B-sag: Status på kvarterplaner
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg tager status på udarbejdelse af en kvarterplan for Grønnegade-kvarteret og Adelgade-kvarteret til efterretning. Se løsningsafsnittet.
- at Indre By Lokaludvalget tager en orientering om status på Turbinehallerne til efterretning. Se løsningsafsnittet.
Problemstilling
I mødet den 12. november 2020 besluttede lokaludvalget at sætte arbejdet i gang, som skal blive til lokaludvalgets kvarterplan for Grønnegade-kvarteret og Adelgade-kvarteret.
Baggrunden for beslutningen var, at Indre By hverken betragtes som et udviklingsområde eller et udsat område, hvorfor bydelen ikke i samme grad som fx Ørestad eller Tingbjerg har politisk bevågenhed. Lokaludvalget kan med udvikling af kvarterplaner for udvalgte kvarterer i Indre By få rettet politisk fokus på behovet for, at der til stadighed skal formuleres og implementeres udviklingstiltag i Indre By og andre eksisterende tæt by-områder i Københavns Kommune for at vedligeholde og styrke det fysiske og sociale miljø samt hindre forfald.
Kvarterplanen skal indeholde en række principper for forbedringer i kvarteret. Den skal indeholde anbefalinger til forandringer i byrummet og derigennem anbefalinger til forandringer i anvendelsen af byrummet. Derudover skal den angive veje til, hvordan naboskabet i kvarteret kan styrkes.
Kvarterplanen udarbejdes i dialog med beboere og butikker i de to kvarterer. Hovedformålet med kvarterplanen er således at få beboernes og de lokale butikkers anbefalinger til forskønnelse og trivsel i kvartererne beskrevet og omsat til principper for kvarterernes udvikling. Hensigten er, at de to kvarterer skal blive et bedre sted at bo og færdes i.
Løsning
Arbejdet med kvarterplanen fik en træg start bl.a. pga. coronarestriktioner. Men nu arbejder sekretariatet sammen med lokaludvalgsmedlem Max Hochermann og suppleanterne Mie Steen Munch og Lise Brink Andersen om et grundlag for kvarterplanen. Lokaludvalgets formandskab bidrager til arbejdet.
Det er bl.a. blevet konstateret, at Grønnegade-kvarteret og Adelgade-kvarteret har forskellige karakter, hvorfor man skal gå lidt forskelligt til værks i de to kvarterer, fx. med hensyn til i hvilken grad man skal i dialog med butikkerne.
Næste skridt er at udarbejde et spørgeskema, som beboerne får mulighed for at besvare senere i september.
Turbinehallerne
Den 7. juni 2021 havde repræsentanter for lokaludvalget et møde med Årstiderne Arkitekter og Thylander Gruppen om deres planer om at indrette et center for bæredygtigt design i Turbinehallerne i Adelgade. Det blev aftalt, at Thylander Gruppen, som lejer stedet af Ørsted, skulle undersøge, hvordan det juridisk sikres, at Turbinehallerne ikke anvendes til natklub eller lignende efter midnat.
Lokaludvalget blev orienteret herom i lokaludvalgsmødet den 10. juni 2021.
Thylander Gruppen har den 17. august 2021 foreslået, at der holdes et nyt møde, hvor bæredygtighedskonceptet vil blive præsenteret mere konkret for lokaludvalget og hvor det vil blive drøftet, hvordan lokaludvalgets bekymring om natklub eller lignende kan imødegås.
Formanden har svaret Thylander Gruppen, at lokaludvalget gerne deltager i et møde, hvis Thylander Gruppen i mødet konkret fortæller, hvordan opgaven med juridisk at sikre at Turbinehallerne ikke anvendes til natklub eller lignende efter midnat er blevet løst.
Økonomi
Lokaludvalget har i alt afsat 90.000 kr. til udarbejdelsen af kvarterplan for Grønnegade-kvarteret og Adelgade-kvarteret.
Videre proces
Lokaludvalget får med jævne mellemrum en orientering om arbejdet med en kvarterplan for Grønnegade-kvarteret og Adelgade-kvarteret.
Formanden orienterer med jævne mellemrum lokaludvalget om dialogen med Thylander Gruppen om Turbinehallerne.
Beslutning
- Lokaludvalget tog status på udarbejdelse af en kvarterplan for Grønnegade-kvarteret og Adelgade-kvarteret til efterretning.
- Lokaludvalget tog en orientering om status på Turbinehallerne til efterretning, jf. løsningsafsnittet.