Mødedato: 09.01.2020, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Tour de France-start i Indre By i 2021

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal drøfte hvilke tiltag, man kan foreslå forvaltningerne og Borgerrepræsentationen at sætte i værk for Indre Bys beboere i anledning af Tour de France-starten i Indre By i 2021.

Desuden skal lokaludvalget drøfte hvilke folkelige aktiviteter, det skal foreslå gennemført i forbindelse med kampagnen "100 Days-to-go" op til Tour de France-starten.

 

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter hvilke tiltag, man kan foreslå forvaltningerne og Borgerrepræsentationen at sætte i værk for Indre Bys beboere i anledning af Tour de France-starten i Indre By i 2021.

  2. at Indre By Lokaludvalg drøfter hvilke folkelige aktiviteter, det skal foreslå gennemført i forbindelse med kampagnen "100 Days-to-go" op til Tour de France-starten.

  3. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at foreslå Borgerepræsentationen tiltag for Indre Bys beboere i anledning af Tour de France-starten i Indre By i 2021, jf. lokaludvalgets drøftelse.

  4. at Indre By Lokaludvalg bemyndiger formanden til at foreslå Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Grand Depart Copenhagen Denmark 2021 I/S folkelige aktiviteter i forbindelse med kampagnen "100 Days-to-go" op til Tour de France-starten, jf. lokaludvalgets drøftelse.

Problemstilling

Det fremgår af et notat af 4. december 2019 fra Teknik- og Miljøforvaltningen til Teknik- og Miljøudvalget,

  • at den 24. marts 2021 starter kampagnen "100 Days-to-go". Det er en mulighed for kommunen, private aktører og organisationer til at gennemføre folkelige aktiviteter op til Grand Départ.
  • at onsdag den 30. juni 2021 præsenteres holdene på et centralt sted i København, og rytterne forventes at cykle en kort rute i Indre By.

  • at "Grand Départ CPH" gennemføres fredag den 2. juli 2021 om eftermiddagen.

Uddrag fra notatet:
"Grand Départ i København er en enkeltstart, der vil påvirke centrale trafikårer i Indre By og på Nørrebro og Østerbro. Desuden skal der reserveres arealer til opbygning og forberedelse af løbet og til fan-zoner flere steder i byen.

Det er nødvendigt, at H.C. Andersens Boulevard afspærres fra onsdag den 30. juni om morgenen indtil efter afviklingen af cykelløbet. De øvrige gader omkring løbsruten vil være afspærret fra fredag den 2. juli om morgenen.

Forvaltningen undersøger mulighederne for at der kan foregå folkelige københavnerbegivenheder på hele eller dele af løbsruten lørdag formiddag den 3. juli.

Det vil betyde, at byen bringes tilbage til normal trafikal afvikling senest lørdag den 3. juli klokken 15:00."

Gennemførelsen af "Grand Départ" i Danmark bliver organiseret af et Interessentskab kaldet "Grand Depart Copenhagen Denmark 2021 I/S". Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, Nyborg Kommune, Sønderborg Kommune, Vejle Kommune og Roskilde Kommune deltager som interessenter. Sport Event Denmark, Region Hovedstaden, Region Sjælland, og Region Syddanmark giver tilskud til Interessentskabet.

Løsning

Københavns værtsskab for fodbold EM til sommer vil få en blivende effekt i byen; bl.a. i Indre By, hvor forvaltningerne påtænker at opgradere boldbanen i Østre Anlæg. Formanden mener, at Tour de France-starten på samme måde bør have en blivende effekt i Indre By 

Formanden foreslår derfor, at lokaludvalget drøfter hvilke tiltag, man kan foreslå forvaltningerne og Borgerrepræsentationen at sætte i værk for Indre Bys beboere i anledning af Tour de France-starten. Det kan fx være

  • nye cykelstier og cykelruter i Indre By
  • bredere cykelstier
  • nye cykelstativer, fx indenfor 10 m-grænsen fra vejkryds
  • flere ressourcer til oprydning af "døde" cykler
  • areal og faciliteter til Cykeltrial (se beskrivelse i bilaget)
  • sted og faciliteter til e-cycling (se beskrivelse i bilaget)

 

Formanden foreslår endvidere, at lokaludvalget drøfter hvilke folkelige aktiviteter i forbindelse med kampagnen "100 Days-to-go" op til Tour de France-starten, det skal foreslå over for Økonomiforvaltningen, Kultur- og fritidsforvaltningen og Grand Depart Copenhagen Denmark 2021 I/S. 

Økonomi

Intet.

 

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Lokaludvalget besluttede i mødet den 12. december 2019,

  • at lokaludvalget medio 2020 holder et internt dialogmøde med arrangørerne af Tour de France for at blive klogere på omfanget af de aktiviteter, der kommer til at ske i København før og under Tour-starten "Grand Départ" i juli 2021. Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen inviteres til at deltage i mødet.

  • at senest i foråret 2021 holder lokaludvalget et offentligt orienteringsmøde om eventen for borgerne i Indre By.

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede hvilke tiltag, man kan foreslå forvaltningerne og Borgerrepræsentationen at sætte i værk for Indre Bys beboere i anledning af Tour de France-starten i Indre By i 2021.

    • Der skal stilles cykler til rådighed for børneinstitutioner, så børnene lærer at cykle.

    • Faciliteter, byudstyr mm. som opstilles i forbindelse med Tour de France-starten bør være genanvendelige efter eventen.

    • Der bør anlægges nye cykelstier og cykelruter i Indre By.

    • Cykelstierne i Indre By bør være bredere.

    • Der bør opsættes nye cykelstativer, fx indenfor 10 m-grænsen fra vejkryds.

    • Der bør afsættes flere ressourcer til oprydning af ”døde” cykler.

    • Man bør opdatere cykelkortene med turistruter ud i København væk fra sædvanlige attraktioner. Sådanne cyklekort kan uddeles fra hotellerne.

       

  2. Lokaludvalget drøftede hvilke folkelige aktiviteter, det skal foreslå gennemført i forbindelse med kampagnen ”100 Days-to-go” op til Tour de France-starten.

    • Man kan i samarbejde med Cyklistforbundet arrangere cykelleg for børn på H.C. Andersens Boulevard

    • Der skal fokuseres på sport for børn og piger.

    • Man kan arrangere løbecykelløb med forhindringer for småbørn.

    • Man kan have aktiviteter på H.C. Andersens Boulevard som dem, man har på trafikpladsen i Fælledparken.

    • Der skal være en alsidighed i aktiviteterne.

    • Der kan afholdes cykelmotionsløb på enkeltstartsruten, når gaderne er lukket.

    • Man kan arrangere cykelløb for børn, fx på H.C. Andersens Boulevard og Strøget.

    • Man kan lave aktiviteter for turister, så de lærer at cykle sikkert i København.

    • Man kan sætte en cykellegeplads op på Israels Plads.

    • Man kan for små børn lave en cykelrute med forhindringer fra Israels Plads gennem Ørstedsparken og tilbage.

    • Man kan lave en cykelkøreskole for børn, gerne på Åboulevarden.

    • Man kan invitere børneinstitutioner til at komme med forslag til aktiviteter op til Tour de France-starten, som kan gennemføres i samarbejde med Cyklistforbundet.

    • For at der også skal være noget for 8-12 årige piger, kan arrangere danseevents på H.C. Andersens Boulevard.

    • Der kan være aktiviteter med et-hjulede cykler, fx en øveskole og et løb op i Rundetårn.

    • Man kan arrangere en cykelparade gennem byen, fx med livgarden i spidsen på cykel.

    • Man kan arrangere er Trial-event.

       

  3. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at foreslå forvaltningerne og Borgerrepræsentationen ovennævnte tiltag for Indre Bys beboere i anledning af Tour de France-starten i Indre By i 2021.

  4. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at foreslå Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Grand Depart Copenhagen 2021 I/S ovennævnte folkelige aktiviteter.

  5. På forslag fra Sally Mountfield bad lokaludvalget formanden spørge Økonomiforvaltningen og Grand Depart Copenhagen 2021 I/S om, hvilke andre aktiviteter, der skal være i Indre By i forbindelse med Tour de France-starten; om der fx skal være musik.

  6. på forslag fra Marietta Bonnet bad lokaludvalget formanden foreslå Grand Depart Copenhagen 2021 I/S benytte leverandører, der leverer varer med ladcykler.

Til top