Mødedato: 09.01.2020, kl. 18:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Vision og indsatsområder for udvikling af havnen

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal drøfte Kultur- og Fritidsudvalgets vision og indsatsområder for udvikling af havnen, der er udvalgets afsæt for det videre samarbejde med By & Havn samt andre havneaktører.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter Kultur- og Fritidsudvalgets vision og indsatsområder for udvikling af havnen. Se bilaget.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede i sit møde den 30. oktober 2019 udvalgets vision og indsatsområder for udvikling af havnen. Det er udvalgets afsæt for det videre samarbejde med By & Havn samt andre havneaktører.

I lokaludvalgets møde den 12. december 2019 orienterede lokaludvalgsmedlem Jens Erik Frandsen om det seneste møde i By & Havns forum for lokaludvalg. Fra referatet af lokaludvalgsmødet:

"Jens Erik Frandsen orienterede om det seneste møde i By & Havns forum for lokaludvalg, hvor han og Anton Skovle repræsenterede Indre By Lokaludvalg:

  • Udviklingen af havnen giver udfordringer, fx
        • badning i havnen
        • mange typer både benytter havnen
        • ejerforhold vedr. bolværkerne
        • mange myndigheder
  • Kultur- og Fritidsforvaltningens udviklingsplan er blevet afvist af Kultur- og Fritidsudvalget. Nu arbejder man ud fra en vision for havnen samt 10 indsatsområder, som Kultur- og Fritidsudvalget har godkendt.
  • Nye badezoner er under overvejelse, bl.a. ved Kyssetrappen ved Ofelia Plads.
  • Der har været tale om en færge mellem Nyholm og Nordre Toldbod, men i stedet vil der nu blive anlagt et nyt havnebusstoppested ved Isbjørnen i starten af Langelinje med havnebusforbindelse på tværs af havnen."

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget drøfter Kultur- og Fritidsudvalgets vision og indsatsområder for udvikling af havnen. Se bilaget.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

  1. Indre By Lokaludvalg drøftede Kultur- og Fritidsudvalgets vision og indsatsområder for udvikling af havnen. Der var følgende bemærkninger i drøftelsen:

  • Udviklingen af havnen skal ske med respekt for havnens naboer.

  • Gammelholm ønsker en bademulighed på Knasten ved Havnegade. Der kommer få både og i forvejen er kajkanten sænket, ligesom der er læ. Her kan etableres en mindre badeplads. Stedet kan være et mødested for Gammelholm med bademulighed og idrætsfaciliteter. Gammelholm Beboerforening vil involvere folk i projektudviklingen. Der skal være et samspil med lokaludvalget.

  • Man bør også tænke havnen som trafikåre. Fremfor lastbiler gennem byen, kan gods transporteres i havnen.

  • Der er en badeponton for enden af Vester Voldgade, som fungerer fint.

  • Man bør kunne gå havnen rundt langs vandet. Der bør være fri tilgængelighed for fodgængere.

  • Hvis man vil trække folk til havnen, bør der være toiletfaciliter.

  • Hvad er eventzoner? Er det gratis eller skal private står for dem?

  • Skal havnen fyldes op med aktiviteter? Bliver der plads til sejlads? Man bør kunne se det blanke vand. Vand i sig selv er en attraktion, så havnen behøver ikke blive fyldt op.

  • Der bør ikke være eventzone ved Kalvebod Brygge. Det vil larme på Islands Brygge.

  • Der kan etableres et sportsareal på en ponton i vandet nord for Operaen, fx en boldbane. Der mangler boldbaner i Indre By.

  • Man skal ikke plastre hele havnen til.

  • Eventzonerne skal ligge, hvor der er plads til udstyr på land.

  • VM i bueskydning i Nyhavn for nogle år siden var en god aktivitet.

  • Man bør kunne komme over den nordlige del af havnen, fx med en tunnel til Operaen.

  • Hvad vil de private bolværksejere. Hvilke interesser har de?

  • Der bør ikke ske en privatisering af kajkanterne, sådan som det ses foran Det Hvide Snit på Christianshavn.

  • En stor del af bolværkerne er private, fx arealet foran Kanalcafeen, der har serveringssted i Frederiksholms Kanal.

  • Man kan etablere et sportsanlæg på Nyholm fremfor i vandet.

  • En nordlig forbindelse over havnen vil få Fæstningsringsruten til at hænge sammen.

  • Havnebussen har fået nye stoppesteder, så man kan komme p tværs af den nordlige del af havnen.

  • Området bag pigtråd, som Frederiksholm Bådeklub råder over, bør være offentligt tilgængeligt. Her kunne være et anlægssted for de, der bruger havnen.

  • Der er meget trafik i Frederiksholms Kanal og mere er på vej. Man bør begrænse det.

  • Havnerundfartens centrale sted bør ligge foran Nationalbanken.

     

  1. Lokaludvalget bemyndigede formanden til at sende lokaludvalgets kommentarer til visionen og indsatsområder for udvikling af havnen til Kultur- og Fritidsforvaltningen og By & Havn, baseret på ovenstående bemærkninger.

  2. Lokaludvalget bad om et kort over ejerforholdene vedr. bolværkerne.

Til top