Åben spørgetid
Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.
Beslutning
Distortion
To borgere fortalte, at Distortion ikke burde finde sted, da Indre By ikke kan bære det. Det er en belastning for de, der har deres dagligdag i bydelen, hvad enten de bor, arbejder eller er erhvervsdrivende i Indre By. Det er en fest for de, der ikke tager ansvar, og man kan ikke bo I Indre By, mens det står på. De ønskede at vide, hvilke strategier og muligheder for indflydelse, lokaludvalget har for at stoppe Distortion.
Bent Lohmann svarede, at lokaludvalget ikke kan bestemme noget, men at man med gode argumenter kan påvirke om og hvordan Distortion skal gennemføres. Han bad borgerne skrive indlæg på lokaludvalgets hjemmeside, som kan bruges i argumentationen.
_______________________________________________________________________________________________________________________________________
Diskoteket Blume
Tre borgere fortalte om Diskoteket Blume i baggården Studiestræde 14: Der er støj fra personalet og fra musik og maskiner indvendigt i huset, ventilationsstøj samt lugtener og publikumsstøj i gården og på gaden. Især er bassen blevet et problem. Den høres ikke, men man mærker den i hjertet. Byggereglement er ikke overholdt, der er ingen konsekvens af ulovligheder og kommunen har ikke sagsbehandlet. Miljøkontrollen er enig i borgernes vurdering af forholdene. Ejeren af ejendommen og ejeren af diskoteket, der lejer sig ind i ejendommen, gør intet ved problemerne. Dog har ejeren af diskoteket været imødekommende. De vil klage over kommunens sagsbehandling.
De tre borgere
mente, at der ikke bør tillades diskotek i en gård, der er omgivet af beboelse. Derfor børe den 1-årige bevilling, der er givet, ikke fornyes. Det forrige diskotek på stedet havde en tys tys-mand, som lagde en dæmper på publikumsstøjen i gården, men ordningen fungerer ikke nu. En af borgerne fortalte, at han er hjertelæge og at han sover på hotel, natten før han skal på vagt.
Bent Lohmann foreslog dem at klage til kommunens borgerrådgiver over sagsbehandlingen. Han bad dem sende information om sagen til lokaludvalget, så lokaludvalget kan drøfte den i et kommende møde. Han ville endvidere tage sagen op i Samarbejdsforum om nattelivet i Indre By, der består af repræsentanter for lokaludvalget, Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Politi m.fl., da det er en problemstilling med relevans for restaurationsplanen, som er på vej. Derudover foreslog han dem til stadighed at kontakte rådhusets støjvagt og Københavns politi om konkrete støjgener.
Marianne Spang Bech, leder af Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, oplyste, DTU vil lave to målinger med relation til støj fra nattelivet.
Kirsten Nissen svarede, at borgerrådgiveren gør en forskel.