Proces for sager med kort svarfrist
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvordan lokaludvalget skal gribe sager med kort svarfrist an.
Problemstilling
Lokaludvalget havde fornyelig to sager med en svarfrist på to uger. De blev med mail sendt i skriftlig votering blandt lokaludvalgets medlemmer. 12 ud af 22 lokaludvalgsmedlemmer deltog, idet en plads i lokaludvalget er vakant.
Under voteringen var der en drøftelse på mail blandt lokaludvalgets medlemmer om behovet for en drøftelse i lokaludvalget af de to sager, før lokaludvalget traf en afgørelse.
I mødet den 12. maj 2016 udsatte lokaludvalget sagen.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter, hvordan lokaludvalget skal gribe sager med kort svarfrist an. Ud over at sende en hastesag i skriftlig votering blandt lokaludvalgets medlemmer kan disse muligheder for at afgøre en hastesag komme i spil:
- Formanden kan afgøre sagen på udvalgets vegne. Det kan kun ske, hvis der ikke er tvivl om, hvad lokaludvalget vil mene om sagen.
- Formanden kan indkalde til ekstraordinært møde. Ligesådan kan mindst en tredjedel af lokaludvalgets medlemmer fremsætte anmodning herom til formanden.
Derudover er der den mulighed, at formanden i samarbejde med sekretariatet.beder om at få udskudt svarfristen, så en behandlnling af sagen i et ordinært lokaludvalgsmøde er mulig.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Det, som lokaludvalget måtte komme frem til, kan være relevant for lokaludvalgets forretningsorden. Ændringer i forretningsordnen skal behandles to gange i lokaludvalget, før de træder i kraft.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede, hvordan lokaludvalget skal gribe sager med kort svarfrist an. Der var følgende bemærkninger:
- Skriftlige voteringer, hvor der kun er mulighed for at svare ja eller nej og ikke mulighed for debat, er ikke godt.
- Hvis lokaludvalget får en sag med kort svarfrist, skal formanden meddele forvaltningen, at lokaludvalget ikke besvarer sagen.
- Formanden bør indkalde til ekstraordinært møde, hvis der kommer en sag med kort svarfrist.
- Formanden må vurdere, hvad der er mest hensigtsmæssigt i forhold til den givne sag med kort svarfrist.
- Formanden kan på baggrund af input fra lokaludvalgets medlemmer indsende et høringssvar med forbehold for lokaludvalgets godkendelse i det næstkommende lokaludvalgsmøde.