Bedre fremkommelighed i krydset Frederiksborggade / Søtorvet / Dronning Louises Bro
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg beslutter at annoncere, at borgerne har mulighed for at kommentere et projekt, der skal give bedre fremkommelighed for cyklister i krydset Frederiksborggade / Søtorvet / Dronning Louises Bro.
- at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 3.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til i samarbejde med sekretariatet at formulere og indsende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om projektet, baseret på de bemærkninger, som lokaludvalget måtte have til det i mødet den 9. februar 2017.
Problemstilling
I kommunens Budget 2015 indgår projektet "Punktindsatser for bedre fremkommelighed” under overskriften ”Cykelby for alle”, der skal forbedre cykelfremkommeligheden i udvalgte kryds finansieret med tilskud fra det statslige cykelpulje. Der er tale om mindre anlægsarbejder, hvor det er vurderet, at man med få midler kan gøre en stor indsats.
Frederiksborggade/Søtorvet
- Der bliver etableret en fremrykket cykelsti på Frederiksborggade og højresvingsbanen for biler bliver sløjfet for at sikre tryghed og sikkerhed for cyklisterne. Det kræver samtykke fra politiet. I dag er der forholdsvis få biler, der svinger til højre her, 22 i morgenmyldretiden og 14 i eftermiddagsmyldretiden.
-
Fodgængerfeltet bliver rykket tilbage og gøres skråt for derved at sikre, at der er plads til de venstresvingende cyklister, der kommer fra Nørre Søgade, og derved sikre en bedre afvikling af trafikken. Som konsekvens heraf trækkes stoplinjen for bilerne tilbage.
- Cykelstien i krydset på Øster Søgade bliver udvidet for bedre at håndtere de mange cyklister.
Teknik- og Miljøforvaltningen har bedt lokaludvalget forholde sig til projektet med svarfrist den 20. februar 2017.
Løsning
Formanden foreslår, at lokaludvalget annoncerer, at borgerne har mulighed for at kommentere projektet på lokaludvalgets hjemmeside og facebookside med frist den 19. februar 2017.
Formanden foreslår endvidere, at han bliver bemyndiget til i samarbejde med sekretariatet at formulere og indsende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om projektet, baseret på de bemærkninger, som lokaludvalget måtte have til det i mødet den 9. februar 2017.
Økonomi
Det foreslås, at lokaludvalget afsætter en ramme på 3.000 kr. til borgerdialogen.
Videre proces
Se ovenfor. Sagen forventes i Teknik- og Miljøudvalget den 27. marts 2017.
Beslutning
- Lokaludvalget besluttede at annoncere, at borgerne har mulighed for at kommentere et projekt, der skal give bedre fremkommelighed for cyklister i krydset Frederiksborggade / Søtorvet / Dronning Louises Bro.
- Lokaludvalget afsatte en ramme på 3.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
- Lokaludvalget bemyndigede formanden til i samarbejde med sekretariatet at formulere og indsende et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om projektet.
- På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at projektet skal tage højde for, at cyklister kører på fortovet, når fra Nørre Voldgade skal til højre ad Dronning Louises Bro.
- På forslag fra Gunna Starck besluttede lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at forvaltningen kan overveje at lægge brosten der, hvor der er problemer med cyklister på fortovet.
- På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at forvaltningen kan overveje at sætte høje kantsten, hvor der er problemer med cyklister på fortovet.
- På forslag fra Bent Lohmann besluttede lokaludvalget, at høringssvaret skal indeholde en bemærkning om, at forvaltningen og lokaludvalget skal fortsætte dialogen om indretningen af krydset.