B-sag: Offentligt debatmøde om arkitektur og byrum i Indre By
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg er vært for et offentligt debatmøde om arkitektur og byrum i Indre By
- at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 25.000 kr. til mødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til at planlægge og gennemføre mødet sammen med sekretariatet.
Problemstilling
Med udgangspunkt i, at 2023 er arkitekturår drøftede lokaludvalget i mødet den 9. februar 2023 byggestil i Indre By. Lokaludvalget besluttede at holde et offentligt debatmøde om dette tema.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget er vært for et offentligt debatmøde om arkitektur og byrum i Indre By. Udgangspunktet for debatten er, at oplevelsen af et byrum og anvendelsen af et byrum er præget af arkitekturen i det pågældende byrum og kvarter.
Det vil være op til tovholderne at beslutte, hvem der skal indlede debatten, men formandskabet forestiller sig, at det er fagfolk med markante holdninger til temaet. Formandskabet foreslår, at stadsarkitekten inviteres til enten at holde et oplæg eller til at kommentere debatten undervejs i mødet.
Økonomi
Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 25.000 kr. til mødet. Der vil være udgifter til lokaleleje, annoncering og forplejning. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Videre proces
Tovholderne planlægger og gennemfører debatmødet sammen med sekretariatet.
Lokaludvalgets opfølgning på debatmødet kan være et input til lokaludvalgets høringssvar om kommuneplanstrategien og kommuneplanen, ligesom det kan inddrages i en eventuel justering af bydelsplanen i foråret 2024.
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at være vært for et offentligt debatmøde om arkitektur og byrum i Indre By
- Lokaludvalget afsatte en ramme på 25.000 kr. til mødet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalget udpegede Kjeld A. Larsen og Jep Loft til at planlægge og gennemføre mødet sammen med sekretariatet.