Mødedato: 08.12.2022, kl. 16:30
Mødested: Vartov, Farvergade 27

Strategisk miljøvurdering (SMV) af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm

Se alle bilag

Indre By Lokaludvalg skal beslutte lokaludvalgets høringssvar til Transportministeriet vedr. strategisk miljøvurdering (SMV) af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Indre By Lokaludvalg beslutter høringssvaret til Transportministeriet vedr. strategisk miljøvurdering (SMV) af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm, der ses i udkastet.

Problemstilling

Den 22. august 2022 sendte Transportministeriet den strategiske miljøvurdering (SMV) af plan for byudvikling og infrastruktur til Østhavnen, herunder Lynetteholm, i offentlig høring via ministeriets høringsportal https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/66698. Svarfristen er den 9. januar 2023.

Det fremgår af ministeriets hjemmeside om høringen, at den strategiske miljøvurdering er en samlet vurdering af blandt andet CO2-udledning, påvirkninger af havmiljø, ændringer i landskabet og påvirkninger af kulturarv i området ved anlæggelsen af en østlig ringvej, ny metrolinje, nye veje og cykelstier og boligbyggerier på Refshaleøen, Kløverparken og Lynetteholm.

Transportministeriet oplyser, at en SMV giver indsigt i miljømæssige påvirkninger af anlægsprojekter på et overordnet niveau. Den SMV, der er sendt i høring, er en samlet vurdering af de forskellige projekter, der indgår i udviklingen af Østhavnen, herunder Lynetteholm, således at der tages højde for den gensidige påvirkning projekterne imellem.

Høringsmaterialet ses i bilaget. På side 31 i miljøvurderingsrapporten ses en sammenfattende vurdering.

Det bemærkes, at miljøvurderingen baseres på et 0-alternativ. 0-alternativet er så vidt vides en situation, hvor der andetsteds placeres et tilsvarende antal boliger og arbejdspladser, som tænkes placeret på Lynetteholm,  Dvs. at 0-alternativet ikke er den nuværende by uden udvikling, men en by eller region, hvor der i teorien er sket en byudvikling, som kan sammenlignes med det, der planlægges at skulle ske på Lynetteholm. Dog indgår etablering af infrastruktur – metro, veje, osv. – ikke i 0-alternativet.

Borgermøder

Christianshavns Lokaludvalg var i oktober 2022 vært for to borgermøder om Lynetteholm. Indre By Lokaludvalg medvirkede til finansieringen af annonceringen af mødet.

I mødet den 11. oktober 2022 bidrog professor eremitus Jens Kvorning, arkitekt og byplanlægger, med hans personlige syn på Lynetteholm-projektet, og Otto Anker Nielsen, DTU Transportafdeling, fortalte om de trafikmæssige følger af projektet.

Se Christianshavns Kvarters optagelse af oplæggene her:

https://christianshavnskvarter.dk/2022/10/oplaegsaften-om-lynetteholm-1/

I mødet den 25. oktober 2022 gav Karsten Arnbjerg-Nielsen, professor ved DTU SUSTAIN, og Michael Løvendal Kruse, hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Naturfredningsforening (DN), hver deres bud på konsekvenser af Lynetteholm.

Se Christianshavns Kvarters optagelse af oplæggene her:

https://christianshavnskvarter.dk/2022/10/konsekvenser-af-lynetteholm-2/

 

En opsummering af borgermøderne ses på Christianshavns Lokaludvalgs hjemmeside. Her er der også link til oplægsholdernes præsentationer:

https://christianshavnslokaludvalg.kk.dk/nyheder/borgermoeder-om-lynetteholm-bekraefter-projektets-kompleksitet

Løsning

Forslag til høringssvar

"Transportministeriet har sendt den strategiske miljøvurdering (SMV) af udvikling af Østhavnen i offentlig høring med en frist den 9. januar 2023.

Indre By Lokaludvalg beklager, at der ikke blev gennemført en indledende offentlig høring om Lynetteholm-projektet inkl. infrastrukturen i 2018 i forbindelse med indgåelsen af principaftalen om Lynetteholm. Det ville have være rettidig omhu, respekt for borgerne og god forvaltningskik, og det kunne have styrket borgernes tillid til den offentlige forvaltning og de politiske systemer.

Nu er man på bagkant med de offentlige høringer, borgerinddragelse, borgerdialog osv. på en måde, der svækker tilliden til, at arbejdet med Lynetteholm-projekt går rigtigt for sig. Det er ærgerligt, ikke mindst projektets størrelse og vigtighed for Københavns udvikling taget i betragtning.

 

Indre By Lokaludvalg foreslår,

  • at det undersøges, hvordan transport af jord til opfyldning af Lynetteholm kan ske gennem en tunnel fra Nordhavn og/eller Refshaleøen, som senere vil kunne bruges til en Østlig Ringvej. Dette skal indgå i SMV og fremstå som et alternativ til transport med lastbiler gennem det indre København.

  • at Lynetteholm-projektet her i den indledende fase alene ses som et stormflodssikringsprojekt inkl. etableringen af en stormflodsport i Kronløbet. En sådan stormflodsport skal indgå i SMV. Dvs. at vi foreslår, at man udskyder planlægningen af byudviklingen på Lynetteholm. 

  • at det undersøges, hvordan Lynetteholm kan etableres uden byudvikling; dvs. så Lynetteholm efter etablering henstår som et rekreativt grønt område. Et sådant alternativ skal indgå i SMV.

  • at det undersøges, hvilke trafikale foranstaltninger i det indre København, der skal etableres, for at Østlig Ringvej giver samfundsøkonomisk mening. Sådanne trafikale foranstaltninger skal indgå i SMV.

  • at det undersøges, hvordan en eventuel senere udvikling af Lynetteholm med boliger,  arbejdspladser og infrastruktur jf. "Planen" kan gennemføres med en betingelse om, at området skal kunne fungere som en by med de funktioner, der kendetegner en by. I SMV skal "by" defineres. Dette forslag fremsættes, fordi vi ser for os, at Lynetteholm bliver en forstad til København, der medfører indkøbs- og pendlertrafik. 

  • at det undersøges, hvordan en eventuel senere udvikling af Lynetteholm med boliger,  arbejdspladser og infrastruktur jf. "Planen" kan gennemføres med en betingelse om, at der i området skal være en blandet beboersammensætning; dvs. et område, hvor folk med forskellige indkomster har mulighed for at bo. I SMV skal "blandet beboersammensætning" defineres. Dette forslag fremsættes, fordi vi ser for os, at Lynetteholm bliver et område, hvor kun dem med de højeste indkomster vil få råd til at bo.  

  • at det undersøges, hvordan en eventuel senere udvikling af Lynetteholm med boliger,  arbejdspladser og infrastruktur jf. "Planen" kan gennemføres med en betingelse om, at der i området skal være en blandet erhvervssammensætning; dvs. et område, hvor fx. også kunsthåndværkere og håndværkere har mulighed for at etablere deres forretning. I SMV skal "blandet erhvervssammensætning" defineres. Dette forslag fremsættes, fordi vi ser for os, at Lynetteholm bliver et område for de serviceerhverv, som har en indtjening, der gør dem i stand til placere sig et eksklusivt sted. 

  • at det undersøges, hvordan en eventuel senere udvikling af Lynetteholm med boliger,  arbejdspladser og infrastruktur påvirker priserne på ejendomsmarkedet i de dele af København, som mister herlighedsværdi, fordi bebyggelse på Lynetteholm vil tage udsigt jf. "Skitser" i høringsmaterialet. Dette skal indgå i SMV.

  • at der udarbejdes en SMV ud fra et alternativt 0-alternativ, nemlig en udvikling af Middelalderbyen og tilstødende bykvarterer med samme antal boliger og arbejdspladser, som der er forudsat i "Planen". I praksis vil man skulle se på, hvordan kontorer mv. i Middelalderbyen og tilstødende bykvarterer vil kunne konverteres til boliger.
    Forslaget skal ses i lyset af, at Middelalderbyen og tilstødende bykvarterer ændrer karakter i disse år fra at være et boligområde med dagligvarebutikker og serviceerhverv til i hovedsagen at være et område for shopping-, restaurations- og underholdningsvirksomheder samt deres kunder og gæster.

Lokaludvalget henviser i øvrigt til de vedlagte høringssvar fra os om Østlig Ringvej og M5.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann,
Indre By Lokaludvalg

Kopi sendt til Københavns Borgerrepræsentation og Borgersamlingen vedr. Lynetteholm"

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 10.000 kr. til annoncering af Christianshavns Lokaludvalgs to borgermøder om Lynetteholm.

Videre proces

Transportministeriet oplyser, at når høringen er afsluttet den 9. januar 2023, behandles alle indkomne høringssvar, hvorefter resultaterne af høringen skal drøftes med partierne bag projektet.

Beslutning

Ændringsforslag til det foreslåede høringssvar:

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at lokaludvalget foreslår, at man vurderer, om "Planen" lever op til målsætningerne i kommuneplanen, klimaplanen og andre planer, som Københavns Kommune har vedtaget, så der er en sammenhæng mellem planerne.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget foreslår, at "Planen" skal indgå i en overordnet trafikplan, som Københavns Kommune bør udarbejde.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget foreslår, at det økonomiske aspekt ved "Planen" bør vurderes.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at lokaludvalget bemærker, at hele Øresundskysten bør stormflodssikre.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Niels Kongshaug om, at lokaludvalget foreslår, at man undersøger, hvordan indersiden af Lynetteholm kan indrettes til et rekreativt strandareal med krav til vandkvaliteten, der gør badning mulig.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at lokaludvalget foreslår, at man vurderer hvilke befolkningsgrupper, der vil bo på Lynetteholm, idet formodningen om, at kun velstillede vil kunne bo der, kan være forkert.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at lokaludvalget foreslår, at man vurderer, om Lynetteholm vil leve op til kommunens målsætning om, at biltrafikken maksimalt skal udgøre 25 % af antal ture og at antallet af ture i øvrigt skal fordele sig med mindst 25 % gang, 25 % cykling og 25 % kollektiv transport.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Jens Erik Frandsen om, at 1. dot ikke tages med i høringssvaret.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Peter Muschinsky om, at lokaludvalget foreslår, at man vurderer, om "Planen" lever op til  målsætningerne for vandkvalitet.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at første sætning i sidste dot i det foreslåede høringssvar omformuleres, så der bruges et andet ord i stedet for "alternativt 0-alternativ".

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Mads Aarup om, at lokaludvalget bemærker, at "Planen" ikke indeholder en højvandssikring.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at lokaludvalget beder om en status på stormflodssikringen af København.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Transportministeriet, der ses i løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

 
Til top