Mødedato: 09.06.2022, kl. 18:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Høringssvar om Palads-bygningen

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal bemyndige formanden til at sende et høringssvar til Økonomiforvaltningen om Palads-bygningen, hvori det bl.a. nævnes, at Palads-bygningen ikke skal være højere end nu og at den skal udvides nedad og ind under Axeltorv.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at sende et høringssvar til Økonomiforvaltningen om Palads-bygningen, som tager udgangspunkt i et medlemsforslag fra Jep Loft (se løsningsafsnittet) og hvori det nævnes,
  • at Palads-bygningen ikke skal være højere end nu
  • at Palads-bygningen skal udvides nedad og ind under Axeltorv, eftersom der ikke er behov for vinduer i biografer.
  • At der skal arbejdes med udviklingen af området Studiestræde, Axeltorv og Vesterbro Passage som en samlet pladsdannelse
  • at lokaludvalget aktivt vil arbejde med borgerdialog og inddragelse omkring Palads og området Studiestræde, Axeltorv og Vesterbro Passage.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har via Bliv Hørt-portalen indkaldt forslag og ideer til udvikling af Palads-grunden i en forudgående høring fra den 25. maj til den 22. juni 2022. Høringen sker, da Nordisk Film Cinemas har henvendt sig til kommunen med ønske om at forny Palads Biograf og udvikle Palads-grunden.

I planprocessen ser Københavns Kommune følgende overordnede hovedspørgsmål, som kommunen ønsker idéer og kommentarer til:

  • Hvordan kan Palads Teateret udvikles, så bygningens udtryk videreføres i større eller mindre omfang, samtidig med der skabes plads til en moderne og tidssvarende biograf og til nye funktioner, som eksempelvis kontorer, butikker, caféer eller kultur?

  • Hvad skal der særligt tages højde for, hvis der tillades et byggeri på op til 40 meter på Palads - grunden, samtidig med at Palads Teaterets eksisterende bygning indgår helt eller delvist i nybyggeriet?

  • Hvad skal der være særlig opmærksomhed på, hvis Palads-grunden udvikles uden yderligere bilparkeringspladser, end hvad der kræves til handicapparkering samt af- og påsætning?

Løsning

Holdninger til sagen

Lokaludvalgsmedlem Gunna Starck har skrevet til sekretariatet:

"Det står og falder med i hvilket omfang, der tænkes i kr. og ører.

De gamle tanker, om at flytte biblioteket der hen, var gode, og så bør det kombineres med noget á la KU:BE på Frederiksberg dvs indendørs legeplads, bibliotek, Børnefilmklub, biograf, mødelokaler, et ordentligt folkekøkken osv. En enkelt hal til boldspil, trampolin, dans og den slags bør der også være.

Hvis man kunne få biblioteket derned, kunne Middelalderbyen endelig få en lokal folkeskole i Krystalgade."

Forslag til høringssvar

Lokaludvalgsmedlem Jep Loft foreslår, at lokaludvalget sender følgende høringssvar:

"Man kunne få den tanke, at det ikke så meget handler om biografdrift som om ejendomsspekulation. I det påtænkte byggeri vil biograferne kun udgøre en beskeden andel.

Egmont/Nordisk Film har spurgt biografgængere, hvad de er utilfredse med i den nuværende biograf. Hvis man spurgte folk, der havde været i Det Kongelige Teaters Gamle Scene, ville man få de samme svar om manglende komfort o.s.v. Men derfor river man ikke teatret ned. Paladsteatret er også en historisk bygning med en atmosfære, som man bør udnytte – ikke ødelægge. Den er flagskibet blandt biograferne, ligesom Gamle Scene er flagskibet blandt teatrene.

Nye biografer vil alligevel være teknologisk forældede om 20 år.

Man kunne vælge, om det skal være en biograf for unge eller mere modne, og så reducere antallet af sale fra 12 til 6. Så kan man få plads til de større sale, som man ønsker, i den eksisterende bygning. Det modne publikum er åbenbart godt tilfreds med gamle biografer som Grand og Dagmar.

Egmont ødelagde et helt bykvarter omkring Møntergade, Pilestræde og Landemærket i 1960’erne og 70’erne. Bygningerne i Pilestræde har været udlejet, siden de blev bygget. Egmont havde ikke brug for bygningerne selv. Hvis man fortsætter ødelæggelserne, vil det skade Egmonts omdømme.

Man kunne bygge en stor, ny biograf på Vestegnen. Der er bedre plads. Når Egmont hellere vil have én i Indre By, er det på grund af bymiljøet. Det bidrager til oplevelsen. Hvis man river ned og bygger et moderne hus, ødelægger man det bymiljø, som tiltrækker publikum.

Københavns Kommune har en klimapolitik. Det strider mod den at nedrive bygninger i stedet for at renovere dem. Indre By har et fint bymiljø. De ældre huse skal ikke nedrives. Hvis man er utilfreds med sit hus, kan man sælge det og bygge et nyt et andet sted."

Bemyndigelse

Formanden foreslår, at han bliver bemyndiget til at indsende et høringssvar, der tager udgangspunkt i forslaget fra Jep Loft, men som indeholder de bemærkninger, som lokaludvalgets medlemmer måtte komme med om sagen i mødet den 9. juni 2022.

Formanden vil i høringssvaret nævne,

  • at Palads-bygningen ikke skal være højere end nu

  • at Palads-bygningen skal udvides nedad og ind under Axeltorv, eftersom der ikke er behov for vinduer i biografer.
  • At der skal arbejdes med udviklingen af området Studiestræde, Axeltorv og Vesterbro Passage som en samlet pladsdannelse
    • at lokaludvalget aktivt vil arbejde med borgerdialog og inddragelse omkring Palads og området Studiestræde, Axeltorv og Vesterbro Passage.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Høringssvaret lægges på Bliv Hørt-portalen.

Beslutning

Punkt 3 og 4 på dagsordenen blev behandlet samlet.

 

  1. Repræsentanter for Nordisk Film Cinemas, Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen orienterede mundtligt om Fremtidens Palads-projektet og den videre proces i sagen. Lokaludvalget tog orienteringen til efterretning.

  2. Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Sven Perdrup om, at lokaludvalget foreslår, at der afholdes en international arkitektkonkurrence, hvis der skal udvikles flere scenarier for, hvordan fremtidens Palads-bygning kan se ud.

    Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at 1. og 2. dot i afsnittet "Bemyndigelse" formuleres:

    "Formanden vil i høringssvaret nævne,

    • at hvis Palads-bygningen skal udvides, skal den ikke skal være højere end nu

    • at hvis Palads-bygningen skal udvides, skal det være nedad og ind under Axeltorv, eftersom der ikke er behov for vinduer i biografer"

     

Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende et høringssvar til Økonomiforvaltningen om Palads-bygningen, som tager udgangspunkt i medlemsforslaget fra Jep Loft, der ses i løsningsafsnittet, og hvori det nævnes

  • at hvis Palads-bygningen skal udvides, skal den ikke skal være højere end nu
  • at hvis Palads-bygningen skal udvides, skal det være nedad og ind under Axeltorv, eftersom der ikke er behov for vinduer i biografer

  • at der skal arbejdes med udviklingen af området Studiestræde, Axeltorv og Vesterbro Passage som en samlet pladsdannelse
  • at lokaludvalget foreslår, at der afholdes en international arkitektkonkurrence, hvis der skal udvikles flere scenarier for, hvordan fremtidens Palads-bygning kan se ud
  • at lokaludvalget aktivt vil arbejde med borgerdialog og inddragelse omkring Palads og området Studiestræde, Axeltorv og Vesterbro Passage.
Til top