Mødedato: 09.02.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Den fremtidige indretning af Rådhuspladsen

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om den fremtidige indretning af Rådhuspladsen samt beslutte, om lokaludvalget skal rette henvendelse til relevante politiske udvalg i kommunen og/eller Metroselskabet om planerne for pladsen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om den fremtidige indretning af Rådhuspladsen, der fremgår af løsningsafsnittet og af bilaget.
  2. at Indre By Lokaludvalg beslutter, om lokaludvalget skal bemyndige formanden til at  skrive til relevante politiske udvalg i kommunen og/eller Metroselskabet om behovet for at få justeret planerne for pladsen; dette på baggrund af de bemærkninger om sagen, der måtte fremkomme i lokaludvalgsmødet den 9. februar 2017.

Problemstilling

I mødet den 8. december 2016 besluttede lokaludvalget,

  1. at stå for borgerdialog om, hvordan Rådhuspladsen, afgrænset af ejendommene i Vester Voldgade og på H.C. Andersens Boulevard, bør være indrettet, når metrostationen på pladsen åbner.
  2. at afsætte en ramme på 20.000 kr. af 2017-puljen til borgerdialogen.
  3. at udpege Kjeld A. Larsen, Marietta Bonnet, Helle Klint, Hans-Henrik T. Ohlsen, Bent Lohmann og Henrik Anton Svendsen til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen.
  4. at borgerdialogen skal tage udgangspunkt i, hvordan Rådhuspladsen tidligere har set ud, og at borgerdialogen bl.a. skal fokusere på planerne om en lund på Rådhuspladsen, ønsket om træer og en afskærmende "væg" langs H.C. Andersens Boulevard, siddefunktioner, afhjælpning af problemet med trafikstøj og luftforurening, plads til demonstrationer samt forholdene for cyklister til og fra Vesterbrogade, der vil over Rådhuspladsen.

Beslutningerne blev truffet på baggrund af dels en henvendelse fra en borger om de planer for den fremtidige indretning af pladsen, som Københavns Kommune har vedtaget og som han ikke var tilfreds med, og dels et svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen til lokaludvalget om sagens historik og status på planerne. Se forvaltningens svar i bilaget.

Som opfølgning på lokaludvalgets beslutning den 8. december 2016 om borgerdialog, er der foreløbigt blevet gennemført en borgerpanelundersøgelse om Rådhuspladsens fremtidige indretning.

Løsning

I bilaget ses rapporten over borgerpanelundersøgelsen samt konklusionerne på undersøgelsen. 

Resultater af undersøgelsen:.

1.997 ud af de 5.099 medlemmer af Indre By Borgerpanel besvarede undersøgelsen, som blev foretaget i perioden 27.-31. januar 2017.

  • De fleste ønsker, at Rådhuspladsen indrettes, så man kan tage ophold på pladsen.
  • Langt de fleste er meget enige eller enige i kommunens plan om at anlægge en lund på Rådhuspladsen.
  • Langt de fleste er meget enige eller enige i kommunens plan om at anlægge en dobbeltrettet cykelsti henover pladsen mellem Jernbanegade og Vestergade.
  • Planen for pladsen indeholder ikke en mulighed for at cykle direkte over pladsen mellem Vesterbrogade og Vester Voldgade. Lidt over halvdelen af respondenterne vil enten benytte cykelstien mellem Jernbanegade og Vestergade eller trække med cyklen henover pladsen. Ca. 18 % vil cykle tværs over Rådhuspladsen, selv om de ved, det er ulovligt.
  • Knap halvdelen af respondenterne er meget enige eller enige i metrosleksbates plan om der over metrostationen på Rådhuspladsen skal være tre ovenlysvinduer i pyramideform. Ca. 21 % er meget uenige eller uenige i planen.
  • Langt de fleste er meget enige eller enige i kommunens plan om at flytte Dragespringvandet til midten af Rådhuspladsen og sætte den oprindelige kumme på.
  • For at Rådhuspladsen kan blive mere attraktiv synes langt de fleste respondenter, at der skal opsættes flere bænke. Over halvdelen ønsker et udendørs caféområde på pladsen og mange ønsker mad- og kaffetrucks. De færreste ønsker mere cykelparkering på pladsen.
  • Borgerpanelet blev spurgt om et forslag, som lokaludvalget har drøftet, nemlig om der skal opsættes træer langs hele Rådhuspladsen ud mod H.C. Andersens Boulevard, der kan synliggøre, at det er en boulevard og som afgrænser pladsens rum. Langt de fleste er meget enige eller enige i forslaget.
  • Der er forskellige holdninger til, om der er behov for at gøre fodgængerovergangen over H.C. Andersens Boulevard mellem Rådhuspladsen og Vesterbrogade ved Industriens Hus mere tryg for gående samt en række forslag til, hvordan det i givet fald kan gøres.
  • Borgerpanelet blev spurgt om et forslag, som lokaludvalget har drøftet, nemlig om man skal lukke Vester Voldgade for motoriseret trafik ved Strøget. De fleste er meget enige eller enige i forslaget. Knap 19 % er uenige eller meget uenige i forslaget.
  • Der er rigtig mange uddybende kommentarer fra borgerpanelet til de forskellige spørgsmål. Det kan tages som udtryk for, at den fremtidige indretning af Rådhuspladsen er af stor betydning for mange borgere. 

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 20.000 kr. til borgerdialog om Rådhuspladsen. indtil videre er der ikke brugt noget.

Videre proces

Afhænger af lokaludvalgets drøftelse.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede resultaterne af lokaludvalgets borgerpanelundersøgelse om den fremtidige indretning af Rådhuspladsen, der fremgår af løsningsafsnittet og af bilaget. Der var følgende bemærkninger:
    • Undersøgelsen bekræfter, at der er ønske om at plante træer langs H.C. Andersens Boulevard.
    • Hvis Dragespringvandet skal ind på midten af Rådhuspladsen, skal det stå i Vesterbrogade-aksen.
    • Man bør anskueliggøre den centrale placering af Dragespringvandet.
    • Lokaludvalget skal ikke gå videre med ønskerne om tunnel under eller gangbro over H.C. Andersens Boulevard. I stedet bør lokaludvalget arbejde for en bredere fosgængerovergang og bredere heller.
    • Man kan fortsætte Rådhushaven forbi Rådhuspladsen. Her kan stå træer og samtidig vil det hindre cyklister i at cykle over Rådhuspladsen.
    • Vig Hansens skulptur, der planlægges sat tilbage på Gammel Strand, når metrobyggeriet er færdigt, kan i stedet placeres på Rådhuspladsen.
    • Man bør anskueliggøre ideen om træer langs Rådhuspladsen med en model.
    • Idékataloget for Strøget indeholder ideer indretningen af Rådhuspladsen, som der bør ses på. Der er en idé om at markere indgangen til Strøget med en installation. Man bør udskrive en designkonkurrence  om et sådant vartegn.
    • Betonklodserne på Rådhuspladsen, der er sat op for at forebygge terror, kan bemales af skoler, så de bliver kønnere at se på.
  2. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at  skrive til relevante politiske udvalg i kommunen og Metroselskabet om behovet for at få justeret planerne for pladsen; dette på baggrund af ovennævnte bemærkninger
  3. Lokaludvalget besluttede at fortsætte borgerdialogen om Rådhuspladsen, idet lokaludvalget har afsat 20.000 kr. til formålet af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  4. Lokaludvalget udpegede Jens Erik Frandsen og Marietta Bonnet til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre borgerdialogen.
Til top