Mødedato: 09.01.2020, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Boldbane i Østre Anlæg

Indre By Lokaludvalg skal tage til efterretning, at Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder på en opgradering af boldanlægget i Østre Anlæg. Lokaludvalget skal drøfte og beslutte hvilken borgerdialog, det skal foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. projektet.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder på en opgradering af boldanlægget i Østre Anlæg jf. afsnittet "Problemstilling".

  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter og beslutter hvilken borgerdialog, det skal foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. projektet om opgradering af boldanlægget i Østre Anlæg.

Problemstilling

I mødet den 4. december 2019 mellem lokaludvalget og embedsfolk fra DBU, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen oplyste Kultur- og Fritidsforvaltningen, at der som en udløber af Fodbold-EM i København i sommeren 2020 vil blive indrettet en fodboldbane i Østre Anlæg.

Formanden bad den 20. december 2019 Kultur- og Fritidsforvaltningen uddybe projektet. Forvaltningen svarede den 6. januar 2020:

"Baggrund projekt, Brobold

De københavnske fodboldklubber er udfordret af mangel på fodboldbaner. De efterspørger mere banekapacitet, som kan gøre det muligt at optage flere børn og unge i foreningslivet – særligt i de udsatte byområder. Tre store fodboldklubber Nørrebro United, Boldklubben Skjold og Boldklubben Vestia, har derfor opstartet projektet Brobold med sigte om at flytte fodboldtræning ud i byrummet.

Projektet forudsætter omdannelse af aktivitetsarealer, så de egner sig bedre til organiseret fodboldtræning. Der i en indledende screening peget på i alt syv arealer, som potentielle træningsbaner – herunder boldburet i Østre Anlæg.

I Budget 2020 (A, B, F, V, Ø og Å) blev der afsat en pulje på 7,5 mio. kr. i 2020 til omdannelse af de syv aktivitetsarealer i byrummet, så de kan fungere som træningssted for klubberne i projekt, Brobold. Samtidig skal omdannelsen af arealer være til glæde og gavn for mange lokale børn, der kommer på pladserne i dag.

Østre Anlæg

I puljen på 7,5 mio. kr. er der estimeret med en anlægsudgift til boldburet i Østre Anlæg på 0,6 mio. kr. Vi har været på inspektion og opstillet nedenstående anlægselementer. En ekstern rådgiver er lige nu ved at vurdere om det kan lade sig gøre for de afsatte midler. Kan det ikke det, skal man evt. fravælge nogle af elementerne, søge flere midler hertil i budget 2021 eller helt droppe projektet.

Budgetmidlerne skal udmøntes efter behandling af sagen i KFU, TMU, ØU og BR. Så det er i princippet ikke endeligt bestemt, at anlægsprojektet i Østre Anlæg realiseres. Puljen på 7,5 mio. kr. er dog givet på baggrund af et budgetnotat med anbefaling af dette sted, blandt andet fordi det ikke bruges særlig meget i dag, og at der i Indre By er få fodboldarealer.

Realiseringen forudsætter også, at der gives dispensation af Slot- og Kulturstyrelsen samt af Fredningsnævnet.  

Anlægselementer:

  • Asfalt i boldburet omdannes til multianvendeligt kunstgræs uden gummigranulat
  • Drænmåtte og evt. reparation af eksisterende drænløsning
  • Opretning af støttemur, som er ved at falde sammen.
  • Dæmpet lys på hegn ved stien (styring så kan slukkes på bestemt tid og kun tændes i interval på ca. 30 min. efter tryk.)
  • Eksisterende mål fastholdes og males
  • Basketkurve fjernes
  • Basketkurve i voksen og børnehøjde opsættes på asfaltareal uden for boldburet
  • Indkøb af nyt borde-bænke sæt uden for boldburet.

Tid

Der sigtes mod ibrugtagning i 2020. Hvis mulig så allerede slut maj, så banen kan bruges til at promovere byen, parken og projektet til EM i herrefodbold i juni 2020. Hvis det er umuligt bliver ibrugtagning efter sommeren 2020.
 

Brugere/Målgruppe

Når asfalten udskiftes med et multianvendeligt kunstgræs, bliver arealet mere attraktive for en bred vifte af idrætsaktiviteter og børneleg for særligt de mange lokale børn.

Den primære interessent er Boldklubben Skjold, som ønsker at anvende boldburet som træningssted for de lokale børn, der i dag har langt til et idrætsanlæg. Lige i dette område er der nemlig ikke mange fodboldbaner, og afstanden betyder meget for børns deltagelse i foreningslivet.

BK Skjold er i dialog med bl.a. Øster Farimagsgades skole og Sølvgade Skole, som vil kunne anvende stedet til idrætsundervisning.

Det er også oplagt at stedet kan bruges endnu mere af daginstitutioner i dagtimerne.  

Proces

Projektet udvikles og realiseres i et samarbejde mellem KFF, TMF og lokale interessenter. Herunder parkforvalter, Peter Nordskov Hansen, som har orienteret om de lokale forhold i parken og tanker om parkudviklingen.

Indtil nu har der været fokus på at konkretisere og kvalificere anlægselementer og anlægspris. De næste par måneder vil vi rette fokus mod inddragelse og orientering af andre lokale aktører. Her er Lokaludvalget naturligvis en vigtig aktør.

Jeg vil rigtig gerne have Lokaludvalgets input til projektet. Blandt til en vurdering af hvordan beboere tæt ved parken inddrages bedst. Da anlægsprojektet er så småt, og der er et stort tidspres, lægges ikke op til stor borgerinddragelse i forhold til valg af anlægselementer. Men derimod er det vigtigt, at borgere orienteres om, at projektet er undervejs og involveres i snakken om, hvordan stedet skal bruges.

Giv gerne en tilbagemelding på, hvordan I ser den videre proces. Så kan vi i fællesskab strikke en god borgerdialog sammen.

Med venlig hilsen

Bettina Falk
Specialkonsulent
Byudvikling og Faciliteter
_______________________________
KØBENHAVNS KOMMUNE
Kultur- og Fritidsforvaltningen
Sekretariat og Byudvikling"

Løsning

Formanden foreslår,

  • at lokaludvalget tager til efterretning, at Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder på en opgradering af boldanlægget i Østre Anlæg jf. afsnittet "Problemstilling".
  • at lokaludvalget drøfter og beslutter hvilken borgerdialog, det skal foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen vedr. projektet.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Sekretariatet orienterer Kultur- og Fritidsforvaltningen om det, lokaludvalget måtte beslutte.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget tog til efterretning, at Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder på en opgradering af boldanlægget i Østre Anlæg jf. afsnittet "Problemstilling".

  2. Lokaludvalget besluttede at foreslå Kultur- og Fritidsforvaltningen følgende borgerdialog vedr. projektet om opgradering af boldanlægget i Østre Anlæg:
    • Invitere Ungerådet til et møde om, hvordan unge vil benytte anlægget
    • Invitere de omkringliggende skoler og børneinstitutioner til et møde om, hvordan børn vil benytte anlægget.
  3. Lokaludvalget besluttede at afsætte 10.000 kr. til møderne. Pengene tages af puljen til borgerdialogaktiviteter.
  4. Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann, Anton Skovle og Jens Erik Frandsen til sammen med sekretariatet at planlægge og gennemføre møderne.
Til top