Fraskrivelse af beboerlicens til parkering
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen og teknik- og Miljøudvalget om mulighederne for at forlange fraskrivelse af til beboerlicens til parkering, der fremgår af løsningsafsnittet.
Problemstilling
Lokaludvalget har i tre høringssvar foreslået forvaltningen, at forvaltningen kæder tilladelse til nyetablering af boliger sammen med et krav om, at de kommende beboere erklærer sig indforstået med, at adressen ikke giver adgang til beboerlicens til parkering: Der er behov for at få afklaret, om en sådan ordning er lovlig.
Løsning
Formandskabet foreslår følgende henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget:
"Indre By Lokaludvalg har i tre høringssvar foreslået forvaltningen at kæde tilladelse til nyetablering af boliger sammen med et krav om, at de kommende beboere erklærer sig indforstået med, at adressen ikke giver adgang til beboerlicens til parkering: Det var i lokaludvalgets høringssvar om "Startredegørelse Christiansholm - principper for udarbejdelse af forslag til lokalplan med tilhørende forslag til kommuneplantillæg" og om plansagerne "Østergade 27" og "Ophævelse af Reguleringsplan "Nyhavn havnebrandstation"".
Lokaludvalget vil gerne rejse en generel debat om behovet for biler blandt beboere i de tæt bebyggede områder i Indre By, og beder derfor forvaltningen om at redegøre for, om og i givet fald hvordan kommunen lovligt kan kræve af kommende beboere i nybyggeri i Indre By (som en første gruppe), at de skal erklære sig indforstået med, at adressen, de vil bebo, ikke giver adgang til beboerlicens til parkering.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Når lokaludvalget har besluttet henvendelsen, sender skeretariatet den til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget
Beslutning
Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen og Teknik- og Miljøudvalget om mulighederne for at forlange fraskrivelse af til beboerlicens til parkering, der fremgår af løsningsafsnittet.