Mødedato: 09.02.2023, kl. 18:30
Mødested: Trinitatis Sognehus, Pilestræde 67

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Tilhørere, der ønsker at komme med forslag eller stille spørgsmål til lokaludvalget, har hver op til 10 minutter til rådighed.

Beslutning

Vendersgade 13
Tre borgere orienterede om forholdene for beboerne i Vendersgade 13, hvor der er en bar og et værtshus i stueetagen. Baren giver støjgener op i lejlighederne, så beboerne ikke kan sove. Det giver stress. Kommunen har målt støj i en lejlighed, men ikke nok til, at kommunen kan gøre noget ved det. Der har været dialog med udlejeren, men det har ikke hjulpet. Der er lydt i ejendommen, og indretningen af baren og værtshuset er med til at gøre, at støjen trænger op på fx. 3. sal. Det er musik og smækkende døre. Der er er også røggener fra cigaretrygere. Beboerne har ønske om, at kl. 2-bevillingen tages fra de to restaurationer.

Bent Lohmann svarede, at kommunens støjenhed kan foretage støjmålinger i en lejlighed over nogle dage, så man kan måle støj i forhold til støjforskriften. Men det kræver, at man ikke selv er i lejligheden. Han svarede videre, at beboerne bør henvende sig til Lejernes Landsorganisation om forholdene. Endelig svarede han, at beboerne skal gøre Bevillingsnævnet opmærksom på problemerne.

Mads Aarup svarede, at en sag fra hans kvarter viser, at der skal vedholdenhed til. Her blev der målt støj med en harddisk-optager over længere tid, hvilket førte til, at en restauration blev pålagt at få orden på forholdene. Det er støjmålinger efter kl. 22, som kan give det ønskede resultat. Han svarede videre, at det ikke nytter at anfægte de fastsatte støjgrænser.

Michael Thorup svarede, at det er lovpligtigt med en vedligeholdelsesplan for ejendommen, herunder for indretningen af erhvervslejemål. Beboerne bør undersøge, hvad vedligeholdelsesplanen for ejendommen indeholder i forhold til, at der er lydt i ejendommen. Han svarede videre, at beboerne bør efterspørge nye husregler, som også skal gælde for erhvervslejemålene.

Sally Mountfield svarede, at hun gerne vil hjælpe beboerne i forhold til processen.

Marietta Bonnet svarede, at beboerne bør undersøge, om de indretningsmæssige forhold i de to restaurationer er godkendt af bygningsmyndigheden.

Trængsel i gaderne

En borger foreslog, at man gør noget i forhold til trængslen på cykelstier og fortove: På cykelstierne er der kommet flere og herunder også folk, som bruger andre transportmidler end en almindelig cykel, men cykelstierne er ikke blevet bredere. Hun gav derudover udtryk for, at cykel-kulturen bør forbedres, men hun savnede handling fra Cyklistforbundet. Det kunne fx. være en nudging-kampagne med henblik på at få folk på cykelstierne til at tage bedre hensyn til hinanden.

Hun foreslog desuden, at der gøres noget for at skabe bedre plads på fortovene i gader med trængsel, fx. i St. Kongensgade. Det kunne fx. være, at man skal indskrænke udeserveringer, så der er bedre plads til de gående. Hun savnede handling fra Fodgængerforbundet.

Bent Lohmann svarede, at lokaludvalget tidligere har stået for en nudging-kampagne overfor cyklister, som efterfølgende blev overtaget af Teknik- og Miljøforvaltningen. Kampagnen er nu i dvale, men cyklist-adfærden vil blive nævnt i lokaludvalgets bydelsplan for Indre By. Han svarede videre, at lokaludvalget går ind for, at man markerer udeserveringsarealer og at kommunen i øjeblikket eksperimenterer med det.

Gunna Starck svarede, at hun ser mange hotelcykler i gågaderne, og at der bør udarbejdes en folder til turister om regler og opførsel på cykel. Hun gav udtryk for, at cyklisters adfærd er bedre end rygtet. Hun svarede videre, at Cyklistforbundet ikke har fokus på hverdagscyklismen.

Niels Kongshaug svarede, at fortove og cykelstier er for smalle, mens kørebaner er for brede. 

Sally Mountfield svarede, at temaet drøftes i lokaludvalgets Byudviklingsgruppe. Hun svarede videre, at forholdene i Middelalderbyen er under forandring med vedtagelsen af Byrums- og Trafikplanen for Middelalderbyen.

Marietta Bonnet svarede, at i de smalle gader samt i gader med blandet trafik er fodgængerne øverst i hierarkiet. Dvs. at andre må vige for dem.

 

Det lokale miljøarbejde

Lederen af Miljøpunkt Indre By & Christianshavn Marianne Spang Bech oplyste, at en medarbejder i Miljøpunktet har fundet andet arbejde. Der holdes afskedsreception for hende den 28. februar 2023 om eftermiddagen.

 

Til top