Mødedato: 09.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Grøn frivillighed i Københavns Kommune

Indre By Lokaludvalg skal drøfte, hvordan det kan understøtte den grønne frivillighed fremadrettet og bemyndige formanden til at svare Teknik- og Miljøforvaltningen på det stillede spørgsmål. 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter, hvordan det kan understøtte den grønne frivillighed fremadrettet.

  2. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at skrive og sende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, baseret på lokaludvalgets drøftelse i mødet den 9. maj 2019.

Problemstilling

Med mail den 30. april 2019 skrev Teknik- og Miljøforvaltningen til lokaludvalget:

"På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning om forvaltningens budget for 2019, var Teknik- og Miljøforvaltningen i december 2019 nødsaget til at opsige samarbejdet med en række grønne frivillighedsaktiviteter pga. af stillingsnedlæggelsen af den grønne frivillighedskoordinator i forvaltningen.

Forvaltningen har på den baggrund gennem de seneste par måneder afholdt dialogmøder med de eksisterende grønne frivillighedsaktiviteter for at afdække deres behov og fremtidsplaner med henblik på den kommende afvikling og afrapportering heraf.

Forvaltningen ønsker i forlængelse heraf input fra lokaludvalgene og miljøpunkterne ift. fremtidens grønne frivillighedsprojekter i København;

  • Hvordan kan Indre By Lokaludvalg understøtte den grønne frivillighed fremadrettet?

Svarfrist: Fredag 31. maj 2019."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter, hvordan det kan understøtte den grønne frivillighed fremadrettet, fx med udgangspunkt i:

  • Lokaludvalget understøtter allerede den grønne frivillighed med driftsstøtte til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn på 680.000 kr. i 2019 og det samme beløb i 2020, hvis lokaludvalget råder over en pulje i 2020.

  • Beboere, netværk, organisationer osv. er velkomne til at søge lokaludvalget om støtte til grønne, frivillige projekter. I 2018 støttede lokaludvalget således et projekt vedr. grønne bede på Sankt Pauls Plads.

  • Lokaludvalget ser gerne, at grejet til frivillig affaldsindsamling, som Teknik- og Miljøforvaltningen fornyelig har overdraget til lokaludvalgene, benyttes af beboere, netværk, organisationer osv., men for at det kan lade sig gøre, skal forvaltningen udmønte en driftsbevilling til lokaludvalgene til administration og drift af grejet. Indtil det sker, udlånes grejet kun til aktiviteter, som lokaludvalgene og Miljøpunkterne står for.

  • Vanløse Lokaludvalg og Miljøpunkt Indre By & Christianshavn har opbevaret grejet, som forvaltningen overdrog til lokaludvalgene. Miljøpunktet optalte den 1. april 2019 det grej, det havde liggende:

      • ca. 220 veste i forskellige størrelser, hvoraf ca. 20 ikke var rene eller i stykker
      • 92 snappere og 25 børnesnappere
      • Mange par handsker

    Hvor meget grej Vanløse Lokaludvalg opbevarede den 1. april 2019, vides ikke. Alt grejet opbevares nu af Vanløse Lokaludvalg.

       

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Lokaludvalget sender et svar til Teknik- og Miljøforvaltningen, baseret på lokaludvalgets drøftelse i mødet den 9. maj 2019.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede, hvordan det kan understøtte den grønne frivillighed fremadrettet. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:
    • Lokaludvalget skal protestere i mod, at kommunen overdrager opgaver til borgerne.
    • Forvaltningen begår en fejl.

  2. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen,
    • at lokaludvalget understøtter den grønne frivillighed med driftsstøtte til Miljøpunkt Indre By & Christianshavn på 680.000 kr. i 2019 og det samme beløb i 2020, hvis lokaludvalget råder over en pulje i 2020.
    • at beboere, netværk, organisationer osv. er velkomne til at søge lokaludvalget om støtte til grønne, frivillige projekter.
    • at lokaludvalget gerne ser, at grejet til frivillig affaldsindsamling, som Teknik- og Miljøforvaltningen fornyelig har overdraget til lokaludvalgene, benyttes af beboere, netværk, organisationer osv., men for at det kan lade sig gøre, skal forvaltningen udmønte en driftsbevilling til lokaludvalgene til administration og drift af grejet. Indtil det sker, udlånes grejet kun til aktiviteter, som lokaludvalgene og Miljøpunkterne står for.

    • at lokaludvalget foreslår, at stillingen som frivillighedskoordinator genoprettes, så forvaltningen kan understøtte lokale frivillige grønne initiativer.

Til top