B-sag: Idrætsmilliarden
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender brevet til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget om Idrætsmilliarden, der ses i løsningsafsnittet.
Problemstilling
Med mail den 6. maj 2022 skrev Kultur- og Fritidsforvaltningen til lokaludvalgene, at regeringen har givet Københavns Kommune lov til at bruge flere penge på at bygge idrætsfaciliteter, så flere kan være idrætsaktive. I samarbejde med Økonomiforvaltningen arbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen med projektet, kaldet ”Idrætsmilliarden” i forskellige spor. Et af sporene omhandler inddragelse af københavnerne.
Med mailen var en invitation, som er blevet udsendt til det københavnske idrætsliv bl.a. via Facebook https://www.facebook.com/koebenhavnskommune/posts/377386941094522 og kommunens hjemmeside https://www.kk.dk/brug-byen/foreninger-og-fritidsliv/idraetsmilliarden.
Se invitationen i bilaget med omtale af muligheden for at komme med skriftlige inputs samt om bydelsmøder og et stormøde for idrætsaktører.
Svarfristen for inputs var den 22. maj 2022.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget skriver til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget:
"Indre By Lokaludvalg beklager stærkt, at Kultur- og Fritidsforvaltningen gav lokaludvalgene og borgerne så lidt som 16 dages frist til at komme med forslag til, hvordan Idrætsmilliarden skal anvendes; nemlig perioden den 6.-22. maj 2022.
Lokaludvalget beklager også, at bydelsmøderne om Idrætsmilliarden, som Kultur- og Fritidsforvaltningen var vært for, blev holdt i bydele med relativt mange idrætsfaciliteter. Det ville have klædt forvaltningen at holde et af møderne i Indre By for dermed at få sat lys på den katastrofale mangel på idrætsfaciliteter i vores bydel.
Vi beder i den forbindelse forvaltningen om at udarbejde en oversigt, der viser antallet af idrætsfaciliteter pr. indbygger i de 12 bydele i Københavns Kommune. Oversigten kan fx fortælle om antal fodboldbaner, håndboldbaner, badmintonbaner, baner i svømmehaller osv. pr. indbygger i hver bydel. For sammenligningens skyld kan oversigten også indeholde tal for antallet af idrætsfaciliteter pr. indbygger i andre kommuner, fx. en kommune i Københavns omegn (fx Herlev), en købstadskommune i Jylland (fx Horsens), en landkommune i Jylland (fx. Ikast-Brande) samt storby-kommunerne Århus, Ålborg, Odense, Esbjerg og Randers.
Anlægsforslag
Lokaludvalgets anlægsforslag:
- Motionsplads på Bornholmerknasten for enden af Havnegade-promenaden. Det er et forslag, som vi efterhånden har stillet nogle gange.
- Idrætsfaciliteter målrette små børn - gerne udendørs
- Idrætsfaciliteter målrettet ældre - gerne udendørs.
Lokaludvalget vil gerne have en dialog med forvaltningen om den fremadrettede proces for anvendelsen af Idrætsmilliarden i Indre By.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Opsamling af brugerinputs præsenteres for Kultur- og Fritidsudvalget den 21. juni 2022.
Bilag
1. Link til kommunens hjemmeside om Idrætsmilliarden:
https://www.kk.dk/brug-byen/foreninger-og-fritidsliv/idraetsmilliarden
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte brevet til Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kultur- og Fritidsudvalget om Idrætsmilliarden, der ses i løsningsafsnittet.