B-sag: Høring vedr. startredegørelsen ”Postgrunden” med tilhørende kommuneplantillæg
Indstilling
Formanden foreslår,
- at Indre By Lokaludvalg godkender høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om startredegørelsen for "Postgrunden" med tilhørende kommuneplantillæg, der fremgår af løsningsafsnittet.
- at Indre By Lokaludvalg tager til efterretning, at formandskabet og sekretariatet samarbejder med Teknik- og Miljøforvaltningen, Nordkranen A/S og Vesterbro Lokaludvalgs formand om borgerdialog om og synliggørelse af planerne for Postgrunden i forbindelse med et julemarked i Postgården i Tietgensgade den 10. og 11. december 2016 , jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Med svarfrist den 15. december 2016 har Teknik- og Miljøforvaltningen den 23. november 2016 bedt om bemærkninger til en startredegørelse med henblik på udarbejdelse af et lokalplanforslag for "Postgrunden" med tilhørende kommuneplantillæg. Startredegørelsen er godkendt af Borgerrepræsentationen den 22. september 2016.
Borgerrepræsentationens beslutning den 22. september 2016
Følgende fremgår af indstillingen til Borgerrepræsentationen:
"Der skal tages stilling til, om der skal igangsættes udarbejdelse af lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg og VVM med henblik på at udvikle postgrunden mellem banelegemet og Bernstorffsgade til serviceerhverv og boliger med offentlige byrum og forbindelser.
Indstilling
Indstilling om,
- at Borgerrepræsentationen godkender Teknik- og Miljøudvalgets beslutning på mødet den 22. august 2016 om, at Teknik- og Miljøforvaltningen ikke udarbejder forslag til lokalplan ”Postgrunden” på baggrund af projektet i bilag 1, dog med de intentioner og anbefalinger, der fremgår af løsningsafsnittet og med den konsekvens, at tårnet mod nord i domicilbygningen holdes i en højde på maksimalt 46 m.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget sendte på udvalgsmødet den 2. maj 2016 startredegørelse for Postgrunden (bilag 2) tilbage til forvaltningen med henblik på at: ”videreudvikle projektet ift omfanget, murvirkningen og forbedring af byrummet, herunder antallet og placering af højhusene” (jf. ændringsforslag vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget). Bygherre har på baggrund af udvalgets beslutning videreudviklet projektet indenfor rammerne af det hidtidige hovedgreb, hvor tårne placeres på en plint mod baneterrænet, og et domicil mod Bernstorffsgade tilpasses de omkringliggende eksisterende bebyggelser (bilag 1).
Uanset ændringsforslaget har bygherre ikke ønsket at ændre på etagearealet, men har til gengæld bearbejdet projektet, så det nu har slanke tårne og en åben og varieret facade mod Bernstorffsgade for at få byggeriet tilpasset bedre til den eksisterende by og ikke fremstå for massivt. Der er ligeledes arbejdet videre med principper for byrum og landskab. Forvaltningen vurderer, at bygherres videreudviklede projekt kan danne grundlag for det videre arbejde frem mod en lokalplan, dog således at det ene tårn placeret mod nord i domicilbygningen holdes i en højde på maksimalt 46 m og ikke på 70 m, som bygherres projekt viser. Dette vil mindske etagearealet med 2.000 m2. Forvaltningen fremlægger derfor en indstilling, hvor bygherre og forvaltning ikke er enige på dette punkt.
Bygherres projekt i bilag 1, samt de intentioner og anbefalinger, der fremgår af løsningsafsnittet vil danne udgangspunkt for det videre arbejde med udarbejdelsen af lokalplanforslaget. De endelige beslutninger om byggeriet og udviklingen af Postgrunden træffes først ved endelig vedtagelse af lokalplanforslaget.
Løsning
Bygherre ønsker som hidtil at nedrive Postterminalen og opføre ca. 125.000 m² etageareal over plint, heraf ca. 20.000 m² til boliger og ca. 105.000 m² til erhverv. Endvidere er bygherre i dialog med DSB om køb af naboejendommen med henblik på at opføre yderligere ca. 5.500 m² boliger og ca. 16.500 m² erhverv over plint (se bilag 3, faktaark). Det reviderede projekt, som nu fremlægges, indeholder samme etageareal, som også indgik i startredegørelsen behandlet den 2. maj 2016, men er bearbejdet i forhold til højhusene, murvirkning og byrum. Såfremt tårnet placeret mod nord i domicilbygningen begrænses til 46 m vil etagearealet blive reduceret med 2.000 m2. Beskrivelse af området, egenart, lokalplanens opdeling i underområder mv. kan ses i bilag 2.
Nedenfor beskrives bygherres reviderede projekt og forvaltningens bemærkninger hertil. I beskrivelsen er lagt vægt på ændringerne siden Teknik- og Miljøudvalgets behandling den 2. maj 2016.
Den ny komposition af tårne
På plinten mod baneterrænet er der fortsat syv tårne, som er blevet reduceret i volumen og placeret i en ny komposition, der sikrer større afstand mellem tårnene. Der er tilføjet tre nye tårne i domicilets gårdrum, hvorved projektet er uændret i etageareal, og nu i alt har 10 tårne. Tårnenes bredde er 21-22 m, hvor de tidligere var 20-27 m. De to højeste tårne er nu 115 m og 94 m mod tidligere 105 m og 80 m, og samtidig er fire tårne blevet lavere end tidligere (se bilag 1, s. 2). Forvaltningen vurderer, at kompositionen af højhuse mod baneterrænet nu fremstår mere tydeligt som enkeltstående tårne. Dog vurderer forvaltningen, at det højeste af de nye tårne (70 m) i domicilets gårdrum er for dominerende. Set fra Dybbølsbro danner det fortsat en mur sammen med de foranstående tårne (se bilag 1, s. 4), og fra Bernstorffsgade konkurrerer det med Postgårdens bevaringsværdige tårnbygning (se bilag 1, s. 5). Forvaltningen vurderer derfor, at dette tårn ikke bør være højere end nabobebyggelsen SEB bank (46 m). Den lavere højde vil sikre luft mellem højhusene mod banegraven, og at Postgårdens tårnbygning ikke domineres. Alle højder er målt fra kote 0 (dagligt vande).
Byrum og mikroklima
Der er arbejdet videre med byrummene for at sikre sammenhæng i området og forskellighed i mulighederne for byliv (se bilag 1, s. 7-10). Langs Bernstorffsgade trækkes domicilet desuden tilbage, så der kan anlægges et nyt strøg med plads til træer, ophold og cykelparkering (bilag 1, s. 11). Byrummene er blevet analyseret og bearbejdet yderligere for sol-, vind- og skyggeforhold. Pladserne til ophold og udeservering vil have meget sol, og vindanalyserne viser, at der også på pladserne kan skabes læ med den nuværende placering af højhuse suppleret med placering af træer på udvalgte steder. Skyggerne vil fra om morgenen blive kastet ud over baneterrænet. I marts vil pladserne være i skygge indtil om eftermiddagen, mens det i juni vil være solrigt på pladserne fra før middag. Naboerne mod Bernstorffsgade vil kun i ringe grad blive påvirket af skyggegener (se bilag 1, s. 19-20). Der arbejdes videres med beplantning af facader (se bilag 1, s. 16). Forvaltningen vurderer, at ovennævnte intentioner er i tråd med kommunens politik i forhold til byrum. Der skal i planarbejdet videreudvikles i forhold til blandt andet beplantning, grønne facader, tage og terrasser.
Domicilet mod Bernstorffsgade
Der er arbejdet med at opbryde den langstrakte facade på domicilbygningen, så den tilpasses længden af de omgivende karreer, samtidig åbnes facaden yderligere med store glaspartier i stueetagen. I bilag 1 ses forskellige eksempler på bearbejdninger af facaden, der illustrerer muligheden for at arbejde videre med tilpasningen af den store domicilbygning til nabobebyggelserne (se bilag 1, s. 12-15). Forvaltningen vurderer, at de viste eksempler giver grundlag for en viderebearbejdning af facaden, idet projektet stadig er på skitseniveau. Særligt vil der fremadrettet være fokus på, at der skabes en arkitektonisk sammenhæng til den bevaringsværdige postgård, bl.a. ved tilbagetrækning af de øverste etager og markering af gesimsen.
Forvaltningens vurdering af det justerede projekt
Et projekt med mulighed for domicil, hotel og andet erhverv vil styrke serviceerhvervsområdet langs Kalvebod Brygge. De nye forbindelser langs baneterrænet med forbindelse til SEB bank og den eksisterende rekreative forbindelse mod Dybbølsbro, de varierede byrum, kulturaksen mod Glyptoteket og en åben stueetage mod Bernstorffsgade vil bidrage til et mere åbent område med attraktioner for både nærområdets beboere og brugere samt til københavnere og turister generelt. Arkitektonisk vil bebyggelsen fungere som en markør for området, og forvaltningen vurderer, at udformningen med slanke tårne, og en åben og varieret facade mod Bernstorffsgade sikrer, at det store bygningsvolumen kan realiseres hensigtsmæssigt. Forvaltningen kan derfor anbefale, at det foreslåede skitseprojekt kan anvendes som grundlag for udarbejdelse af et lokalplanforslag, dog med den ændring, at det højeste tårn i domicilet holdes i en højde på maksimalt 46 m svarende til en reduktion af etagearealet på ca. 2.000 m².
(...)
Anbefalinger til den videre planlægning
Forvaltningen vil i det videre samarbejde med bygherre og rådgiver frem mod forslag til lokalplan med tilhørende forslag til kommuneplantillæg særligt fokusere på følgende temaer:
-
Byrummene bearbejdes yderligere med angivelse af beplantning mv. Herudover skal arbejdes med biologisk grønt på facader, tage og terrasser.
-
Domicilets facader særligt mod Bernstorffsgade skal bearbejdes skalamæssigt i form og materiale.
-
Klimasikring, herunder håndtering af skybrud, skal indarbejdes.
-
Der skal foretages en vurdering af placering af evt. fremtidig fjernbusterminal.
-
Muligheden for offentlig passage gennem domicilbygningen skal undersøges nærmere."
Borgerrepræsentationens beslutning
"Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1):
”At Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder forslag til lokalplan ”postgrunden” på baggrund af projektet i bilag 1.”
Det af Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev godkendt med 29 stemmer imod 24. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C, I, O, U og V.
Imod stemte: B, F og Ø.
Den således ændrede indstilling blev herefter godkendt med 29 stemmer imod 24. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, C, I, O, U og V.
Imod stemte: B, F og Ø.
En samlet Borgerrepræsentation videreførte følgende protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Borgerrepræsentationen ser gerne, at den store domicilbygning mod Bernstorffsgade skal tilpasses, så den virker mindre massiv, eksempelvis ved bearbejdning af facadeudformning, skalering i forhold til nabobebyggelse og variation i facaden.”
Socialdemokratiet, Det konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne støtter startredegørelsen med den bemærkning, at placeringen af højhusene kan vurderes frem mod lokalplansforslaget.”
Radikale Venstre, SF og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at der indarbejdes flere boliger fremadrettet i lokalplanen for at imødekomme et boligbehov og for at skabe byliv i området”.
Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at der etableres blandede boliger og vil derfor arbejde for, at muligheden for almene boliger udnyttes i kommuneplantillægget.”
Indre By Lokaludvalgs beslutninger den 18. august 2016
I mødet den 18. august 2016 besluttede Indre By Lokaludvalg følgende om startredegørelsen for "Postgrunden", der skulle behandles i Teknik- og Miljøudvalget den 22. august og i Borgerrepræsentationen den 22. september 2016:
- Lokaludvalget besluttede at få foretræde for Teknik- og Miljøudvalget den 22. august 2016 om startredegørelsen for "Postgrunden".
- Lokaludvalget havde følgende bemærkninger til startredegørelsen, som sammen med borgernes bemærkninger under punktet "Åben spørgetid" udgør mandatet for foretrædet:
- De høje huse i projektet vil dominere postgården på hjørnet af Bernstorffsgade og Tietgensgade
- Antal parkeringspladser bør holdes på et minimum, når der er gode tog-, metro- og busforbindelser tæt ved grunden. Parkering bør forbeholdes handicappede, service og håndværkere. Der bør ikke være pendlerparkering.
- Byg almindelige familieboliger på grunden. De er fleksible og kan bruges af både ældre og studerende.
- En glasvæg i Bernstorffsgade vil kaste støj over til genboerne.
- Reelt er der i projektet en højere bebyggelsesprocent end 450, da plinten kun delvist tæller med.
- Byg på grunden, så grunden bliver en del af byen. Byggeriet skal rumme beboelse, som kan give liv i området.
- Virksomheden, som man regner med flytter ind, kommer fra et andet sted i Indre By. Byggeriet giver derfor ikke nye arbejdspladser i Indre By. Der bliver blot flyttet rundt på dem.
- Der er i forvejen mange domiciler i området. De er årsag til, at området er dødt.
- Teknik- og Miljøudvalget bør bede om en undersøgelse af vindturbulensforholdene ved eksisterende højhuse i kommunen.
- Postgården kan anvendes til hotel.
3. Lokaludvalget udpegede Bent Lohmann og Henrik Anton Svendsen til at repræsentere sig i foretrædet.
Løsning
Borgerdialog og synliggørelse
Formanden har aftalt et samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen, bygherren Nordkranen A/S og formanden for Vesterbro Lokaludvalg om borgerdialog om og synliggørelse af planerne for Postgrunden i forbindelse med et julemarked i Postgården i Tietgensgade den 10. og 11. december 2016. Formandskabet og sekretariatet er kommet med input til borgerdialogen og julemarkedet er annonceret på lokaludvalgets facebookside og omtalt på lokaludvalgets hjemmeside. Formandens hensigt med samarbejdet er især at give borgerne og lokaludvalget mulighed for indflydelse på, hvordan friarealerne skal indrettes og anvendes.
Høringssvar
Formandskabet foreslår følgende høringssvar:
"Med svarfrist den 15. december 2016 har Teknik- og Miljøforvaltningen den 23. november 2016 bedt om bemærkninger til en startredegørelse med henblik på udarbejdelse af et lokalplanforslag for "Postgrunden" med tilhørende kommuneplantillæg.
Borgerdialog
Lokaludvalget har med annoncering i lokale medier bedt borgerne kommentere startredegørelse-materialet. Borgernes bemærkninger fremgår af bilaget. .
Lokaludvalgets formand har bidraget med input til den borgerdialog og synliggørelse af byggeprojektet på Postgrunden, som bygherren Nordkranen A/S gennemfører i forbindelse med et julemarked i Postgården den 10.-11. december 2016. Lokaludvalget ser frem til at modtage resultatet af denne borgerdialog.
Lokaludvalgets holdning
Den korte tid til at besvare høringen er ikke umiddelbart forståelig, eftersom Borgerrepræsentationen besluttede høringsmaterialet for små tre måneder siden. Det er tilsyneladende ikke blevet bearbejdet i mellemtiden.
Lokaludvalget beder om,
- at domicilbygningen mod Bernstorffsgade tilpasses omgivelserne, herunder de overfor liggende bebeboelsesejendomme, så den ikke virker massiv og så den ikke kaster støj på de overfor liggende beboelsesejendiomme.
- at en evaluering af Axel Towers, herunder Axel Towers indpasning i omgivelserne, indgår som grundlag for beslutning om lokalplanforslaget, idet ideen om runde tårne på Axeltorv tilsyneladende ukritisk ønskes videreført og forstærket på Postgrunden.
- at højhusene nedskaleres, så grundens bebyggelsesprocent bliver på omkring 320. Højhuse på Postgrunden vil have en indvirkning på omgivelserne og på Københavns skyline, som ikke står mål med den marginale indtjening, som de ekstra kvadratmeter måtte give bygherren.
- at højhuse, uanset deres højde, placeres bagerst på grunden væk fra Bernstorffsgade, så de ikke opfattes som en del af Indre Bys udtryk.
- at der som en del af grundlaget for beslutningen om lokalplanforslaget fremlægges en undersøgelse af vindturbulensforholdene ved eksisterende højhuse i kommunen.
- at der indarbejdes et væsentligt antal familieboliger, herunder almene boliger, i lokalplanforslaget og i byggeprojektet, så projektet er i balance og så det kan være med til at udvikle København til en by for alle. Boligstørrelsen skal også kunne anvendes af studerende, der slår sig sammen, samt af ældre. Boliger for almindelige mennesker kan give liv i kvarteret.
- at antallet af parkeringspladser holdes på et minimum, eftersom der er gode tog-, metro- og busforbindelser tæt ved Postgrunden. Parkering bør forbeholdes handicappede, service og håndværkere. Der bør ikke være pendlerparkering
- at en del af det areal, som tænkes anvendt til parkering, kan anvendes til en fjernbusterminal, så der bliver ryddet op i busparkeringen på Ingerslevsgade.
- at friarealerne indrettes i overensstemmelse med borgernes ønsker, jf. borgerdialogen om friarealerene, som bygherren Nordkranen A/S forestod den 10. og 11. december 2016 i forbindelse med julemarkedet i Postgården. Lokaludvalget beder om at blive hørt om bygherrens og forvaltningens forslag til indretning af friarealerne, inden der træffes politisk beslutning om lokalplanforslaget.
- at lokalplanforslaget sikrer, at byggeprojektet kan fremstå som et eksempelprojekt vedr. god klimasikring og bygningsbegrønning.
Med venlig hilsen
Bent Lohmann,
formand"
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar og borgernes bemærkninger til Teknik- og Miljøforvaltningen den 14. eller 15. december 2016. Inden da sendes høringssvaret til Vesterbro Lokaludvalgs formand og sekretariat, da Vesterbro Lokaludvalg skal beslutte sit høringssvar den 14. december 2016.
BILAG
Borgerrepræsentationens beslutning den 22. september 2016:
Beslutning
- Lokaludvalget godkendte høringssvaret til Teknik- og Miljøforvaltningen om startredegørelsen for "Postgrunden" med tilhørende kommuneplantillæg, der fremgår af løsningsafsnittet.
- Lokaludvalget tog til efterretning, at formandskabet og sekretariatet samarbejder med Teknik- og Miljøforvaltningen, Nordkranen A/S og Vesterbro Lokaludvalgs formand om borgerdialog om og synliggørelse af planerne for Postgrunden i forbindelse med et julemarked i Postgården i Tietgensgade den 10. og 11. december 2016 , jf. løsningsafsnittet.