Mødedato: 09.06.2022, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Høringssvar om broanlæg i Børsgraven og Nyhavn

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal godkende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om broanlæg i Børsgraven og Nyhavn mm. til eldrevne kanalrundfarter.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om broanlæg i Børsgraven og Nyhavn mm., der fremgår af løsningsafsnittet.

  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at skrive til By & Havn om kanalrundfarter med dieselmotorer, jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget en ansøgning fra bus- og bådoperatøren Tourism Group International. Der ansøges om broanlæg til eldrevne kanalfartsbåde med billethus i Børsgraven og i Nyhavn. Materialet indeholder også busholdeplads på Havnegade og ruteplaner for sejlads i Københavns Havn.

Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt lokaludvalget om et høringssvar senest den 1. juli 2022. 

 

Løsning

Holdninger til sagen

I bilaget ses

  • Byudviklingsgruppens behandling af sagen.
  • Mails fra borgere om sagen.
  • Facebook-kommentarer om sagen.

Lokaludvalgsmedlem Gunna Starck har skrevet til sekretariatet:

"Jeg kan ikke rigtig gennemskue, om det er et enkelt nyt selskab, det drejer sig om, således at de eksisterende forurenende både fortsætter.

Det bør være et krav, at alle både sejler på el og har høretelefoner. Ligeledes bør billetkontor med den medfølgende trafik af busser og forvirrede gående og cyklister i Nyhavn flyttes ned ved Diamanten, hvor der er plads og ikke sker så meget. Ved godt, at der er kommet nye billethuse i Nyhavn, men de kan nemt flyttes og de passer på ingen måde ind i det hårdt belastede historiske miljø."

 

Forslag til høringssvar

Formanden foreslår, at lokaludvalget svarer Teknik- og Miljøforvaltningen med kopi til Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Wonderful Copenhagen:

"Med henvisning til Teknik- og Miljøforvaltningens mail den 5. maj 2022 med anmodning om et høringssvar om en ansøgning om broanlæg til eldrevne kanalfartsbåde med billethus i Børsgraven og i Nyhavn, busholdeplads på Havnegade:

Nyhavn

Overordnet mener Indre By Lokaludvalg, at alle kanalrundfarter skal ud af Nyhavn. Der skal i stedet etableres broer for kanalrundfarterne for enden af Nyhavn ved udmundingen i Inderhavnen.

Lokaludvalget kan derfor ikke støtte ønsket fra Tourism Group International om et broanlæg i Nyhavn.

 

Børsgraven

Overordnet mener lokaludvalget, at Havnegade foran Nationalbanken skal være det centrale stoppested for kanalrundfarterne i stedet for Nyhavn. Lokaludvalget støtter derfor ønsket fra Tourism Group International om et broanlæg i Børsgraven.

 

Busholdeplads i Havnegade

Overordnet mener lokaludvalget, at turistbustrafikken og hop on/hop off-bustrafikken i Indre By skal begrænses til et minimum og helst udfases.

Men så længe dette ikke sker, mener lokaludvalget, at det er fornuftigt at placere en busholdeplads i Havnegade for turistbustrafik og hop on/hop off-bustrafik med kobling til kanalrundfarter. Det må så ske på bekostning af parkeringspladser.

 

Antallet af kanalrundfarter og turistbusser til kanalrundfarterne

Lokaludvalget beder teknik- og miljøborgmesteren og overborgmesteren om at kontakte firmaerne bag kanalrundfarterne og hop on/hop off-busserne med henblik på en dialog om at få tilpasset  antallet af kanalrundfartsbåde og hop on/hop off-busser til antallet af passagerer, idet bådene og busserne, især dem der sejler eller kører på diesel, er en belastning for omgivelserne og sjældent er fyldt op. 

Dialogen skal også angå kanalrundfarternes brug af højtalere til at informere turisterne i bådene. Det er en gene for omgivelserne. Turisterne kan udstyres med høretelefoner.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand"

 

Kanalrundfarter på diesel

Formanden foreslår, at lokaludvalget bemyndiger ham til at spørge By & Havn om årsagen til, at man ikke vil forbyde kanalrundfartfirmaerne at benytte dieselfartøjer, idet By & Havn må være vidende om, at de sejler rundt i Københavns miljøzone og er en væsentlig kilde til luftforureningen i bl.a. Indre By. Formanden vil også spørge om, hvorvidt By & Havn vil stille krav om, at kanalrundfarter med dieselmotorer skal overholde tomgangsreglerne, der gælder for køretøjer på land.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Lokaludvalget har den 8. juni 2022 møde med Wonderful Copenhagen, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen om turismen i Indre By. I lokaludvalgets møde den 9. juni 2022 orienterer formanden om resultatet af mødet.

Formandskabet er så småt i gang med at planlægge et borgermøde om turismen i Indre By, som holdes den 30. august 2022.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Mads Aarup om, at der skal en bemærkning med i høringssvaret om, at der ikke er plads i Nyhavn til kanalrundfarterne.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at der skal et forslag med i høringssvaret om, at kanalrundfarterne samarbejder om at sejle med en frekvens, der passer til antallet af passagerer.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at der skal et forslag med i høringssvaret om, at kanalrundfarterne tilbyder forskellige kulturbaserede sejladser.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck og Mads Aarup om, at der skal et forslag med i høringssvaret om at etablere et stoppested for kanalrundfarterne i området mellem Den Sorte Diamant og Knippelsbro.


    Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om broanlæg i Børsgraven og Nyhavn mm., der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.



  2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Christian Ege Jørgensen om, at i brevet til By & Havn gør formanden opmærksom på, at lokaludvalget ønsker, at alle kanalrundfarter sejler på el, og at han spørger om, hvorfor de ikke gør det.


    Indre By Lokaludvalg bemyndigede formanden til at skrive til By & Havn om kanalrundfarter med dieselmotorer, jf. løsningsafsnittet og jf. det tiltrådte ændringsforslag.
Til top