Mødedato: 08.12.2016, kl. 16:30
Mødested: Det Grønlandske Hus, Løvstræde 6

Årsplan for det lokale miljøarbejde i 2017

Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg skal drøfte årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2017.

Indstilling

Formanden for Indre By Lokaludvalg og formanden for Christianshavns Lokaludvalg foreslår,

  1. at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg drøfter årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2017, der fremgår af bilaget.
  2. at Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg bemyndiger deres formandskaber til at aftale årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2017 med Miljøpunkt Indre By-Christianshavn på baggrund af lokaludvalgenes drøftelse. 

Problemstilling

Udkastet til årsplanen er udarbejdet af bestyrelsen for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Udkastet knytter an til visionen for det lokale miljøarbejde og driftsstøtteaftalen for det lokale miljøarbejde. I årsplanen er opregnet en række aktiviteter, der skal gennemføres i løbet af 2017. Til hver aktivitet er der en målsætning og et succeskriterium.

Aktiviteterne falder indenfor følgende indsatsområder:

  1.  Renere luft i byen
  2.  Mindre støj i byen
  3.  Grøn by, klimatilpasning og bæredygtighed
  4.  Bedre affaldssortering og affaldsudnyttelse
  5. Kommunikation, synlighed og netværk

Nogle af de foreslåede indsatser gennemføres med frivillige, studerende og/eller i et tværgående samarbejde, og kan involvere ressourcer og midler ud over driftsstøtten fra Københavns Kommune, Christianshavns Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg.

 

Indre By Lokaludvalgs formand Bent Lohmann har den 24. november 2016 kommenteret Miljøpunktets forslag til årsplan for det lokale miljøarbejde i 2017:

"Jeg har følgende kommentarer:

Pkt. 1.2 Ladcykler: Det er udlån af cyklerne, der skal prioriteres som projekter og lignende, der forandrer og påvirker borgere og erhvervsdrivende.
Der skal laves en evaluering og dokumentation, som lokaludvalgene kan bringe videre til kommunen med en opfordring til, at kommunen laver et samlet projekt for byen.
Samarbejdsprojekt om fælles udlånsordninger etc. skal ikke prioriteres.

Pkt.2.1 støj: Man skal klæde lokaludvalgene på med argumenter omkring støjproblemstillingerne, så lokaludvalgene kan argumentere overfor kommunen på et kvalificeret grundlag.
Hvis der skal laves noget i forhold til nattelivsproblemerne, skal det aftales konkret med lokaludvalgene, så der ikke laves dobbeltarbejde

Eventen med lokaludvalg og netværk på Rådhuspladsen med fokus på støj er ikke aftalt. Hvis der er ønske om en sådan event, bør det ikke på nuværende tidspunkt besluttes, hvor den skal finde sted. Skriv at den udvikles i samarbejde mellem Miljøpunktet og lokaludvalgene. Jeg er dog ikke sikker på, at det er måden at argumentere på overfor kommunen.

Pkt. 3.2 træer: Under succeskriterier står der ”Resultat til LU ift KK”. Hvad betyder det?

Pkt.3.4 NaTur i Byen: Under "Netværk/Samarbejde/projektledelse nævnes en medarbejder i Miljøpunktet. Jeg formoder, at vedkommende er projektleder. Bør lederen af Miljøpunktet ikke også nævnes som projektleder. Så vidt vides bruger begge timer på projektet. 

Indledningen og budgettet: Miljøpunktets aktiviteter i denne årsplan er finansieret af de to lokaludvalg og ikke andre (med mindre der er nævnt konkrete andre tilskudsgivere). Lokaludvalgene har et fast årligt tilskud til det lokale miljøarbejde fra kommunen og har derudover valgt at tilføre yderligere midler."

Løsning

Formanden for Indre By Lokaludvalg og formanden for Christianshavns Lokaludvalg foreslår, at lokaludvalgene drøfter Miljøpunktets udkast til Årsplan for det lokale miljøarbejde i 2017 samt kommentarerne fra Indre By Lokaludvalgs formand Bent Lohmann.

På baggrund af lokaludvalgenes drøftelse aftaler lokaludvalgenes formandskaber årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2017 med Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Årsplanen for skal godkendes af lokaludvalgene i lokaludvalgenes møder i januar 2017.

Økonomi

I 2017 støtter Københavns Kommune det lokale miljøarbejde i Indre By og på Christianshavn med 684.700 kr. Indre By Lokaludvalg har givet tilsagn om at støtte med 680.000 kr., mens Christianshavns Lokaludvalg har givet tilsagn om at støtte med 100.000 kr.

Videre proces

Indre By Lokaludvalg godkender årsplanen for det lokale miljøarbejde for 2017 den 12. januar 2017, mens Christianshavns Lokaludvalg gør det den 25. januar 2017.

 

Beslutning

  1. Lokaludvalget drøftede årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2017, der fremgår af bilaget, samt formandens bemærkninger, der fremgår af afsnittet "Problemstilling".
  2. Marietta Bonnet, der repræsenterer Miljøpunkt Indre By-Christianshavn i lokaludvalget, oplyste,
    • at projekt nr. 1.2 om ladcykler endnu ikke var færdigbearbejdet, hvorfor Miljøpunktet vender tilbage til lokaludvalget om det.
    • at projekt nr. 2.1 om støj har et beboernetværk som omdrejningspunkt og at man fanger tendenser op, ligesom man vil udføre støjmålinger. Miljøpunktet er opmærksom på, at lokaludvalget og Miljøpunktet ikke skal udføre dobbeltarbejde og at der skal være en tæt koordinering vedr. aktiviteter og initiativer i forhold til forvaltningerne og det politiske system. Støjeventen, der er omtalt i årsplanen, skal ikke nødvendigvis foregå på Rådhuspladsen.
    • at projekt nr. 3.4 om NaTur i Byen administreres af Miljøpunktet og at man har ansøgt om 800.000 kr. til det, hvoraf de 700.000 kr. skal gå til løn- og driftsudgifter. Miljøpunktet stiller plads i sine lokaler til rådighed for projektet. Miljøpunktet har noteret sig bekymringen i lokaludvalget for, at samarbejdsprojekter kan tage ressourcer fra konkret miljøarbejde i Indre By. Miljøpunktet vender tilbage til lokaludvalget med et budget for NaTur i Byen-projektet.
  3. Lokaludvalget havde derudover følgende bemærkninger til årsplanen for det lokale miljøarbejde i 2017:

    • Årsplanen skal rumme aktiviteter, men ikke nødvendigvis kaste resultater af sig. Aktiviteterne skal forankre det lokale miljø i Indre By. Der bør være noget fysisk, man kan forholde sig til.
    • Årsplanen kan omfatte et initiativ som Illums juleudstilling, der består af genbrugsting.
    • Årsplanen bør omfatte aktiviteter, der påvirker erhvervslivet, fx erhvervslivets lokale transportbehov.
    • Årsplanens ambitionsniveau er nok for højt, fx i projekt 1.1. om luftforurening.
  4. Lokaludvalget bad Miljøpunktet bearbejde årsplanen på baggrund af ovenstående bemærkninger, så den kan fremlægges til godkendelse i lokaludvalget den 12. januar 2017

  5. Lokaludvalget godkendte, at sekretariatet overfører Københavns Kommunes driftsstøtte til det lokale miljøarbejde i 2017 på 684.700 kr. til Miljøpunktet i to rater; i januar og i juni 2017, jf. driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde i 2017-18.
  6. Lokaludvalget godkendte, at sekretariatet overfører lokaludvalgets støtte til det lokale miljøarbejde i 2017 på 680.000 kr. til Miljøpunktet i to rater; i januar og i juni 2017, jf. driftsstøtteaftalen om det lokale miljøarbejde i 2017-18.

 

Til top