Mødedato: 09.03.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Strategi for delebiler i København 2017-2020

Indre By Lokaludvalg skal drøfte "Strategi for delebiler i København 2017-20" for så vidt angår forhold i Indre By. 


Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter "Strategi for delebiler i København 2017-2020" for så vidt angår forhold i Indre By. Se bilaget.

Problemstilling

I mødet den 27. februar 2017 godkendte Teknik- og Miljøudvalget, at "Strategi for delebiler 2017-2020" danner grundlag for Københavns Kommunes videre arbejde med udbredelse af delebiler. Strategien er udarbejdet af Teknik- og Miljøforvaltningen.

Byudviklingsgruppen ønsker, at lokaludvalget drøfter strategien sammen med to andre sager på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 9. marts 2017: "Handlingsplan for grøn mobilitet - opfølgning 2017" og "Cykelprioriteringsplan 2017-2025".

Udarbejdelse af strategien er baseret på inddragelse af aktører på delebilområdet samt på generel indsamling af viden. På basis heraf er der opstillet en række tiltag , som alt efter deres hovedformål er grupperet indenfor de fem temaer:

• Parkering
• Synlighed
• Byudvikling og byplanlægning
• Kommunens egen kørsel
• Samarbejde

Samlet set peges på 15 tiltag,

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter "Strategi for delebiler i København 2017-2020". for så vidt angår forhold i Indre By.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

 

Beslutning

Lokaludvalget behandlede dagsordenens punkt 7, 8 og 9 samlet.

  1. Lokaludvalget drøftede "Handlingsplan for grøn mobilitet  - opfølgning 2017”, "Cykelstiprioriteringsplan 2017-2025" og "Strategi for delebiler i København 2017-2020" for så vidt angår forhold i Indre By. Der var følgende bemærkninger:
    • Bæredygtighedsmålsætninger er under pres.
    • Parkeringsafgiften i Indre By bør som i Ørestad afspejle driftsudgiften.
    • Kommunens mobilitetsmål har forskellig tidshorisont for de forskellige trafikformer. Grøn mobilitet har 1/3 på cykel, 1/3 i kollektiv trafik og 1/3 i bil som målsætning. Cykelstiprioriteringsplanen har som mål for 2025, at 75% af transporten i kommunen sker med cykel, offentlig transport og gang. Der er behov for én målsætning og for absolutte mål.
    • Klimaplanmålsætningen er ikke realiseret.
    • Målsætningen i Grøn Mobilitet måles på antal ture, men ture kan være af forskellig længde.
    • Grøn mobilitet fremhæver selvkørende køretøjer som noget for København i fremtiden, men de vil forøge trafikken og ikke nedbringe CO2-udledningen.
    • Cityringen vil ikke nedbringe biltrafikken, men vil nedbringe cykeltrafikken en smule.
    • Cykelprioriteringsplanen er god, også fordi den er baseret på borgerinddragelse.
    • Cykelprioriteringsplanens indhold om cykelstier i Indre By kan bruges i Indre By Bydelsplan.
    • Delebiler er et godt middel til at opnå kommunens målsætninger for transport. Delebilstrategien bør kædes sammen med parkeringsnorm-kravene i lokalplaner, fx på basis af frivillige aftaler.
    • Spørg om borgerne om deres behov for delebiler.
    • Tiltagene i delebilstrategien fremstår uden data.
    • Der er ikke målsætninger for udledningen af ultrafine partikler.
    • Delebilerne og delebil-parkeringspladserne bør have et fælles logo, så man kan reklamere for ideen.
    • Det er et problem, at delebil-operatørerne tilbyder dieselbiler.
    • Ideen om dobbeltrettede cykelstier sniger sig ind i kommunens planlægning. Man bør planlægge med enkeltrettede cykelstier.
    • Det er ikke godt, at folk går fra at være cyklister til at være delebil-bilister. Delebil-ordningen skal give færre biler i gaderne.
    • I de forskellige strategier og planer mangler der noget om, hvordan børn kan cykle i byen. Børn skal lære at cykle selv og være gode cyklister.
    • Busser, der udleder CO2, støjer og giver lokal luftforurening på niveau som elbusser, skal sættes i drift hurtigere end det fremgår af Grøn Mobilitet.
    • Kommunen skal afholde sig fra at kalde cykelstierne i Farmiagsgaderne for supercykelstier. Man kan ikke cykle hurtigt i de gader.
    • Skolevalg hænger sammen med, hvordan forholdene for børn, der cykler, er.
    • Kommunen bør stille krav om, at delebilerne, der tilbydes, er el-biler eller hybridbiler.
    • Børns evne til indlæring hænger sammen med, hvorvidt de selv cykler.
    • Det er ikke godt, at man tillader cykling mod ensretningen. Det skal kun være muligt, hvor der er plads.
    • Ønsket om, at cyklister skal tillades at svinge til højre for rødt lys, burde omtales i cykelprioriteringsplanen.
    • Kommunen bør forholde sig til el-drevne cykler.. Er de til fare for andre?
    • Københavns Kommune bør indføre et delebilsymbol.
    • Kommunen bør genoplive fodgængerstrategien, som den udarbejdede for nogle år siden.
    • Kommunen bør vedvarende stå for en humoristisk, effektiv cykelkulturkampagne. Cyklisterne cykler i stigende grad på fortovene. Det er ikke nok med karma-kampagnerne.
    • Hvis cyklister får lov til at svinge til højre for rødt, vil de ikke komme i karambolage med fodgængere, der skal over gaden.
    • Det vil være godt med oplysning om, hvor i Københavns Kommune, der er sket trafikdrab.
    • Man bør på Strøget og Købmagergade i Indre By skilte med reglerne for kørsel. Fiolstræde er ensrettet.
    • Delebiler skal være let tilgængelige, hvis ordningen skal slå an. Delebiloperatørerne bør etablere en fælles platform.
    • Når kørslen med delebiler stiger, vil parkeringsproblemerne falde.
    • Delebiltilbuddene bør være med i kommunens Smart City-program.

    • Lokaludvalget godkendte et forslag fra Bent Lohmann om, at han inviterer Teknik-og Miljøforvaltningen til et møde med lokaludvalget om sammenhængen mellem  "Handlingsplan for grøn mobilitet  - opfølgning 2017”, "Cykelstiprioriteringsplan 2017-2025" og "Strategi for delebiler i København 2017-2020" for så vidt angår Indre By.
    Til top