Mødedato: 09.02.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Borgerdialog om fremtidige trafikforhold i Snarens Kvarter

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte borgerdialog om trafikforholdene i Snarens Kvarter efter åbningen af metrostationen på Gammel Strand.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter borgerdialog om trafikforholdene i Snarens Kvarter efter åbningen af metrostationen på Gammel Strand.
  2. at Indre By Lokaludvalg afsætter 15.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  3. at Indre By Lokaludvalg udpeger tovholdere til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen.

Problemstilling

En borger har henvendt sig til lokaludvalget med et forslag om, hvordan trafikforholdene i Snarens Kvarter efter åbningen af metrostationen på Gammel Strand bør være. Forslaget har ikke vundet gehør i Teknik- og Miljøforvaltningen. Borgeren har orienteret Byudviklingsgruppen om det. Byudviklingsgruppen kan umiddelbart gå ind for det.

Løsning

Borgerens forslag
Min henvendelse skyldes ønsket om at få en dialog mellem beslutningstagerne og borgerne i Snarens kvarter i gang specielt omkring fremtidige trafikforhold efter  afslutningen af metrobyggeriet.

Jeg har henvendt mig med samme ærinde til Indre By Lokaludvalg i november 2016, og udvalgssekretæren har sendt min mail videre til Teknik- og Miljøforvaltningen. Der oplyser en medarbejder mig om, at der ikke er planlagt ændringer i brugen af vejnettet omkring Gammel Strand som følge af lukning af Gammel Strand for gennemkørende biltrafik jfr.Lokalplan nr. 481.

Jeg vil derfor forslå, at der sættes en beslutningsproces i gang for at skabe optimale miljøforhold for beboerne i Snarens Kvarter med følgende begrundelse:

Intentionen med lokalplan nr. 481 for Gammel Strand er at fjerne trafikken fra Gammel Strand ved kun at tillade den nødvendige ærindekørsel. Mens al trafik til Nybrogadens parkeringspladser eller andet ærindekørsel før lukningen af pladsen forgik via Gammel Strand, bruges nu vejen over Rådhusstræde, Brolæggerstræde, Knabrostræde og enten Snaregade/Gammel Strand eller sidste del af Knabrostræde til at nå parkeringspladserne i Nybrogade.

Ved at begrænse parkeringstiden til 1 time i den del af Nybrogade, der ligger tættest ved Gammel Strand, har man også forøget hyppigheden af bilkørslen gennem Snaregade/Gammel Strand. Desuden skal man ved kørslen gennem Knabrostræde krydse ”Strædet”, hvor man i Lokalplan nr. 226 havde en intention om en ”cityprægede butiksgade”.

For at stoppe trafikken gennem Snarens Kvarters beboelsesområder og også der kun at tillade ærindekørsler, er man nødt til i Nybrogade kun at tillade parkering med beboerlicens eller ærinde til Kulturministeriet/ambassaderne.

Jeg håber, at min henvendelse medfører en drøftelse af fremtidige trafikforhold i Snarens Kvarter.

 

Borgerdialog
Formanden har sammen med Lis Langsø vurderet, at der er behov for borgerdialog om forslaget, før lokaludvalget gør noget i sagen.

Formanden foreslår derfor udpeger tovholdere til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen og at tovholderne inviterer Teknik- og Miljøforvaltningen til at deltage i borgerdialogen. 

Økonomi

Der afsættes 15.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

Videre proces

Tovholderne planlægger og gennemfører borgerdialogen i samarbejde med sekretariatet.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget besluttede at stå for borgerdialog om, hvordan trafikforholdene i området indenfor Højbro Plads, Slotsholmskanalen, Stormgade, Vester Voldgade og Strøget skal være, idet borgerdialogen skal tage udgangspunkt i, at metrostationen på Gammel Strand åbner i 2019.
  2. Lokaludvalget afsatte 15.000 kr. til borgerdialogen. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  3. Lokaludvalget udpegede Lis Langsø, Steen Juhl Olesen, Henrik Anton Svendsen og Bent Lohmann til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen.
Til top