B-sag: Nyholm
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg ikke beslutter eller tilkendegiver en holdning om Nyholms fremtid, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Medlemsforslag fra Jep Loft 24. april 2019:
"Jeg foreslår, at lokaludvalget udtaler sin støtte til disse tanker."
Jep Loft henviser til nedenstående debatindlæg, som Allan Mylius Thomsen har skrevet sammen med Nikolaj Bøgh, konservativ kulturrådmand på Frederiksberg, og Christian Donatzky, radikal formand for Teknik- og Miljøudvalget i Helsingør. Allan Mylius Thomsen sendte debatindlægget til Jep Loft den 24. april 2019.
"Red Nyholm
Gennem 500 år satte den danske flåde sit markante præg på landets hovedstad. I forsvaret af den danske konges vidt udstrakte riger spillede flåden en helt afgørende rolle, og store dele af København var reserveret flådens aktiviteter. Betydningen for Danmarks historie og for dansk identitet af de københavnske flådeanlæg, kan næppe overvurderes. Den epoke er nu imidlertid endegyldigt slut. Med det seneste forsvarsforlig blev det besluttet, at søværnet skal forlade Nyholm, som var den sidste del af København, hvor søværnet havde aktiviteter.
Nyholm rummer store historiske værdier og arkitekturværdier, hvoraf enkelte er sikrede gennem fredning, bl.a. mastekranen og hovedvagten. Det gælder dog her -som med andre områder ejet af Forsvaret - at der findes bygninger, der under normale forhold ville være fredet eller have høj bevaringsværdig, men som i dag sågar ikke er registrerede som bevaringsværdige bygninger. Derfor er der helt grundlæggende behov for en vurdering af samtlige bygningers bevaringsværdier, før der træffes nogen beslutninger om områdets fremtid.
Dernæst er der behov for at sikre, at Nyholm ikke blot overudnyttes til boligbyggeri, sådan som det er sket med resten af Holmen. Udfordringen er, at salg af bygninger og grunde er en del af finansieringen af det nye forsvarsforlig, altså penge, som forsvaret skal bruge til andre ting. Derfor vil der være stor risiko for, at man blot forsøger at kapitalisere så meget på området som muligt. Men for Københavns og Danmarks skyld er den beslutning simpelthen for vigtig at overlade til forsvaret selv. Det må og skal være en fælles national beslutning, hvilken fremtid Nyholm skal have. Det er vigtigt, at områdets karakter og bebyggelsesplan bevares, navnlig i den nordlige del af området, der rummer de største arkitekturværdier. Det skal i den forbindelse undgås, at Nyholm blot vokser sammen med den øvrige by, så områdets særlige karakter af flådeby forsvinder og blot bliver blandet sammen med det nærliggende Christianshavn, der som handelsby har en helt anden historie at fortælle eftertiden.
Nyholm kan ikke ses isoleret, for området er en unik del af København, som vi ikke får tilbage, hvis først den er ødelagt. By og Havn har mere eller mindre udviklet hele havnen (der er smallere og mindre farbar end nogensinde), mest til private boliger. Det er derfor nu vigtigt at kæmpe kampen for ikke kun at redde men løfte de egentlig ganske få tilbageværende områder af særlig kvalitet, der belyser Danmarks og Københavns historie. Det er heller ikke fordi, der i fremtiden decideret kommer til at mangle byudviklingsområder i den østlige del af København. I de næste to årtier kan vi se frem til enorme boligbyggerier i den resterende del af Nordhavn, på Godsbaneterrænet, Refshaleøen, Kløvermarken, den planlagte Lynetteholmen samt en række mindre områder. Set i det lys ville det være utroligt småtænkende at insistere på at udnytte et så lille område med så begrænsede udnyttelsesmuligheder som Nyholm alene til boliger og eventuelt lidt erhverv.
Danmarks historie og København har brug for at passe på disse få km2, og der bør i samarbejde med fonde og andre private investorer udvikles en solid forretningsmodel, der fremtidssikrer ikke kun den fysiske kulturarv, men også stedets identitet. Et vigtigt aspekt i den forbindelse er at sikre bevarelse og fornuftige omgivelser til Batteriet Sixtus, som efter det vi ved i dag tænkes bevaret - alt andet ville også være destruktivt vanvid. Batteriet Sixtus rummer Rigets Flag, selve symbolet på Danmarks suverænitet, som har vajet her siden 1788, og batteriet rummer desuden de salutkanoner, der bl.a. anvendes ved en lang række officielle og nationale lejligheder.
Det forekommer oplagt at tænke i anvendelsesmuligheder for Nyholm, der bygger videre på flådehistorien. Et maritimt oplevelsescenter har været nævnt, hvilket vil give meget mening fordi det vil kunne have fokus på både Københavns fortid og fremtid – måske i mindre skala lidt i stil med UNESCO Verdensarvsområdet Maritime Greenwich udenfor London, som bl.a. formidler den britiske flådehistorie.
Mulighederne kan være mange, så længe man tænker på at bevare stedets identitet. Det er ikke så få muligheder, der er gledet os af hænde ved ikke at styre i tide på resten af Holmen og alene se på de kortsigtede økonomiske gevinster, der kunne vrides ud af områderne. Nu er det tid til at tage skeen i den anden hånd og tænke sig godt om, for vi har brug for at redde Nyholm for eftertiden."
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget ikke godkender medlemsforslaget, da Nyholm ligger i Christianshavns Lokaludvalgs område. Spørgsmålet om Nyholms fremtid er en sag, som Christianshavns Lokaludvalg lægger et stort arbejde i for tiden.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Intet for Indre By Lokaludvalgs vedkommende.
Sekretariatet oplyser, at Initiativgruppen Nyholm (Christianshavns Lokaludvalg, Fregatten Peder Skram, Projektgruppen Danmarks Maritime Park på Nyholm og Refshaleøen samt Stiftelsen Georg Stages Minde), der står bag Charter for Nyholm og den maritime kulturarv i Københavns havn, har et offentligt arrangement med lancering og pressemøde om Charteret onsdag den 8. maj 2019 kl 11.00 i Officersskolens aula på Nyholm. I forbindelse med lanceringen vil medunderskriverne signere en planche med Charteret.
Beslutning
- Lokaludvalget drøftede sin holdning til Nyholms fremtid.
- På forslag fra Bent Lohmann beslutte lokaludvalget at tilkendegive over for Christianshavns Lokaludvalg, at man følger udviklingen vedr. Nyholm og er bekymret for, at øens værdier kan gå tabt.