Åben spørgetid
Beslutning
Sankt Pauls Plads
En borger gav udtryk for, at han er imod forslaget om at opstille bymodellen, som tidligere har stået foran bymuseet på Vesterbro, på Sankt Pauls Plads. Han ønskede, at man bevarer den traditionelle kirkeplads, fordi den er smuk og enkel som den er.
Bent Lohmann og Lars Povl Jensen svarede, at der intet er afgjort om pladsens indretning, men at der i indstillingen, som lokaludvalget skal tage stilling til i lokaludvalgsmødet, er lagt op til, at man beder en arkitekt om at udarbejde en eller flere skitser til pladsens indretning, baseret på de forslag, borgerne har sendt til lokaludvalget. Skitserne vil skulle ses som oplæg til debat med borgerne i kvarteret om pladsens indretning og anvendelse.
En anden borger udtrykte tilfredshed med indstillingen til lokaludvalget. Han så frem til en forskønnelse af pladsen og tilbød at deltage i tovholdergruppen, som skal tale med en arkitekt om skitsering af forslag til pladsens indretning.
Bent Lohmann svarede, at indstillingen til lokaludvalget er, at det er lokaludvalgets tovholdergruppe i denne sag, som har kontakten til arkitekten.