Mødedato: 09.02.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Mindre anlægsprojekter på supercykelstien i Øster Farimagsgade, Nørre Farimagsgade og H.C. Andersens Boulevard

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal tage til efterretning, at Teknik- og Miljøforvaltningen vil gennemføre mindre anlægsprojekter på supercykelstien "Københavnerruten" i Øster Farimagsgade, Nørre Farimagsgade og H.C. Andersens Boulevard.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg skal tage til efterretning, at Teknik- og Miljøforvaltningen vil gennemføre mindre anlægsprojekter på supercykelstien "Københavnerruten" i Øster Farimagsgade, Nørre Farimagsgade og H.C. Andersens Boulevard jf. afsnittet "Problemstilling", med følgende spørgsmål, forslag og bemærkninger:
    • Hvad tanken er med at lave en ”cykelmotorvej” gennem meget kompliceret gadesystem i indre København?
    • Hvad man vil gøre for at få cyklisterne (især de hurtige cyklister) til at tage hensyn til deres omgivelser? Skal man overhovedet kalde det for "Supercykelstier"?
    • Lokaludvalget foreslår, at der opsættes en hastighedsviser ved Øster Farimagsgades Skole for yderligere at bremse bilisterne af hensyn til skolebørnene.
    • Der er kommet mange forvirrende symboler på cykelstierne, så der ligger en formidlingsopgave.

 

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen præsenterede den 1. februar 2017 et projekt for Byudviklingsgruppen vedr. mindre anlægsprojekter på supercykelstien ”Københavnerruten”. Fra referatet af mødet:

"Vi havde besøg af Teknik- og Miljøforvaltningen, som holdt et powerpoint oplæg om supercykelstien Københavnerruten. Vi skal komme med input til et høringssvar om ruten, som skal på dagsordenen på næste lokaludvalgsmøde torsdag den 9. februar.

Forvaltningen fremviste et sæt tekniske tegninger, startende foran Øster Farimagsgade Skole. For at sikre cyklisterne og børnenes vej fra skolen til busstoppestedet foran skolen anlægges en busperron, men intet fodgængerfelt på cykelstien. En detektering af fodgængere lægges til infrarød video, således at der bliver rødt lys, når der står fodgængere foran fodgængerovergangen i starten af busperronen. Byudviklingsgruppen vil foreslå, at man sætter en hastighedsviser op for yderligere at bremse bilisterne af hensyn til skolebørnene.

Den næste tegning viste strøget foran Kruts Karport. Alle caféer har trange kår m.h.t. pladsforhold. Cykelstien er her udvidet til 2,8 m ved at tage noget af vejbredden, også for at gøre fortovet bredere, så udelivet kan eksistere samtidig med barnevogne, fodgængere og cyklister. Der etableres en busholdeplads med perron. Hans-Henrik T. Ohlsen gjorde opmærksom på livlig leverandørtrafik og bude, der løber ud og ind i butikker/caféer på denne strækning. Man har forsøgt at indarbejde flere P-pladser a.h.t. leverandørerne, men får udsynsproblemer, ligesom Politiet har bedt om at der tages højde for biler, der kører ud fra Lundsgade.

Kjeld A. Larsen stillede spørgsmål til, hvad tanken er med at lave en ”cykelmotorvej” gennem meget kompliceret gadesystem i indre København, og hvad man vil gøre for at få cyklisterne (især midaldrende, lycraklædte mænd på ”super”cykler) til at tage hensyn til deres omgivelser. Skal man overhovedet kalde det for Supercykelstier?

Sølvtorvet tager fat i Allerødruten og Tagensvejkorridoren. Man laver krydset som en hollandsk cykelboks, så cyklisterne holder i deres egen boks foran højresvingsbilerne. I Farimagsgade laves en egen cykelsti i dele af krydset på begge sider for at give et bedre flow til gadens cykelstier. Cyklisterne får grønt lys før de andre trafikanter, så de uhindret kan dreje til højre. Man udvider hellet ved to fodgængerfelter.

Ahlefeldtgade: Der laves et stykke ny cykelsti, som bussen holder udenpå. Et foreslået virtuelt bushelle blev droppet, da det kan virke forvirrende.

Gothersgade: Der laves en busperron på den ene side.

H.C. Andersens Boulevard: Der laves en busbane, en højresvingsbane for bilister og en adskilt cykelsti for cyklister ved Jarmers Plads. Cyklisterne afvikles først med grønt lys, så de er kørt, når bilerne starter.

Ved Glyptoteket og Dantes Plads kan cykelstien udvides på begge sider (som eneste sted på H.C. Andersens Boulevard), så her er der opnået brede cykelstier, og kørebanernes smalles ind, så der kan blive plads til hhv. en tvunget venstre og højresvingsbane. Tanken er at få bedre flow i både bil- og cykeltrafikken. Man har regnet ud, at man kan få flere biler igennem ved 40 km/h end ved 50 km/h p.g.a. kortere bremselængde.

Generelt foretrækker Supercykelstisekretariatet at man adskiller trafikanterne, hvor det er muligt.
Det blev påtalt, at der er kommet mange forvirrende symboler på cykelstierne, så der ligger en formidlingsopgave.

Tidsplan: Teknik- og Miljøudvalget får projektet til godkendelse 24. april 2017. Hvis de godkender, sender de videre til Borgerrepræsentationen, som frigiver anlægskroner. Vores høringskommentarer vil blive lagt ved den politiske indstilling og efterfølgende bevillingen af anlægsmidler. Hovedprojektet er planlagt til juni-september, udbud oktober-marts. Anlægsopstart april 2018 og indvielse juni 2018 – om alt går efter plan. Det blev pointeret, at lokaludvalgets  stemme tages alvorligt. Evt. indsigelser kan godt føre til revision af projektet."

Lokaludvalgets svarfrist er den 20. februar 2017.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget svarer Teknik- og Miljøforvaltningen, at det tager projekterne til efterretning med følgende spørgsmål, forslag og bemærkninger:

  • Hvad tanken er med at lave en ”cykelmotorvej” gennem meget kompliceret gadesystem i indre København?
  • Hvad man vil gøre for at få cyklisterne (især de hurtige cyklister) til at tage hensyn til deres omgivelser? Skal man overhovedet kalde det for "Supercykelstier"?
  • Lokaludvalget foreslår, at der opsættes en hastighedsviser ved Øster Farimagsgades Skole for yderligere at bremse bilisterne af hensyn til skolebørnene.
  • Der er kommet mange forvirrende symboler på cykelstierne, så der ligger en formidlingsopgave.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Formanden meddeler Teknik- og Miljøforvaltningen lokaludvalgets beslutning.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog en orientering fra Byudviklingsgruppen om sagens substans til efterretning, idet:
    •  På forslag fra Ingolf Ibus besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at spørge forvaltningen, hvorfor man holder fast i betegnelsen "supercykelsti", når der lægges hindringer i vejen for, at man kan cykle hurtigt ad Øster Farimagsgade og Nørre Farimagsgade.
    •  På forslag fra Gunna Starck besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at foreslå forvaltningen at genoverveje lokaludvalgets forslag om at lægge supercykelstien i Søgaderne.
    •  På forslag fra Kjeld A. Larsen besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at bede forvaltningen om, at lokaludvalget inddrages i udviklingen af anlægsprojekter, før der tegnes tegninger og før kommunen hyrer en ekstern rådgiver.
    • På forslag fra Jens Erik Frandsen besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at foreslå forvaltningen, at busstoppestedet i Nørre Farimagsgade ved Ahlefeldtsgade adskilles fra cykelstien med en refuge, eventuelt ved at tage noget af kørebanen.
    • På forslag fra Marietta Bonnet besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at bemærke over for forvaltningen, at supercykelstien indeholder stykker, hvor cykelstrømmen klumper sammen, hvilket der bør ses på.
    • På forslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at spørge forvaltningen, om der er behov for stoppestedet i Nørre Farimagsgade ved Ahlefeldtsgade.
    • På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget at bemyndige formanden til at foreslå forvaltningen en fornyet dialog om anlæggelsen af en supercykelsti mellem Dag Hammarskjölds Alle og H.C. Andersens Boulevard.
Til top