Mødedato: 09.06.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Opfølgning på samarbejde med Gefion Gymnasium

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal drøfte et samarbejde med Gefion Gymnasium og beslutte en opfølgende henvendelse til Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. At Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at lokaludvalget har brugt 3.675 kr. på forplejning i forbindelse med et arrangement for Gefion Gymnasium  den 30. maj 2016 på Rådhuset.

  2. At Indre By Lokaludvalg drøfter samarbejdet med Gefion Gymnasium.

  3. At Indre By Lokaludvalg godkender henvendelsen til Borgerrepræsentationen, som fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Indre By Lokaludvalg har i løbet af foråret samarbejdet med Gefion Gymnasium om et undervisningsforløb, som fire 1.g-klasser har været igennem. I undervisningsforløbet, som blev afviklet i uge 21, skulle eleverne arbejde med innovation i forhold til enten partikelforurening eller ungdomsliv i Indre By.

Lokaludvalgsformand Bent Lohmann var med til at skyde forløbet i gang ved at holde et oplæg for eleverne om aktuelle udfordringer i Indre By inden for de to emner.

Lærerne for de fire klasser udvalgte efterfølgende det bedste projekt for hver klasse. De fire bedste projekter blev præsenteret for en dommerkomité bestående af lokaludvalgsmedlemmerne Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Niels Jarler og Kjeld A. Larsen i Rådhusets Festsal mandag d. 30. maj 2016.

Vinderprojektet handlede om indførelse af el-busser i København - elevernes skriftlige besvarelse er vedlagt som bilag.

Løsning

Som opfølgning på samarbejdet foreslår formanden, at lokaludvalget sender følgende henvendelse til Borgerrepræsentationen:

"Indre By Lokaludvalg har netop afsluttet et samarbejde med Gefion Gymnasium omkring et undervisningsforløb, hvor eleverne skulle arbejde innovativt med Indre Bys udfordringer, særligt omkring partikelforurening og ungdomsliv.

Lokaludvalget var med til at bedømme de bedste af elevernes projekter og særligt ét projekt imponerede os ved at være ambitiøst, gennemarbejdet og relevant i forhold til den aktuelle politiske dagsorden, nemlig et projekt om sundhedsgevinsten ved el-drevne busser.

Innovationsprojektet bestod af en undersøgelse af, hvorvidt det er en god idé at omdanne alle busser i København til el-busser og evt. gøre bustransport gratis. Eleverne foreslog, at man  erstatter bussernes dieselmotorer med el-motorer med udskiftelige og genopladelige batterier, der blev opbevaret ved bussernes endestationer. Batterierne vil være så små, at buschaufførerne nemt vil kunne håndtere dem, og så de kan opbevares og genoplades i skabe e.l. ved endestationerne.

Eleverne havde beregnet, at udgifterne ved at lade busserne drive af el vil kunne tjenes ind over en årrække, da tiltaget ifølge deres beregninger vil give en besparelse på sundhedsudgifter ved partikelforurening på ca. 12 mio. kr. om året.

Lokaludvalget mener, at projektet og ideen bag det er så interessant, at det er værd at efterprøve beregningerne, og foreslår derfor Borgerrepræsentationen at bede forvaltningen om at gennemgå projektet.

Vi og eleverne på Gefion Gymnasium ser frem til forvaltningens konklusioner.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
formand”

Økonomi

I forbindelse med arrangementet den 30. maj 2016 på Rådhuset har lokaludvalget betalt 3.675 kr. for forplejning til eleverne, som tak for indsatsen. Gefion Gymnasium dækkede de øvrige udgifter.

Videre proces

Henvendelsen sendes til Borgerrepræsentationen, når lokaludvalget har godkendt den.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog til efterretning, at lokaludvalget har brugt 3.675 kr. på forplejning i forbindelse med et arrangement for Gefion Gymnasium  den 30. maj 2016 på Rådhuset.

  2. Lokaludvalget drøftede samarbejdet med Gefion Gymnasium.

  3. Lokaludvalget godkendte henvendelsen til Borgerrepræsentationen, som fremgår af løsningsafsnittet.

Til top