B-sag: Projekt for Søerne, bæredygtig bypark
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til at meddele borgeren bag projektforslaget "Projekt: De Indre Søer - bæredygtig bypark", at lokaludvalget tager stilling til det, når det har holdt et borgermøde om Søernes herlighedsværdi og rekreative værdi, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Med mail den 22. februar 2019 skrev en borger til Nørrebro Lokaludvalg, Indre By Lokaludvalg, Østerbro Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalg:
"Projekt: De Indre Søer - bæredygtig bypark
Er der interesse for et samarbejde om projektet her ?
Projektgruppen har kørt nogle måneder nu, der resterer en uddybning, men konceptet er rimeligt på plads. Projektet fremlægges på møde med TM borgmester i maj og drøftes med forvaltningen i marts. Vi er naurligvis interesseret i lokaludvalgenes holdning, bemærkninger og opbakning og møder gerne op til en drøftelse af projektet og et muligt samarbejde. Danmarks Naturfredningsforening anbefaler (vedhæftet) .
Vi er to arkitekter og en lærer fra Nørrebro med relevant viden om miljø, byplanlægning og lokale forhold.
Må vi høre fra jer."
Med mail den 18. april 2019 rykkede borgeren sekretariatet for et svar fra Indre By Lokaludvalg:
"Kære Christian Christensen
Først i april stillede du os i udsigt lokaludvalgets bemærkninger til det fremsendte forslag.
Der har siden været afholdt møde med TM forvaltningen og her som hos DN og DOF er der positive tilkendegivelser. Stadsarkitekten har fået projektet tilsendt og vi har møde med TM borgmester i næste måned.
Opnår vi politisk og økonomisk støtte, fortsætter uddybning, hvor lokaludvalgene indbydes.
Projektbeskrivelsen er opdateret og du får den her vedhæftet.
Må vi høre fra jer snarest."
Projektforslaget, der ses i bilaget, omfatter bl.a.
- Ensretning af alle Søgaderne
- Etablering af en kraftig vegetation for filtrering og afskærmning mod støv, støj og emission og for øget CO2 optag i randzonen mod Åboulevarden, Søgaderne, Fredensbro, Østerbrogade, Kampmannsgade og Gl. Kongevej.
- Regulering af cykelstien på vestsiden i to adskilte spor med sikret afgrænsning mod den gående færdsel.
- En bro for gående og cyklende færdsel over Sortedamssøen med en placering, der relaterer sig til skoler / opland.
- Etablering rundt i søernes bredzone en ny, kreativ og robust vegetation, nye biotoper.
- Etablering af en eller flere mindre fugleøer i både Peblinge- og Sortedamssøen som ruge- og rastested for stand- og trækfugle.
- Forbedring af vandkvaliteten ved mekanisk og biologisk rensning for at opnå større biodiversitet i plante- og dyrelivet.
Løsning
Formanden foreslår, at han bliver bemyndiget til meddele borgeren,
- at lokaludvalget i princippet støtter alle tiltag, der styrker Søernes herlighedsværdi, rekreative værdi og naturliv
- at lokaludvalget i øjeblikket har fokus på at hindre, at Sankt Jørgens Sø indrettes til et skybrudsbassin.
- at lokaludvalget planlægger at holde et borgermøde om Søernes herlighedsværdi og rekreative værdi, når der er truffet beslutning om skybrudsprojektet for Sankt Jørgens Sø.
- at "Projekt: De Indre Søer - bæredygtig bypark" kan drøftes på et sådant borgermøde
- at lokaludvalgets stillingtagen til projektet bl.a. vil afhænge af udfaldet af borgermødet.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Formanden skriver til borgeren om lokaludvalgets beslutning.
Beslutning
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til at meddele borgeren bag projektforslaget "Projekt: De Indre Søer - bæredygtig bypark", at lokaludvalget tager stilling til det, når det har holdt et borgermøde om Søernes herlighedsværdi og rekreative værdi, jf. løsningsafsnittet.