B-sag: Københavner-picnic den 11. juni 2023
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 50.000 kr. til Københavner-picnicen. Rammen skal ses som en reserve, som lokaludvalget om nødvendigt vil kunne udmønte på et senere tidspunkt, når der er et bedre overblik over økonomien i projektet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
Problemstilling
Baggrund
I 2023 er der Arkitekturår i København, hvilket fejres med en række arrangementer og borgerevents året igennem.
Arkitekturåret varer fra januar til december 2023 og består af mange aktiviteter for mange forskellige målgrupper. Aktiviteterne omfatter rundvisninger, debatter, åbent hus og byg selv-aktiviteter. Disse fremgår i programmet på https://www.copenhagenincommon.kk.dk/ og på https://brugbyen.nu/.
I den forbindelse er det besluttet, at Teknik- og Miljøforvaltningen organiserer afholdelsen af en Københavner-picnic søndag den 11. juni 2023 kl. 16-19 med fællesspisning forskellige steder rundt om i byen. Lokaludvalgene er inviteret til at projektudvikle og samskabe eventet.
Teknik- og Miljøforvaltningens rammer og foreløbige tanker indtil nu:
- Picnic i alle bydele plus havnen
- 2-500 deltagere pr. sted
- Mulighed for bydelsgåture før middagen hvor lokale steder/aktiviteter vises frem
- Deltagere medbringer selv service. Forvaltningen skaber en fælles identitet med bordpynt osv.
Hver bydel kan regne med 50.000 kr. fra Teknik- og Miljøforvaltningen til arrangementet. Heraf forventes ca. halvdelen at gå til faciliteter som madtelt, borde/bænke, toiletter m.v. Såfremt der er behov for yderligere penge, skal disse afsættes lokalt af f.eks. lokaludvalg, kulturhuse osv. Der planlægges også med indtægter fra deltagerbetaling for maden: Ca. 200 kr.
Teknik- og Miljøforvaltningen har efterspurgt
- Ideer til udendørs-lokationer
- Ideer til regnvejrs-lokationer som back up
- Ideer til lokale madaktører/startups; gerne socialøkonomiske
- Ideer til aktiviteter: Talks/taler/bydelssnak, underholdning, ture mm.
Status
I mødet den 12. januar 2023 oplyste Gunna Starck og Sally Mountfield, at de vil søge fondsstøtte til lokaludvalgets picnic-arrangementer, som planlægges afholdt i Magstræde og ved Bygningskulturens Hus i Borgergade.
Løsning
Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 50.000 kr. til Københavner-picnicen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
På nuværende tidspunkt er det usikkert om og i givet fald hvor mange penge, der vil være behov for til arrangementet. Rammen, der afsættes, skal derfor ses som en reserve, som lokaludvalget om nødvendigt vil kunne udmønte på et senere tidspunkt, når der er et bedre overblik over økonomien i projektet.
Økonomi
Se ovenfor.
Videre proces
Gunna Starck og Sally Mountfield orienterer med jævne mellemrum lokaludvalget om status på planlægningen af arrangementerne.
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at afsætte en ramme på 50.000 kr. til Københavner-picnicen. Rammen skal ses som en reserve, som lokaludvalget om nødvendigt vil kunne udmønte på et senere tidspunkt, når der er et bedre overblik over økonomien i projektet. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.