Mødedato: 08.12.2016, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Arkitekturpolitik for København 2017-2025

Se alle bilag
Indre By Lokaludvalg skal beslutte et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen om et forslag til arkitekturpolitik for København 2017-2025.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret om forslag til "Arkitekturpolitik for København 2017-2025", der fremgår af løsningsafsnittet.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet forslag til ’Arkitekturpolitik for København 2017-2025’ og den 15. november 2016 sendt den i intern høring kommunens forvaltninger sammen med et notat om de økonomiske konsekvenser af arkitekturpolitikken for bygherrer. Der er svarfrist den 14. december 2016.

Formålet med arkitekturpolitikken er at skabe retning for de kommendes års udvikling af byens fysiske miljø. Afledt af de tre pejlemærker i kommunens vision på teknik- og miljøområdet ’Fællesskab København’ (en by med kant, en levende by og en ansvarlig by) indeholder forslaget til ny arkitekturpolitik tre temaer for arkitekturen i København:

1. Arkitektur der fortæller
2. Bygget til københavnerliv
3. Ansvarligt designet

Til hvert tema knytter sig tre principper, der hver ledsages af konkrete handlingsanvisninger for hvordan Københavns Kommune, i samarbejde med bygherrer, borgere og øvrige aktører i byen, vil understøtte principperne. Samlet giver principper og handlingsanvisninger en klar udmelding om kommunens prioriteter og ønsker til den arkitektoniske udvikling af byen.

Forslaget til ny arkitekturpolitik skal afløse den nuværende arkitekturpolitik ’Arkitekturby København’ fra 2010 og ’Designpolitik København’ fra 2011.

Med udgangspunkt i politikken forventes der udarbejdet et antal administrationsgrundlag, der beskriver retningslinjer på konkrete områder, fx kantzoner, begrønning og bydelssignalementer.

 

Løsning

Formanden foreslår, at lokaludvalget sender følgende høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen:

"Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet forslag til ’Arkitekturpolitik for København 2017-2025’ og den 15. november 2016 sendt den i intern høring kommunens forvaltninger sammen med et notat om de økonomiske konsekvenser af arkitekturpolitikken for bygherrer. Der er svarfrist den 14. december 2016.

Borgerdialog

Lokaludvalget har som led i lokaludvalgets bydelsplanproces et borgermøde den 14. december 2016 om arkitekturpolitik med fokus på Indre By. En opsamling på borgermødet vil blive sendt til forvaltningen umiddelbart efter.

Lokaludvalgets holdning

Tidlig dialog, Læring og Innovation

Det er positivt og afgørende for implementeringen af arkitekturpolitikken, at kommunen lever op til løfterne i forslaget om tidlig dialog, læring og innovation.Tidlig dialog skal sikre, at lokale kompetencer inddrages med mulighed for mere kvalificerede beslutninger i den konkrete situation.  Lokaludvalget medvirker gerne i processen.

Det er vigtigt, at vi ikke kun lærer af erfaringerne i København. Vi skal også lære af andre steder i Danmark og ikke mindst af udlandet. Vi skal fortolke internationale tendenser i en københavnsk kontekst og vi skal især styre udenom de dårlige valg, man andre steder har foretaget.

Københavns Kommune skal passe på med at blive prøveklud for udvikling af muligheder, metoder og løsninger. Arkitektoniske eksperimenter lykkedes nogle gange, andre gange slår de fejl. Men uanset hvad, bliver de stående mange år frem. Så sats gerne på udviklende arkitektur- men sats sikkert.

 

Nedenfor refererer vi til ”Det gør vi ved at”-afsnittene under de forskellige principper i udkastet til arkitekturpolitik.

Tema I: Arkitektur der fortæller

Princip 1. Skab ny arkitektur med afsæt i Københavns egenart.

Gør det også ved

  • i Indre By at læne sig op ad den eksisterende arkitektur. Den eksisterende arkitektur i Indre By er ikke overalt god arkitektur, men vores bydel rummer dog megen god arkitektur, som ikke skal fortolkes eller udfordres af nutidig arkitektur. Nutidig arkitektur er ikke nødvendigvis god arkitektur. 
  • at undlade at placere højhuse i Indre By og i kvartererne omkring Indre By.
    Indre Bys arkitektoniske egenart er, at bydelen stort set ikke rummer ejendomme over seks etager. Den forholdsvis lave by fremhæves som et positivt særkende for København, også internationalt.
  • at belyse monumenter og smukke bygninger i Indre By.

 

Princip 2. Byg videre på lokal egenart, så forskelligheden og det unikke styrkes

 
Gør det også ved
  • at betragte Indre By som et udviklingsområde, hvor man skal gå nænsomt frem. Vores bydel gennemgår i disse år en transformation for så vidt angår infrastruktur, bebyggelse og byrumsanvendelse, som tilsyneladende sker uden hensyntagen til det liv og de mennesker, som var  her i forvejen. Den eksisterende by som udviklingsområde skal prioriteres i kommunens politikker, også i arkitekturpolitikken.
  • at udvise mådehold med det unikke i Indre By. Ikke al arkitektur behøver at være enestående.

Princip 3. Bymiljøer, bygninger og byrums eksisterende kulturværdier respekteres

Lokaludvalget er enig i princippet og i opskriften på, hvordan det skal gøres. Men husk nu at gøre det!

Tema II: Bygget til københavnerliv

Begrebet "Københavnerliv" er tæt på at være indholdsløst. Det rummer mange former for liv. Man kommer tættere på sandheden, hvis man erkender, at København består af mange bydele og at bydelene består af mange kvarterer. Det bør være en grundpille i arkitekturpolitikken.   

Princip 4. Bygninger og byrum udvikles med mennesket som centrum

Gør det også ved

  • at være opmærksom på, at ikke alle byrum i Indre By skal fyldes ud med liv og livgivende indretninger. Pauser og stilleområder er vigtige.
  • at belyse monumenter og smukke bygninger i Indre By.

Princip 5. En blandet by med variation i bygnings- og boligmasse prioriteres.

Det gøres også ved

  • at bygge store familieboliger i Indre By. Familieboliger har flere målgrupper end "familien". De kan anvendes af familier; af studerende, der slår sig sammen, samt af de par oppe i årene, der godt vil have plads - og kan betale for det.
  • at planlægge, så specialbutikker og detailhandel igen får fodfæste i Indre By. Der pågår en uheldig udvikling i Indre By, hvor kædeforretninger, restauranter og cafeer er ved at sætte sig på det hele. De må gerne være her, men Indre By skal ikke udvikle sig til et storcenter. Indre By skal være stedet, hvor man køber det, man ikke kan få andre steder.

Princip 6. Bygninger og byrum udformes med plads til fællesskaber og borgerinitiativer.

Indre By Lokaludvalg er ikke enig i, at alle byrum skal udvikles som påtænkt. Ikke alle byrum i Indre By skal indrettes til alsidig brug, især ikke parkerne. Man skal derfor heller ikke fremme byliv overalt. Pauser og stilleområder er vigtige.
 

Tema III: Ansvarligt designet

Princip 7. Bykvaliteten styrkes gennem klimatilpasning og energioptimering

Det gøres også ved

  • at benytte den lokale viden om bynaturen og mulighederne for klimatilpasning.
  • at klimatilpasse på en måde, så den eksisterende by kan fungere uanfægtet. Skybrudsristene i Nørregade og Rådhusstræde er eksempel på, hvordan der er designet løsningsorienteret uden hensyntagen til cyklisterne, der nu cykler utrygt i afstand fra kantstenen og skybrudsristene.
  • at klimatilpasse med respekt for stedets egenart.

Princip 8. De fysiske rammer bidrager til ressourceoptimering

Det  gøres også ved

  • at undlade at planlægge tætte bebyggelser og i stedet bevare og udvide friarealer, der så kan anvendes til regnvandsnedsivning.
  • at fremme omdannelsen af kontorer i Indre By til boliger.

Princip 9. Robusthed i bygninger og byrum sikrer langsigtet værdi

Som antydet ovenfor har familieboliger en størrelse, som meget forskellige målgrupper værdsætter.

 

Vi savner

Indre By Lokaludvalg savner en højhusstrategi, der en gang for alle slår fast, hvad et højhus er, hvad de giver københavnerne og hvor de kan placeres. Lokaludvalgets holdning er, at udsigten fra Valby Bakke over Indre By og de tilstødende kvarterer ikke skal skæmmes af flere høje bygninger.


Valg af fotos

Fotos i arkitekturpolitikken kan også illustrere, hvordan det ikke skal gøres. Vise fx Tietgens Ærgrelse ved Marmorkirken eller tilbygningen ovenpå Zahles Skole.

Med venlig hilsen

Bent Lohmann
formand"

Økonomi

Intet.

Videre proces

Når lokaludvalget har godkendt høringssvaret, sender sekretariatet det til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Lokaludvalget har borgermøde om arkitekturpolitik med fokus på Indre By den 14. december 2016 kl. 18 i Den Sorte Diamant på Søren Kierkegaards Plads. Stadsarkitekten og en repræsentant for Arkitektforeningen holder oplæg.

Beslutning

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at sidste afsnit under overskriften "Tidlig dialog, Læring og Innovation" formuleres, så lokaludvalget er åben over for eksperimenter og godt må være en foregangsby, men at det skal ske med omtanke og kærlighed til byen.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at der til 2. afsnit under overskriften "Tidlig dialog, Læring og Innovation" tilføjes en sætning om, at man i arkitekturpolitikken skal vise, hvor arkitektur i København ikke er lykkedes.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at der under overskriften "Princip 1. Skab ny arkitektur med afsæt i Københavns Egenart" indføjes en bemærkning om, at ny arkitektur ikke nødvendigvis behøver at være moderne arkitektur.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at første sætning i første punkt under overskriften "Princip 2. Byg videre på lokal egenart, så forskelligheden og det unikke styrkes" formuleres: "at betragte Indre By som et område, hvor man skal gå nænsomt frem".

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at der under overskriften "Princip 2. Byg videre på lokal egenart, så forskelligheden og det unikke styrkes" indføjes en bemærkning om, at højhuse klemmer Middelalderbyen og at der er vind omkring højhuse.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Steen Juhl Olesen om, at der under overskriften " "Princip 2. Byg videre på lokal egenart, så forskelligheden og det unikke styrkes" tilføjes en bemærkning om, at arkitekturpolitikken bør forholde sig til Københavns Kommunes indgåelse af strategiske partnerskaber om udvikling og eksekvering af byggeprojekter, idet det er bekymrende, at der formentlig bliver tale om standardløsninger.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten Sloth om, at der under overskriften " "Princip 2. Byg videre på lokal egenart, så forskelligheden og det unikke styrkes" tilføjes en bemærkning om, at arkitekturpolitikken skal sikre, at nye facader tilpasses de eksisterende facader.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann om, at der under overskriften " "Princip 2. Byg videre på lokal egenart, så forskelligheden og det unikke styrkes" tilføjes en bemærkning om, at arkitekturpolitikken skal sikre, at materialevalget i nyt byggeri skal afspejle det, som er i det eksisterende byggeri, og at der anvendes gedigne materialer som fx mursten.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Maria Auchenberg om, at der under overskriften "Princip 3. Bymiljøer, bygninger og byrums eksisterende kulturværdier respekteres" tilføjes en bemærkning om, at man skal sikre, at der på tildækningen af bygninger, der renoveres, bliver vist, hvordan bygningen vil se ud, når den er færdigrenoveret.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at der under overskriften "Tema II: Bygget til københavnerliv" indføjes en bemærkning om, at begrebet "Københavnerliv" kan opfattes negativt, når man ser på, hvordan livet udleves af de, der bruger Indre By.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Bent Lohmann, Kirsten Sloth og Helle Klint om, at 2. punkt under overskriften "Princip 4. Bygninger og byrum udvikles med mennesket som centrum" formuleres: "at se på om og i givet fald hvordan monumenter i Indre By kan belyses ud fra en individuel vurdering. Belysning har en tryghedsskabende funktion. Dog skal man være opmærksom på den miljømæssige konsekvens af belysningen."

Lokaludvalget tiltrådte ændringsforslag fra Bent Lohmann, Kirsten Sloth og Helle Klint om, at 2. punkt under overskriften "Princip 4. Bygninger og byrum udvikles med mennesket som centrum" formuleres: "at se på om og i givet fald hvordan smukke bygninger i Indre By kan belyses ud fra en individuel vurdering. Belysning har en tryghedsskabende funktion. Dog skal man være opmærksom på den miljømæssige konsekvens af belysningen."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om, at første punkt under overskriften "Princip 5. En blandet by med variation i bygnings- og boligmasse prioriteres" formuleres: "at bygge store børnefamilieboliger i Indre By. Børnefamilieboliger har flere målgrupper end "børnefamilien". De kan anvendes af børnefamilier; af studerende, der slår sig sammen, samt af de par oppe i årene, der godt vil have plads - og kan betale for det."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Marietta Bonnet om, at under overskriften "Princip 5. En blandet by med variation i bygnings- og boligmasse prioriteres." tilføjes en bemærkning om, at det særlige ved en by er, at den rummer beboelse, hvorfor arkitekturpolitikken bør sikre, at størstedelen af lejlighederne i Indre By bliver beboelseslejligheder og ikke kontorlejligheder.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om at afsnittet under "Princip 6. Bygninger og byrum udformes med plads til fællesskaber og borgerinitiativer" suppleres med en bemærkning om, at der også skal være plads til ro og refleksion.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kirsten Sloth om, at afsnittet under "Princip 6. Bygninger og byrum udformes med plads til fællesskaber og borgerinitiativer" suppleres med en bemærkning om, at der også skal være områder, hvor det er muligt at få et pusterum uden at skulle betale for det.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at afsnittet under "Princip 6. Bygninger og byrum udformes med plads til fællesskaber og borgerinitiativer" suppleres med en bemærkning om, at det i arkitekturpolitikken skal nævnes, at anvendelsen af ledige lagerarealer til iværksættervirksomheder skal fremmes.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Gunna Starck om at andet punkt under overskriften "Princip 8. De fysiske rammer bidrager til ressourceoptimering" formuleres: "at fremme omdannelsen af kontorer i Indre By til boliger; gerne for hele ejendomme ad gangen."

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Hans-Henrik T. Ohlsen om, at der under overskriften "Vi savner" tilføjes en bemærkning om, at arkitekturpolitikken bør forholde sig til, hvordan behov for at hindre terrorangreb med bygningsmæssige foranstaltninger løses arkitektonisk.

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen, Maria Auchenberg og Hans-Henrik T. Ohlsen om at afsnittet under overskriften "Valg af fotos" formuleres: "Fotos i arkitekturpolitikken kan også illustrere, hvordan det ikke skal gøres. Vis fx facaden på Højbro Plads, hvor den øverste del af bygning er fin arkitektur, mens den nederste del er beton, eller vis bygningen Landemærket 1, 3 og 5 eller vis tilbygningen oven på Zahles Skole".

Lokaludvalget tiltrådte et ændringsforslag fra Kjeld A. Larsen om, at afsnittet under overskriften "Princip 9. Robusthed i bygninger og byrum sikrer langsigtet værdi" tilføjes en bemærkning om, at det bl.a. gøres ved, at kommuneplanens bestemmelser respekteres.

 

Lokaludvalget godkendte høringssvaret om forslag til "Arkitekturpolitik for København 2017-2025, der fremgår af løsningsafsnittet, med de tiltrådte ændringsforslag.

Til top