Mødedato: 08.12.2022, kl. 16:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Teknik- og Miljøforvaltningens høringer af lokaludvalget

Indre By Lokaludvalg skal drøfte Teknik- og Miljøforvaltningens høringer af lokaludvalget.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg drøfter Teknik- og Miljøforvaltningens høringer af lokaludvalget.

Problemstilling

Medlemsforslag fra Peter Muschinsky:

"På mødet d. 8. december vil jeg gerne have en drøftelse af hvilke forhold lokaludvalget bliver hørt om af Teknik- og Miljøforvaltningen, og hvilke forhold Teknik- og Miljøforvaltningen finder er uvæsentlige at inddrage i høringer som sendes til Indre By Lokaludvalg.

Baggrunden for forslaget er to sager:

  1. Fredningsnævnet for København har d. 8. oktober 2022 afsagt kendelse (ved retten i Hillerød) om dispensation fra fredningen af Nyhavn, til etablering af anløbsbro på 36 meters længde og 3,75 meters dybde på vandarealet i Nyhavn i København ud for del af kaj 147.

    I 2020 (18. dec.) blev sagen om ansøgningen behandlet i Teknik- og Miljøudvalget.  Sagen havde titlen ” Placering af billetsalg i Nyhavn til havnerundfart, Indre By”.  I indstillingen gennemgås en række forhold som udvalget skal forholde sig til.  Efter en mere uddybende af disse forhold, kommer et afsluttende afsnit som lyder:

    Andre nødvendige tilladelser
    Den indstillede løsning er afhængig af tilladelser fra andre myndigheder, og der kan derfor forekomme efterfølgende justeringer til løsningen. Fredningsnævnet for København skal give dispensation fra fredningen af Nyhavnskanalen, mens Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen skal give tilladelse til udvidelse og forlængelse af anløbsbroen. Byggetilladelsen til billethuset skal dog gives af Teknik- og Miljøforvaltningen.”

    Indre By Lokaludvalg blev ikke hørt om sagen, som jo karakteriseres som en byggesag, uanset det reelt er en sag om at Københavns Kommune skal anbefale en dispensation fra en fredning.  Det fremgår heller ikke specielt tydeligt for medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget, at forslaget om at placere billetsalget (væk fra fortovet i Nyhavn) reelt indebærer en dispensation fra fredningen.

  2. På mødet i Teknik- og Miljøudvalget d. 31. oktober 2022 blev sagen om ”Etablering af anløbsbroer til eldreven kanalrundfart i Nyhavn og Børsgraven, Indre By” behandlet. Baggrunden var et prospekt fra Turism Group, som IBLU afgav bemærkninger til.

I sagsfremstillingen (som afviser Indre By Lokaludvalgs ønsker til en evt. ny aktør), fremgår det at:

Andre nødvendige tilladelser

En realisering af projektet kræver tilladelser fra flere myndigheder og det er således ikke givet, at udvalgets godkendelse af indstillingen alene vil føre til etableringen af anløbsbroerne. Fredningsnævnet for København skal dispensere fra fredningen af Nyhavnskanalen og Børsgraven. Trafikstyrelsen skal tillade etablering af faste anlæg på vand. Trafikstyrelsen skal vurdere om anlægsprojektet på vandareal skal VVM-screenes. Teknik- og Miljøforvaltningen skal endvidere udstede ejerfuldmagt til brug af bolværk inden ansøgning til Trafikstyrelsen. Sagen skal der ud over byggesagsbehandles.”

Altså endnu en sag hvor Indre By Lokaludvalg i forbindelse med en høring (som denne gang fandt sted) ikke blev hørt om forslaget om at ansøge om en dispensation for fredning.  Og en sag hvor spørgsmålet om dispensation for fredning er gemt midt i et længere afsnit om diverse byggetilladelser, spørgsmål ift. Trafikstyrelsen mm.

Når jeg ønsker denne drøftelse, er det fordi jeg finder det stærkt utilfredsstillende at Indre By Lokaludvalg ikke automatisk høres, inden Teknik- og Miljøudvalget vedtager at anbefale dispensation for fredning af dele af København i forbindelse med en byggesag.  På samme måde finder jeg det problematisk, at det ikke fremgår af indstillingen om beslutninger til Teknik- og Miljøudvalget, at der reelt (uden at det fremgår af indstillingens ”at-punkter”) er tale om en beslutning om at søge dispensation for fredning.

Se de omtalte sager i Teknik- og Miljøudvalget her:

1. https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Teknik-%20og%20Miljøudvalget/møde-18122020/referat/punkt-5

2. https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Teknik-%20og%20Miljøudvalget/møde-31102022/referat/punkt-2

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget drøfter Teknik- og Miljøforvaltningens høringer af lokaludvalget med udgangspunkt i de to ovennævnte sager.

Drøftelsen kan munde ud i en beslutning om, at bemyndige forperson Bent Lohmann til at skrive til Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen, at lokaludvalget ønsker at blive hørt om dispensationer for fredninger.

Økonomi

Intet.

Videre proces

Afhænger af drøftelsen.

Beslutning

Lokaludvalget bemyndigede Bent Lohmann til at bede Teknik- og Miljøforvaltningen om at redegøre for, på hvilket politisk mandat forvaltningen har besluttet, at der skal søges om dispensationer fra fredningen af Nyhavnskanalen jf. sagerne "Placering af billetsalg i Nyhavn til havnerundfart, Indre By" og "Etablering af anløbsbroer til eldreven kanalrundfart i Nyhavn og Børsgraven, Indre By", der har været behandlet af Teknik- og Miljøudvalget, idet beslutningen om at søge dispensation fra fredningen hverken fremgår af beslutningspunkterne i indstillingerne eller af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i de to sager. Teknik- og Miljøudvalget bliver orienteret om ønsket om en redegørelse.

Til top