Mødedato: 09.02.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Borgerdialog om turismen i Indre By

Indre By Lokaludvalg skal beslutte borgerdialog om turisme i Indre By

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg har borgerdialog om turisme i Indre By.
  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter en ramme på 20.000 kr. til borgerdialogen.
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen.

Problemstilling

Indre By er væsentlig for turismen i Danmark, hvilket både giver fordele og ulemper for beboere og erhverv i bydelen. Lokaludvalget kan forholde sig til det i Indre By Bydelsplan.

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget har borgerdialog om turismen i Indre By medio marts 2017. Hensigten er at få afdækket de fordele og ulemper, som turismen medfører for beboere og erhverv i bydelen, således at eventuelle initiativer fra lokaludvalgets side, kan beskrives i Indre By Bydelsplan.

De udpegede tovholdere beslutter formen for borgerdialog. Det kan fx være

  • et offentligt dialogmøde med Wonderful Copenhagen om, hvordan turismen i Indre By kan spille sammen med det øvrige liv i bydelen.
  • en offentlig høring med repræsentanter for de forskellige interessenter indenfor turismen med henblik på at få en orientering om betydningen af turismen i Indre By for København og Danmark samt om, hvordan der arbejdes med "hensynsfuld turisme"; altså i hvilken grad turismeerhvervene er bevidste om, at Indre By er en bydel med ca. 41.000 indbyggere, der skal leve med (eller trods) turismen.
  • en borgerpanelundersøgelse om turismens indvirkning på dagliglivet i Indre By.

Økonomi

Det foreslås at afsætte 20.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af lokaludvalgets pulje til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

De udpegede tovholdere planlægger og gennemfører borgerdialogen i samarbejde med sekretariatet. Borgerdialogen finder sted medio marts 2017.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at stå for borgerdialog om turisme i Indre By. Temaerne for borgerdialogen  kan bl.a. være turismetrafik, Air B'n'B og uautoriserede turistguides.
  2. Lokaludvalget afsatte en ramme på 20.000 kr. til borgerdialogen.
  3. Lokaludvalget udpegede Anton Skovle, Louise Hansen, Steen Juhl Olesen og Hans-Henrik T. Ohlsen til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen.
Til top