Roser til byen
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvordan lokaludvalget kan få iværksat og administreret en kampagne for flere roser i byrummet.
Problemstilling
Indre By mangler roser i byrummet.
Løsning
Teknik- og Miljøudvalget har besluttet en træplantningspolitik, der indebærer, at borgerne kan foreslå og/eller søge om penge til plantning af træer i byrum, hvor de er til glæde for københavnerne.
Formandskabet vurderer, at det for Indre Bys vedkommende er en for ensidig satsning. Træplantningspolitikken bør suppleres med en politik for planter i byrummet. Inspireret af de mange roser i byrummet på Gammelholm og i Gammeltoftgade foreslår formandskabet, at lokaludvalget sætter sig spidsen for en kampagne, der skal opmuntre beboere og erhverv til at plante roser i byrummet i form af støtte til konkrete beplantningsprojekter.
Formandskabet foreslår, at kampagnen gribes an på en af følgende måder:
- at lokaludvalget beslutter at betale Miljøpunkt Indre By-Christianshavn for at løbe kampagnen i gang og administrere den - gerne frem til den 31. december 2018.
- at lokaludvalget aftaler med Miljøpunkt Indre By-Christianshavn at årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2016 ændres, så der bliver plads til, at Miljøpunkt Indre By-Christianshavn kan løbe kampagnen i gang og administrere den - gerne frem til den 31. december 2018. Dette indenfor rammen af driftsstøtten.
- at lokaludvalgets puljegruppe står for behandling af ansøgninger om støtte til plantning af roser.
Uanset hvilken model, lokaludvalget vælger, vil det være ansøgerens ansvar at sikre, at planteforholdene er i orden og at de nødvendige tilladelser er på plads.
Afhængig af hvilken model lokaludvalget vælger, vil enten Miljøpunkt Indre By-Christianshavn eller Puljegruppen skulle udarbejde kriterier for støtte, som lokaludvalget kan tage stilling til i et kommende lokaludvalgsmøde.
Økonomi
Foreløbig intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede, hvordan lokaludvalget kan få iværksat og administreret en kampagne for flere roser i byrummet.
- På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget, at Puljegruppen skal stå for behandling af ansøgninger om støtte til plantning af roser.
- På forslag fra Bent Lohmann og Kjeld A. Larsen besluttede lokaludvalget, at Puljegruppens vurdering af ansøgningerne skal suppleres med faglig vurdering fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Begge vurderinger skal indgå som grundlag for lokaludvalgets stillingtagen til ansøgningerne.