Sorteringspunkterne
Indre By Lokaludvalg skal drøfte udseendet af sorteringspunkterne til affald, som der skal opstilles op mod 750 sorteringspunkter af rundt om i alle Københavns bydele.
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter udseendet af sorteringspunkterne til affald, som der skal opstilles op mod 750 sorteringspunkter af rundt om i alle Københavns bydele.
Problemstilling
Med mail den 24. maj 2022 til sekretariatet og formanden gav lokaludvalgsmedlem Niels Kongshaug udtryk for, at han ønsker at sige sin mening i lokaludvalgets møde den 9. juni 2022 om udseendet af sorteringspunkterne til affald, der skal opsættes i København.
I mailen henviste han til en invitation fra Teknik- og Miljøforvaltningen om muligheden for at se tre prototyper af de nye affaldsbeholdere. De er opstillet på Sankt Hans Torv indtil den 10. juni 2022.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter sorteringspunkternes udseende.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser, at der samlet set skal etableres op mod 750 sorteringspunkter rundt om i alle Københavns bydele. Sorteringspunkterne skal supplere den eksisterende ordning for indsamling af husholdningsaffald og dermed give københavnerne bedre mulighed for at sortere affaldet og mere fleksibilitet i hverdagen – samtidig med at det giver hele byen større kapacitet til mere sortering. I dag mangler ca. 34.000 boliger adgang til at kunne sortere alle de affaldsfraktioner, som husholdningsaffaldet skal sorteres i. Det giver de offentlige sorteringspunkter også mulighed for.
Sorteringspunkterne bliver etableret som led i København Kommunes målsætning om, at flere skal sortere mere. Målet er, at 70 procent af vores husholdningsaffald bliver genanvendt - til gavn for klimaet og miljøet.
Teknik- og Miljøforvaltningen vil i lokaludvalgets møde den 18. august 2022 orientere om placering af sorteringspunkter i Indre By. Forvaltningen vil også holde et borgermøde om placeringen af sorteringspunkter. Det holdes formentlig den 24. august 2022.
Efter sommerferien forventer forvaltningen at opstille tre beholdere i Indre By, hvor det vil være muligt at besigtige dem i en periode. Tid og sted herfor er endnu ikke afklaret.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede udseendet af sorteringspunkterne til affald.
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om at bemyndige ham til at skrive til Teknik- og Miljøudvalget, at sorteringspunkternes design ikke matcher Indre By, og at man bør overveje en arkitektkonkurrence om designet af sorteringspunkterne.