B-sag: Kørselstilladelser til Hop On-Hop Off busser
Indre By Lokaludvalg skal godkende et svar til Teknik- og Miljøudvalget om kørselstilladelser til Hop On-Hop Off busser.
Indstilling
Indstilling om,
- at Indre By Lokaludvalg godkender svaret til Teknik- og Miljøudvalget om kørselstilladelser til Hop On-Hop Off busser, der ses i løsningsafsnittet.
Problemstilling
Med mail den 29. november 2022 sendte teknik- og miljøborgmesteren et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen om kørselstilladelser til Hop On-Hop Off busser til lokaludvalget. Notatet var et svar på brevet, som lokaludvalget vedtog i mødet den 13. oktober 2022. Se bilaget.
Lokaludvalgsmedlem Kjeld A. Larsen har bedt om, at notatet kommer på dagsordenen for lokaludvalgets møde den 8. december 2022.
Løsning
Forslag til svar til Teknik- og Miljøudvalget
"Med henvisning til det vedlagte notat af 29. november 2022 fra Teknik- og Miljøforvaltningen:
Når Københavns Kommune måtte blive hørt af Færdselsstyrelsen om ansøgninger om kørselstilladelser med Hop On-Hop Off busser i Indre By, beder vi om, at følgende skrives ind i høringssvaret:
"Behovet for kørslen er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelse af eksisterende offentlig servicetrafik: Movia-busser, Movia-havnebusser, metro og S-tog.
Københavns Kommune henviser til Færdselsstyrelsens hjemmeside https://fstyr.dk/da/Erhvervstransport/Buskoersel/Rutekoersel-i-Danmark, hvor der står:
"Der kræves tilladelse til almindelig lokal -og regional rutekørsel. En ansøgning kan imødekommes, hvis behovet for kørslen ikke er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelse af eksisterende offentlig servicetrafik."
Københavns Kommune agter at fredeliggøre Middelalderbyen. Gader, der fredeliggøres, vil af hensyn til de bløde trafikanter ikke kunne anvendes til kørsel med Hop On-Hop Off busser."
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
Indre By Lokaludvalg"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Afhænger af drøftelsen.
Beslutning
Lokaludvalget godkendte svaret til Teknik- og Miljøudvalget om kørselstilladelser til Hop On-Hop Off busser, der ses i løsningsafsnittet.
Protokolbemærkning fra Michael Gatten: ”Jeg ikke kan ikke bakke op om beslutningen”.