Mødedato: 09.02.2017, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Status på restaurationsloven, nattelivsplanen og forskrift for udendørsarrangementer

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte status på lovforslaget om at ændre restaurationsloven og status på Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med en nattelivsplan. Derudover skal lokaludvalget godkende, at der foretages en borgerpanelundersøgelse vedrørende nattelivet og at lokaludvalget søger foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget vedrørende nattelivsplanen.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter status på lovforslaget om at ændre restaurationsloven jf. afsnittet "Problemstilling" og bilaget
  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter status på Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med en nattelivsplan jf. afsnittet "Problemstilling" og bilaget
  3. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Marietta Bonnet og Gunna Starck til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre en borgerpanelundersøgelse om nattelivsproblematikkerne.
  4. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Marietta Bonnet og Gunna Starck til på vegne af lokaludvalget at søge foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget når de skal behandle nattelivsplanen.
  5. at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at borgermødet om nattelivsproblematikken, som lokaludvalget vedtog den 10. november 2016, afholdes 22. marts 2017. Mødet vil særligt have fokus på 
    1. hvordan erhvervslivet kan medvirke til at afhjælpe gener fra nattelivet 
    2. hvad den samlede effekt af kommunens eventpolitik og nattelivspolitik er for beboere og erhverv i Indre By.

Problemstilling

Restaurationsloven
På vegne af lokaludvalget havde Bent Lohmann og Gunna Starck den 2. februar 2017 foretræde i Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg, der skulle behandle ændringer i restaurationsloven. Foretrædet tog udgangspunkt i talepapiret, der blev omdelt til medlemmerne af Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. - se i bilaget. Umiddelbart inden foretrædet havde Erhvervsministeriet sendt lokaludvalget ministerens svar på lokaludvalgets forslag til ændringer i restaurationsloven. 

I lokaludvalgsmødet den 9. februar 2017 vil Bent Lohmann og Gunna Starck orientere lokaludvalget om foretrædet.

Nattelivsplanen
Den 25. januar 2017 afholdt Kultur- og Fritidsforvaltningen et dialogmøde med repræsentanter for kommunens lokaludvalg om gener fra nattelivet. Anledningen var, at Borgerrepræsentation den 10. november 2016 besluttede, at Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen skal udarbejde en plan for reduktion af gener fra nattelivet og herunder se på støjgener, bevillinger og renhold, der omfatter de mest belastede områder i byen. I den forbindelse ønskede Kultur- og Fritidsforvaltningen at høre lokaludvalgenes oplevelser af nattelivet.

Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen og Steen Juhl Olesen deltog i dialogmødet. I lokaludvalgsmødet den 9. februar 2017 orienterer de om det.

Funktion, der skal være en kontinuerlig støtte til byens kultur- og natteliv
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede den 26. januar 2017 et medlemsforslag fra Radikale Venstre om at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal undersøge muligheden for at etablere en funktion, der skal være en kontinuerlig støtte til byens kultur- og natteliv og være den samlede talsmandsfunktion for de kreative miljøer i byen. Kultur- og Fritidsudvalget drøftede forslaget og besluttede, at  medlemsforslagets indhold og intention indgår i det videre arbejde med restaurations- og nattelivsplanen, således at Kultur- og Fritidsforvaltningen også undersøger mulighederne for at etablere en koordinerende funktion for by- og nattelivet i København.

 
Afrapportering om gener fra nattelivet
I mødet den 26. januar 2017 drøftede Kultur- og Fritidsudvalget også plan for nedbringelse af gener fra nattelivet og 3. afrapportering på nattelivets gener. 3. afrapportering om gener fra nattelivet konkluderer, at der fortsat er væsentlige gener fra nattelivet særligt i visse dele af Indre By.
 
Analysearbejde
Det fremgår af indstillingen, at da der er et stort sammenfald mellem restaurations- og nattelivsplanen og planen for nedbringelse af gener fra nattelivet, har Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen i fællesskab udarbejdet en tids- og procesplan for en samlet besvarelse. Se tidsplanen i afsnittet "Videre proces" nedenfor.  

Det videre analysearbejde i de to forvaltninger vil bl.a. omhandle:

  • Arrangementstilladelser
  • Udendørsservering
  • Trafik
  • Støj
  • Affald
  • Alkoholbevillinger og nattilladelser
  • Ordensproblemer

Nye fakta vil blive inddraget løbende frem mod den endelige plan. På baggrund af fakta analyseres de mulige værktøjer og deres potentiale for effekt på generne i nattelivet. Værktøjerne vil indgå i den endelige restaurations- og nattelivsplan sammen med de øvrige initiativer vedrørende udvikling af bydele, tryghed, ligebehandling og erhvervsservice.

Se indstillingerne og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger samt medlemmernes protokolbemærkninger i bilaget.

Forskrift for Udendørsarrangementer
I mødet den 6. februar 2017 skal Teknik- og Miljøudvalget tage stilling til et forslag fra Teknik- og Miljøforvaltningen om forskrift for udendørsarrangementer. Lokaludvalget har været hørt om sagen.

Det fremgår af indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget, at forskriften giver tilladelse til at afholde et specifikt antal musikarrangementer på et udvalg af byens pladser, hvor der må støjes op til et givent antal dB i et afgrænset tidsrum. Forskriften angiver også en række nærmere bestemmelser for fx afviklingen af lydprøver mv. En vedtagelse af forskriften i foråret 2017 vil medføre en tydeligere og mere forudsigelig regulering af sommerens arrangementer, skriver forvaltningen.

Forvaltningen vil evaluere forskriften, når erfaringerne for 2017 kendes, med henblik på at vurdere, om den skal udvides til at gælde flere typer af arrangementer, og om der skal ændres i antallet af pladser, antallet af arrangementer på pladserne o.l.

Se indstillingen til Teknik- og Miljøudvalget i bilaget.

Løsning

Formanden foreslår,

  • at lokaludvalget drøfter status på lovforslaget om at ændre restaurationsloven med udgangspunkt i orienteringen om foretrædet for Folketingets Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalg og med udgangspunkt i erhvervsministerens svar på lokaludvalgets forslag om ændringer i restaurationsloven - se bilaget.
  • at lokaludvalget drøfter status på Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningens arbejde med en nattelivsplan med udgangspunkt i Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger den 26. januar 2017 om en koordinerende funktion for by- og nattelivet i København og om det videre analysearbejde med en nattelivsplan.
  • at lokaludvalget drøfter status på Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med forskrift for udendørs arrangementer med udgangspunkt i Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 6. februar 2017 om forskriften.
  • at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Marietta Bonnet og Gunna Starck til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre en borgerpanelundersøgelse om nattelivsproblematikkerne, som gennemføres ultimo februar 2017.
  • at lokaludvalget bemyndiger Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Marietta Bonnet og Gunna Starck til på vegne af lokaludvalget at søge foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget, når de skal behandle nattelivsplanen, inden den sendes i offentlig høring.
  • at lokaludvalget tager til efterretning, at lokaludvalget er vært for et borgermøde den 22.  marts 2017, hvor der vil være et særligt fokus på dels hvordan erhvervslivet kan medvirke til at afhjælpe gener fra nattelivet og dels hvad den samlede effekt af kommunens eventpolitik og nattelivspolitik er for beboere og erhverv i Indre By. Mødet planlægges og gennemføres af Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Marietta Bonnet og Gunna Starck i samarbejde med sekretariatet.

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 20.000 kr. til dialogmøde om eventpolitik og 20.000 kr. til borgerdialog om nattelivsplanen.

Videre proces

Den samlede nattelivsplan forelægges efter tidsplanen for Teknik- og Miljøudvalget den 27. marts 2017, Kultur- og Fritidsudvalget den 30. marts 2017 og Borgerrepræsentationen den 27. april 2017. Herefter sendes planen i offentlig høring.

Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer, at et udkast til nattelivsplan sendes i offentlig høring i maj 2017.

BILAG

1. Indstilling og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 26. januar 2017 i sagen "Medlemsforslag om en bylivsborgmester i København":
http://www.kk.dk/indhold/kultur-og-fritidsudvalgets-modemateriale/26012017/edoc-agenda/efd78178-63b6-483a-a8bf-8f77c007e7a7/8364463a-b96f-4b38-a05f-1628c542e343

2. Indstilling og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 26. januar 2017 i sagen "Drøftelse af plan for nedbringelse af gener fra nattelivet og 3. afrapportering på nattelivets gener":
http://www.kk.dk/indhold/kultur-og-fritidsudvalgets-modemateriale/26012017/edoc-agenda/efd78178-63b6-483a-a8bf-8f77c007e7a7/961d2745-9e78-4821-9df9-822853b78438

3. Indstilling til Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. februar 2017 i sagen "Forskrift for udendørsarrangementer":
http://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/06022017/edoc-agenda/ba346a17-fa88-4dca-83a7-538794aef6a6/436fbfb3-8aad-4fad-aca0-fe281b702b26

Beslutning

Til mødet forelå en udskrift af Kultur- og Fritidsforvaltningens varsel på bliv hørt-portalen om stramning vedrørende nattilladelser i visse gader i København.
  1. Lokaludvalget drøftede status på lovforslaget om at ændre restaurationsloven status på Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde med en nattelivsplan samt status på Teknik-og Miljøforvaltningens arbejde med en forskirft for udendørsarrangementer jf. afsnittet "Problemstilling" og bilaget. Der var følgende bemærkninger:
    • Der bør være en offentlighed omkring bevillingsudstedelsen samt en ankemulighed.
    • Skamros forvaltningen for stop for nattilladelser
    • Kan "færre hændelser", som forvaltningen skriver i sin afrapportering vedr. nattelivet, hænge sammen med, at der er mindre politi til at håndtere hændelser?
    • Forvaltningen skriver, at der ikke bor nogen på Gammeltorv. Man skriver ikke om årsag/virkning-forholdet i den forbindelse.
    • Hvorfor ikke indføre et stop for nattilladelser i hele Indre By? Så kan restauratører søge om dispensation for stoppet.
    • Politiet og de øvrige myndigheder på nattelivsområdet skal gøres opmærksom på, at politiet har mulighed for at udstede et forbud mod at drikke alkohol i gaderne. Det har man i Århus. Et sådant forbud kan være en mulighed i forhold til salg af alkohol fra kiosker mv. Det kan fastsættes for et geografisk område for bestemte tidsrum.
    • Nettotilflytningen i Vestergade og i Studiestræde kan skyldes, at der er kommet nye beboere til eller at der er flere boliger i gaderne end før.
    • Nattelivet skader også det dagligliv, der leves i Indre By om dagen.
    • Stoppet for nattilladelser bør omfatte et eftersyn af, hvordan gældende tilladelser overholdes og om der er grundlag for at fratage restauratører deres bevilling.
    • Fratagelse af en bevilling kan skade en restauratørs investering, men på den anden side kan det gå ud over andre erhvervsdrivende, hvis ikke der sættes ind over for restauratører, der ser stort på restaurationsloven og vilkårene i deres bevilling.
    • På side 12 i Kultur- og Fritidsforvaltningens 3. afrapportering af nattelivets gener er "Hærværk" nævnt to gange i opgørelsen over fordeling af hændelser.
    • Der er en sammenhæng mellem koncentrationen af bevillinger og antallet af politiforretninger.
    • Der kan være behov for mere synligt politi.
    • "Opdragelsen" af nattelivets gæster bør starte på uddannelsesinstitutionerne.
    • De amerikanske studerende, som Miljøpunkt Indre By-Christianshavn samarbejder med, kan måle støj i nattelivsområderne
    • Miljøpunktet har fået udviklet en app, der bl.a. kan bruges til at registrere klager over støj. Det skal gøres nemt for folk at klage.
    • Politiet har en app, hvor man har mulighed for at indlevere tip om hændelser.
    • Koncentrationen af bevillinger bør sammenholdes med renholdelsesbehovet.
  2. Lokaludvalget bemyndigede formanden til i samarbejde med sekretariatet at formulere og indsende et høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. varslet på bliv hørt-portalen om stramning vedrørende nattilladelser i visse gader i København; dette med udgangspunkt i ovenstående bemærkninger.
  3. Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Marietta Bonnet og Gunna Starck til i samarbejde med sekretariatet at planlægge og gennemføre en borgerpanelundersøgelse om nattelivsproblematikkerne.
  4. Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann, Henrik Anton Svendsen, Marietta Bonnet og Gunna Starck til på vegne af lokaludvalget at søge foretræde for Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget, når udvalgene skal behandle nattelivsplanen.
  5. Lokaludvalget tog til efterretning, at borgermødet om nattelivsproblematikken, som lokaludvalget vedtog den 10. november 2016, afholdes den 22. marts 2017 og at mødet vil særligt have fokus på
    1. hvordan erhvervslivet kan medvirke til at afhjælpe gener fra nattelivet
    2. hvad den samlede effekt af kommunens eventpolitik og nattelivspolitik er for beboere og erhverv i Indre By.
  6. Lokaludvalget godkendte, at tovholderne på  borgermødet den 22. marts 2017 om nattelivsproblematikken forinden holder et dialogmøde med Kbh K som forberedelse til borgermødet.
  7. Lokaludvalget bad formanden spørge Kultur- og Fritidsforvaltningen om statistiske oplysninger vedr. politiets tilstedeværelse i nattelivsområderne.
  8. Lokaludvalget besluttede at afsætte 30.000 kr. til afholdelse af et vælgermøde i maj 2017, når nattelivsplanen er i offentlig høring. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.

     

Til top