borgere føler sig presset. Lokaludvalget drøfter turismen i Indre By i mødet den 11. januar 2018.

Lokaludvalgets vælgermøde
Bent Lohmann oplyste, at ca. 70 borgere har tilmeldt sig lokaludvalgets vælgermøde den 13. november 2017. Det vil bl.a. handle om turismen og om børn og børnefamiliers vilkår i Indre By.

Møde med Teknik- og Miljøforvaltningen om aktuelle lokalplaner
Bent Lohmann oplyste, at Teknik- og Miljøforvaltningen ønsker et møde med lokaludvalget om aktuelle lokalplaner. Datoen for mødet er endnu ikke fastlagt.

Cityavisen
Bent Lohmann oplyste, at 9 lokaludvalgsmedlemmer og –suppleanter har orienteret sekretariatet om, at de ikke får Cityavisen eller får den uregelmæssigt.  

Statuen ”En rigtig dansk familie”
Bent Lohmann oplyste, at Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt lokaludvalget om et høringssvar vedr. et forslag om at placere statuen ”En rigtig dansk familie” i Østre Anlæg. Lokaludvalget skal beslutte sit svar i mødet den 14. december 2017.
Lokaludvalget tilkendegav, at det ikke ønsker borgerdialog om sagen.

Cykelparkering ved nye metrostationer
Bent Lohmann oplyste, at sekretariatet annoncerer i lokalaviserne, at borgerne kan kommentere forslagene til cykelparkering ved de nye metrostationer Rådhuspladsen, Kongens Nytorv, Marmorkirken og Østerport, som Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt lokaludvalget om høringssvar om. Sagen kommer i lokaludvalget den 14. december 2017.

Dispensation til arrangement i Kongens Have
Bent Lohmann oplyste, at på vegne af lokaludvalget har Jens Erik Frandsen deltaget i en besigtigelse af Kongens Have, som Fredningsnævnet i København stod for, og hvor Teknik- og Miljøforvaltningen også deltog. Besigtigelsen førte til en afgørelse om ikke at dispensere for fredningen af arealet til et arrangement den 5. juni 2018, hvilket PB Action på vegne af ejeren Slots- og Kulturstyrelsen ellers havde søgt om.

Havnetunnel
Kjeld A. Larsen oplyste, at Økonomiforvaltningens svar til lokaludvalget vedr. grundlaget for en  havnetunnel er et tilsagn om, at lokaludvalget kan få en repræsentant med i det videre arbejde.

Lokaludvalgsmødet den 14. december 2017
Bent Lohmann mindede om, at lokaludvalgsmødet den 14. december 2017 starter kl. 16.30 og vil blive efterfulgt af en julemiddag.

Til top