Mødedato: 09.05.2019, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

B-sag: Høringssvar om lokalplanforslaget "Laksegade Øst"

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal bemyndige formanden til at skrive og sende lokaludvalgets høringssvar ved lokalplanforslaget "Laksegade Øst".

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger ham til sammen med lokaludvalgets næstformænd og sekretariatet at skrive og sende lokaludvalgets høringssvar vedr. lokalplanforslaget "Laksegade Øst" til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt lokalplanforslaget "Laksegade Øst" i offentlig høring i perioden 8. april-3.juni 2019. Se bilaget.

Baggrunden for lokalplanforslaget er, at Danske Banks hovedkvarter ved Holmens Kanal og den østlige del af Laksegade er blevet solgt og forventes fraflyttet fra år 2023 og frem. Ejendommens nye ejere ønsker at omdanne området til et blandet, fodgængervenligt bykvarter med butikker i stueetagen og mulighed for boliger og erhverv på de øvre etager. Bygherres intention for butikslivet er at skabe et højkvalitets handelsmiljø efter et ’Nordic Designer´s Village’- koncept.

Projektet er ikke i overensstemmelse med kommuneplan 2015. Der er derfor udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg, som geografisk udvider City Bymidte detailhandelsramme til også at dække lokalplanområdet. Der tillades samlet set ikke yderligere butiksareal i bymidten.

Med respekt for kvarterets bevaringsværdige bygninger ombygges stueetagerne i et vist omfang med større vinduespartier og flere indgange for at fremme handelslivet og oplevelserne i gadeplan. Et eksisterende parkeringshus i Asylgade ønskes fjernet, og der kan i stedet opføres nyt byggeri med butik i stueetagen og almene boliger på de øvre etager. Den eksisterende erhvervsbygning mod Bremerholm fra 1968 ønskes ombygget til et nyt udtryk og indrettes med publikumsorienteret stueetage og boliger og erhverv på de øvrige etager. Både nyt byggeri og ombygninger skal udføres med respekt for områdets arkitektoniske egenart og den høje bygningsmæssige kvalitet, som præger lokalplanområdet og kvarteret omkring. Bygherre har oplyst, at det samlede bruttoetageareal i lokalplanområdet, inkl. nybyggeri, udgør 36.585 m2.

 

Sammen med forvaltningen er lokaludvalget vært for et borgermøde den 15. maj 2019 om lokalplanforslaget og om udviklingen af området omkring Danske Bank-bygningen.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget bemyndiger ham til sammen med lokaludvalgets næstformænd og sekretariatet at skrive og sende lokaludvalgets høringssvar ved lokalplanforslaget "Laksegade Øst" til Teknik- og Miljøforvaltningen. Høringssvaret baseres på lokaludvalgets bemærkninger i mødet den 9. maj 2019, borgernes bemærkninger i borgermøde den 15. maj 2019 samt lokaludvalgets høringssvar af 28. februar 2019 om lokalplanforslag "Lille Kongensgade-karreen" (se bilaget).

Økonomi

Lokaludvalget har afsat en ramme på 15.000 kr. til borgermødet den 15. maj 2019. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Formanden skriver lokaludvalgets høringssvar og lægger det på bliv hørt-portalen.

Sammen med forvaltningen er lokaludvalget vært for et borgermøde den 15. maj 2019 om lokalplanforslaget og om udviklingen af området omkring Danske Bank-bygningen.

Forvaltningen oplyser, at indstillingen om endelig vedtagelse af lokalplanen forventes forelagt Borgerrepræsentationen medio 2019.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede formanden til sammen med lokaludvalgets næstformænd og sekretariatet at skrive og sende lokaludvalgets høringssvar vedr. lokalplanforslaget "Laksegade Øst" til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Til top