Mødedato: 09.06.2016, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Kulturhuset Indre By

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal tage formandens udtalelse om Kultur- og Fritidsforvaltningens ”Business case Smarte investeringer i kernevelfærden: Kreative og strategiske partnerskaber i Kultur- og Fritidsforvaltningen” mv.til efterretning samt drøfte, hvordan Kulturhuset Indre By bør fungere på bydelens præmisser.

Endvidere skal Indre By Lokaludvalg afsætte penge til en dialogproces om Kulturhuset Indre By.


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager formandens udtalelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen om forvaltningens ”Business case Smarte investeringer i kernevelfærden: Kreative og strategiske partnerskaber i Kultur- og Fritidsforvaltningen” mv.til efterretning.
  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvordan Kulturhuset Indre By bør fungere på bydelens præmisser.
  3. at Indre By Lokaludvalg afsætter 20.000 kr. af puljen til borgerdialogaktiviteter til en dialogproces om Kulturhuset Indre by.

Problemstilling

Formandskabet samt lokaludvalgsmedlem Steen Juhl Olesen havde i den 6. april  2016 møde med lederen af Kulturhuset Indre By og Huset-KBH om fremtiden for de to kulturhuse og herunder om Kultur- og Fritidsforvaltningens ”Business case Smarte investeringer i kernevelfærden: Kreative og strategiske partnerskaber i Kultur- og Fritidsforvaltningen”.

Af businesscasen fremgår det, at en række faciliteter i Kultur- og Fritidsforvaltningen under enheden DIT:KBH, som bl.a. omfatter Kulturhuset indre By og Huset-KBH, stilles til rådighed for nye kulturelle og kreative samarbejdspartnere, samtidig med at staben i DIT:KBH rykker sammen til en stærkere enhed. Målet er at udvikle nye typer og flere kulturelle og kreative tilbud i byen samt at understøtte det kulturelle og kreative vækstlag endnu bedre end i dag.

Efter mødet sendte formanden en udtalelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen om de tiltag, der var foreslået i businesscasen.

Kultur- og Fritidsudvalget tog stilling til businesscasen i sit møde den 28. april 2016. Kultur- og Fritidsforvaltningen havde indstillet, at der afsættes midler til at implementere business case om ”Kreative og strategiske partnerskaber i Kultur- og Fritidsforvaltningen” med en anlægsbevilling på i alt 5,3 mio. kr. i 2017 fra investeringspuljerne til Smarte investeringer, idet effektiviseringen ville udgøre 1 mio. kr. i 2017 og frem.

Imidlertid traf Kultur- og Fritidsudvalget følgende beslutning:
"Indstillingen (...) (Kreative og strategiske partnerskaber) blev ikke godkendt, og der arbejdes ikke videre med de konkrete cases, men der kan arbejdes videre med konceptet i samarbejde med f.eks. medarbejdere og brugere."

Businesscasen, Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning samt formandens udtalelse ses i bilaget.

Ovenpå Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning mødtes Formandskabet samt lokaludvalgsmedlem Steen Juhl Olesen igen med lederen af Kulturhuset Indre By og Huset-KBH. Med forbehold for lokaludvalgets godkendelse aftalte de at samarbejde om en dialogproces i efteråret 2016 om Kulturhuset Indre By.

Denne indstilling er ændret i forhold til den, som lokaludvalget udsatte i lokaludvalgsmødet den 12. maj 2016.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget tager formandens udtalelse om ”Business case Smarte investeringer i kernevelfærden: Kreative og strategiske partnerskaber i Kultur- og Fritidsforvaltningen” mv. til efterretning.

Endvidere foreslår formanden, at lokaludvalget drøfter, hvordan Kulturhuset Indre By bør fungere på bydelens præmisser.

Endelig foreslår formanden, at lokaludvalget samarbejder med ledelsen af Kulturhuset Indre By om en dialogproces i efteråret 2016 om Kulturhuset Indre By.

Økonomi

Lokaludvalget afsætte en ramme på 20.000 kr. til en dialogproces om Kulturhuset Indre By. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Hvis lokaludvalget beslutter at afsætte penge til en dialogproces, vil formandskabet og Steen Juhl Olsen i samarbejde med sekretariatet og ledelsen af Kulturhuset Indre By planlægge og gennemføre en dialogproces i efteråret 2016.

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog formandens udtalelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen om forvaltningens ”Business case "Smarte investeringer i kernevelfærden: Kreative og strategiske partnerskaber i Kultur- og Fritidsforvaltningen”" mv.til efterretning.
  2. Lokaludvalget drøftede, hvordan Kulturhuset Indre By bør fungere på bydelens præmisser.
  3. Lokaludvalget besluttede at afsætte 20.000 kr. af puljen til borgerdialogaktiviteter til en dialogproces om Kulturhuset Indre By.
Til top