B-sag: Høringssvar om kommuneplantillæg for Godsbaneterrænet (Jernbanebyen)
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg undlader at indsende et høringssvar om kommuneplantillæg for Godsbaneterrænet (Jernbanebyen), sådan som lokaludvalgsmedlem Jep Loft ellers har foreslået, jf. afsnittet "Problemstilling" og bilaget.
Problemstilling
Medlemsforslag
Medlemsforslag fra Jep Loft:
"På mødet i byudviklingsgruppen d 19/5 var der enighed om, at Indre By Lokaludvalg bør indsende høringssvar til ”Bliv Hørt” i den nye høring om Jernbanebyen. Begrundelsen er, at en attraktiv ny bydel kunne lette det store turisme- og partypres mod Indre By.
Hvis Jernbanebyen bliver en rigtig by med torve, kanaler, bakker, ”Den danske Trappe” og volde som foreslået af Arkitekturoprøret, vil den tiltrække mange af dem, der nu valfarter til Indre By for at opsøge det gode bymiljø.
COBEs foreliggende plan er et forstadskvarter, som ikke vil aflaste Indre By i højere grad, end det allerede sker nu bl.a. p.g.a. spisestedet ”Banegården”.
Jeg havde foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, da de behandlede startredegørelsen. Se nærmere her:
Byudviklingsgruppen ønsker punktet på dagsordenen for Indre By Lokaludvalgs næste møde."
Jep Lofts forslag til høringssvar ses i bilaget.
Kommuneplantillæg og COBEs plan
Byudviklingsområdet Godsbaneterrænet ligger på Vesterbro.
Grundejerne ønsker at udvikle området til et blandet bolig- og erhvervsområde med grønne områder og kommunale institutioner mv. Grundejerne har gennemført en helhedsplankonkurrence og valgt et vinderforslag: Team Cobes forslag ”Jernbanebyen - på sporet af en grøn, bæredygtig bydel”, som efter en bearbejdning er lagt til grund for den startredegørelse, som omtales i forslaget fra Jep Loft.
Kommuneplantillægget er i offentlig høring på Bliv Hørt-portalen til den 24. juni 2022:
https://blivhoert.kk.dk/hoering/kommuneplantillaeg-godsbaneterraenet.
Det fremgår, at Økonomiforvaltningen ønsker ideer og kommentarer til, hvordan detailhandel kan understøtte området i forhold til byliv og i forhold til dem der skal bo og arbejde i området. Desuden ønskes ideer og kommentarer til, hvordan man sikrer, at planlægningen kan rumme både eksisterende virksomheder og en ny blandet bydel med boliger, erhverv og offentlige institutioner.
Løsning
Indre By Lokaludvalg skal i henhold til regulativet for lokaludvalg fungere i Indre By.
Formandskabet foreslår derfor, at lokaludvalget ikke indsender et høringssvar om kommuneplantillæg for Godsbaneterrænet (Jernbanebyen), da arealet ligger i Vesterbro Lokaludvalgs område.
Formandskabet forstår begrundelsen for forslaget fra Jep Loft, men mener, at lokaludvalget skal holde sig til at udtale sig om sager i sit eget område.
Lokaludvalget har enkelte gange tidligere indsendt høringssvar angående plansager i en anden bydel. Det har drejet sig om anvendelsen af arealer, der ligger på grænsen til Indre By. Et eksempel på dette var plansagen vedr. Postgrunden i Bernstorffsgade, hvor lokaludvalget samarbejdede med Vesterbro Lokaludvalg om borgerdialogen og også selv indsendte høringssvar.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Intet.
Bilag
A: Link til Cobes omtale af Jernbanebyen: https://cobe.dk/idea/jernbanebyen
B: Link til Jernbanebyens hjemmeside: https://jernbanebyen.dk/
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Jep Loft om, at lokaludvalget udtaler sig om Jernbanebyen, da det er en attraktiv ny bydel, som har betydning for Københavns overordnede udvikling og som kan lette turisme- og partypresset mod Indre By.
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at han inviterer formanden for Vesterbro Lokaludvalg til møde om sagen.
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Jens Erik Frandsen og Bent Lohmann om at bemyndige Bent Lohmann til at skrive og sende et brev til Vesterbro Lokaludvalg med Indre By Lokaludvalgs holdning til Jernbanebyen, baseret på forslaget fra Jep Loft, der fremgår af afsnittet bilaget.
- Lokaludvalget godkendte et forslag fra Jep Loft om, at brevet med lokaludvalgets holdning til Jernbanebyen lægges på Bliv Hørt-portalen, medmindre Vesterbro Lokaludvalg tager Indre By Lokaludvalgs brev til følge.